Brønden

1963-64

Jeg vidste ikke, det var digte. Jeg skrev bare, med min fyldepen, i den tykke linierede bog, der efterhånden blev efterfulgt af flere. Det var først da forfatteren Henning Ipsen - som jeg kendte overfladisk - så dem og forbløffet sagde: "Jamen du skriver jo digte", at det gik op for mig, at det var det jo nok. Han gav mig herefter et så kraftigt skulderklap, at jeg siden har skrevet med en vis frimodighed, løsrevet fra ethvert forbillede og enhver stilstrømning.

At være

At være et menneske Alene At være et menneske alene At være indespærret At være indespærret i sit eget univers Kontakter over skellene Universer tørner sammen Åbner sig Lukker sig Tiltrækkes Frastødes

Bøjlemand

Han var en af dem der burde hænges på bøjle og gemmes væk med en hvid mølkugle i lommen En varm forårsdag kunne han blive taget frem og promeneret på gaden

Barndomsminder

Hanebjælkespær Mørkehyggerædsel Stråhalmknitterleg Døsigvarmeem Kriblekrillespænd Næsenysefrem Latterfangehyl Barnemindefryd

Besættelse

Et sugende gab åbner sig i kraniets benhvide flade Evnen til selvstændig tænkning lammes gradvist og forsvarsløs møder du de indtrængende voldsmænd der uden at forhaste sig tager ophold i dig og forstener dit ydre Dine fortvivlede skrig din ynkelige bøn om hjælp får ingen chance for at slippe ud af det rædslens torturkammer der vokser op i dig Du forsøger hjælpeløst at finde en vej ud uden at lytte til den djævelske hvisken der uophørligt fortæller om den ene udvej - den ene mulighed for flugt du aner uundgåeligheden af De hårde ansigter smiler roligt mens blanke instrumenter lægges frem i faglig orden

Billen

Tallerkenkant dyr med striber bille joller sindssvagt rundt og rundt Standser vejrer pudser lange antenner Seks sorte ben går atter løbende igang og lægger nytteløst spor over spor. Fremad Fremad Retning mod sig selv.

Blå fisk

Blå fisk med gabende mund står dødøjet på lur i mørket. Finnerne dirrer umærkeligt parat til bevægelse angreb død. Livet kræver et bytte nu og da og får det. Den blå krop bliver næsten sort når døden høster.

Bogstaver

Sorte bogstaver kravler vrimlende nedad avisens forside Aftegner i et nu et mønster der et øjeblik senere er opløst og atter samlet i en ny kalejdoskopisk broget enhed Som en sort flod glider de ned ad papiret for at falde til ro i glemsel og fortid

Kanten af en brønd Langt borte det mørke vand der dunkelt gengiver himlens farver Ekko mod slimede sten Mit ansigt dukker frem Sløret i trækkene Stirrende Himlen kalder og vandet lokker dybt dernede: Kommer du Kommer nu Lade falde Sove Mørke, mørke Blive tung Nu eksisterer kun en dybsort flade der med et åbner sig og vækker indestængte kræfter Mørke Drivende skyer Øjne Et par stive stirrende øjne Mine Mine Jeg Jeg fryser Rejser mig Ser

Dans dukke

Dans dukke Plasticben Neonlys Slimet musik. Dans dukke Liderlig rødskjoldet tom erotik.

Farvefantasi

Hestene danser i sneen med blå guldsko på de sparkende hove. Frosttågemankerne hvirvler omkring hovederne som sølvsnore mens tungen rød som blod lyser frem mellem krængede læber.

Fiskerbåden

Jeg vidste det ikke dengang men noget skete med mig da sennepsmarkens dufte blev ét med nattens skære kølighed. Vibens hæse skrig trængte dybt ind i mig og blandedes med frøernes koncert ved fjorden. Og da morgenen kom listende hørte jeg en fiskerbåds dybe hamren langt inde i mig.

Fodspor

Cirkulære baners uafvendelighed gulner givtig grøde. Som fodspor i det våde sand ved kysten slægters stille stræb

Forord

Talløse fordybninger Tavse vers der som sten er lagt ud i bække Hvide bruskkegler Brudte tegn Høje træers blåsorte skygger Søgende toner Flimren af liv visende vej til brøndene i os

Fortvivlelse

Lyset forsvinder i en sugende malstrøm hvis centrum hastigt rykker nærmere Dagslysets lykke bortjages af nattens rædsel Rædslen for mørket og ens eget jeg Sandhedens stemme råber spottende håner med sårende ord Sandheden hvor er dens rod? Sandhed for dig er måske løgn for mig Vinden rejser sig tudende Regnen strømmer ned og bliver til is Sindets landeveje brolægges med faldne lig i tusindtal Et øjeblik er der stille men stormen kommer igen Den vender altid tilbage og mørket vinder frem Skal vi da evigt flygte Evigt være på vej mens vore fødder tramper over skeletagtige døde? Skal lykke altid forjages af skyggerne der halter gennem stormen At være til men ikke leve Være åndepust af liv Så sig det bare Råb det højt så alle mørkets skygger rejser de indfaldne hoveder Sig det mens stormen hvisler så ordene bliver et med blæsten Sig Det er forgæves for mørket er dig selv og regnen har du i dig Du var din egen lykkes smed

Fredag aften

Vi mødes smilende rundt om bordet der altid er imellem os med sin sirlige opdækning af blankt porcelæn. Vi fortæller spisende om vore umistelige verdener ukuelige som telegrafister der forsøger at trænge gennem universet uden at få svar.

Glæde

Jublende danser jeg på svævende broer med solen i maven. Perlende bobler fra mit inderste indre drives ud i kaskader af lysende stjerner. Hurtigere Hurtigere til den blå luft tager mig og hjertet brister med glaslyd.

Guernica

Kender du Guernica det gråsorte billede han har lavet den gamle mester. De løsrevne dele af levende væsener flyder rundt mellem underligt fremmede følelser i mig. Lampen foroven lyser dybt ind i mit indre og viser mig ting jeg aldrig har anet. Menneskenes forvredne ansigter afspejler dele af min sjæl jeg først nu kan erkende. Længe har jeg undrende stirret i spejlet.

Hænder

Hårde ord vælter strømmende ud over læbernes lukke Hjertet skælver af angst Øjnenes stadige flakken ser fornærmende koldt Pinende usikkerhed Hænderne skælver en forbandet rysten der ikke vil holde op skønt jeg vil og vil Hvorfor ser du ikke min angst men bliver stiv og kold Se på mine hænder De græder under dit blik

Høstregn

Hidsende tungt lader regnen sig falde mod byen der grådigt slubrende tager imod Skyernes masser saftspændte tunge hviler vulgært på de strittende tårnes opstrakte fingre Væden flyder drivende Sprøjtende tove af lunkent vand Mørkere Vildere Trommende Plaskende Til mulmet flænges råt af et glimt Ildhav Ildhav Væltende vogne der dundrende raslende falder til ro mens tagene drypper og pytterne sprøjter når bilerne kører forbi

I mørket

Under bladene af en stor skræppe fandt jeg en tusindfryd. I mørket var strålerne fuldendte og tusind små hår på bladenes flader fik mulmet til at gløde.

Insekt

Pergamentagtig hud udspændt over en glødende pære. Lysskær Matglinsende edderkoppeben Leddelte Famlende over hvide ansigter.

Kamille

Udgravning. Jordvolde nøgne og golde som mennesker der af skæbnen er åbnet og blottet. Hvide kamiller som afværgende floskler forsøger at illudere frugtbar grøde.

Kedsomhed

Tasken blev træt af skabet og rejste sig pludselig og løb væk. Manden og konen løb efter den råbende men tasken løb væk.

Krager

Solskin på nøgne marker Krager på værdige ben inspicerer Frostkold morgen Flammende hyben i hegnet Sorte grene i nøgen kontrast Blåkalket himmel Livet får aldrig ende

Kredsløb

Født på en vandrende klode hvor kredsløb er livets mystik. Brune blade var grønne, var knopper, der glinsende hang i solen bristefærdige som unge piger, før de springer ud. Brune blade rives af bliver muld. Unge piger ældes til muld der genskaber liv og kraft. En ring er sluttet når knopper brister og sjæle fødes til børn. En gylden ring som aldrig brydes på sin regelrette vej gennem universet.

Landsbykirkegård

Månelysets elfenbenshvide skær. Buksbomhækkenes grådkvalte dufte. I skarptskårne skygger de vuggende sjæles mægtige vokstulipaner. Regnormes slimede spor tegner lyse streger på de grusbelagte gange.

Livsløgne

Det passer jo ikke hvad slægterne hvisker Granernes grene strækker sig højere end menneskesatte idealer Det er uværdigt at leve på klatrende løgne Det er en flugt fra de afstukne stier at gå rundt i små kabinetter hvor ægthed er anbragt side om side med primitive folkeslags amuletter Det er for sent at angre når man har valgt Indestængt af løgnes spind sidder vi som fluelig Forklaringer der ligner bøn fylder luften med summen

Længsel

Det ensomme menneskes drivværk er længslen der langt inde bag kødet nervøst fingererer med håbet om andre tider Selv på dage hvor skuffelsen tilsyneladende har slukket livsviljen trækker længslens fjeder livet pulserende gennem årerne

Opskrift

Efter den obligatoriske odysse gennem udviklingshistorien fødes du effektivt efter de herskende psykologers nyeste metode. Du vokser op på den rigtige ernæring tilsat netop de stoffer vismændene i de sterile laboratorier har forordnet. Din sjæls udvikling er komputerstyret og ledes nænsomt af kompetente pædagoger der også foretager sorteringen til de forskellige rangklasser. Specialopgave og løntrin programmeres ind og du lever livet efter nøje fastsatte regler. Erfarne dødshjælpere sender dig rutineret videre når kroppen må opgives. Religionspsykologerne skriver de sidste bemærkninger i din journal. Modstræbende lades du alene.

Ordet

Ordet var og er som du Alt andet kan glemmes

Privat

Privat cirkel Privat radius Andres private periferier. Stive voksdukker Automatik Formelsamvær Receptvenskab Livslede Løgn.

Program

Erkende og forstå Arbejde med mig selv Forstå dig og derfor holde af dig Lade dig forstå mig Men følge mit eget jegs nødvendige veje

Rædsel

Rædslen er parat til at krybe ud af øjnene på mig hvad øjeblik det skal være Himlen lugter råddent og jorden under mig stinker som var alt i opløsning som var alt på vej til at omdannes til ildelugtende luftarter Mit indre er for længe siden ædt af orme og opløsningen af min skal er så langt fremskreden at også jeg stinker

Skærsommernat

Majgrøn træbro til at gå over. Silkeskørt. Majgrønne dugdampelyde. Djævelsk latter. Majgrønne lyde. Farlige fristere.

Sofastykke

Bølgeslag mod kysten. Tudende storm i øret der smerter. Måger der flyver skrigende omkring og varsler undergang. Havet snerrer hadefuldt og viser hvide tænder mod landet der forsagt skyder ryg og lukker sig i angst. Himlen er fuld af farver der ikke kan males med ord men kendes af alle der har følt rædslen for det uafvendelige. Havet er i oprør og landet skælver som vi vil skælve når mørket bryder løs som barnet skælver når far og mor er borte og alt er uforståeligt og mørkt. Et barn kan græde men vi ved det ikke nytter. Derfor tier vi og fortsætter leende ubekymret til hinanden som var vi glade.

Sommerglæde

Sommerskinssolglæde Yngsterlegfryd Øjesmutblidhed Fløjelsvarmesind

Stationen

Jernbanestation Gråsortblæsende menneskefyldte neonlysperroner. Lattergrådråbende metalplakatfløjtende prustelyde. Togstammeskæbner Afskedsubønhør Rudefarvelglimt Hvidvinkehilsener.

Stilhed

Dagen bliver stille i mørkets skygge. Lydene dæmpes som af et tæppe. Er man ene hører man rummet suse. Men tankerne sover aldrig. I stilheden vælter de frem af sære forvirrede baner der alle mødes i hjernen og kræver svar. Så flygter man måske fra stilheden og sig selv.

Sven Erik

Pludselig stod han her i døren min barndoms kammerat som jeg næsten havde glemt Da han rakte mig hånden til hilsen så jeg med et at han var blevet plastic Kvalmen rørte rundt i maven da jeg så på ham igen Det var jo ikke Sven Erik Det var ikke engang et levende væsen men bare en tom skal med en glat uangribelig overflade Han talte længe med en stemme der heller ikke var hans Da han gik stod jeg længe og så efter plasticmanden der engang var Sven Erik

Tiden

Urets tikken får luften i værelset til at gløde. Mit hjerte smerter under lyden. De arbejdende tandhjul knuser mine knogler mens de sejgt æder tid.

Tom

Han fyldte tredive med tungen hængende ud af halsen som efter et styrtløb. Over mållinjen opdagede han tilskuerpladsernes tomhed og blev angst. Den uendelige cirkelbane. Hjertets desperate hamren.

Urfødelse

Siddende på toppen af bjerget varmer vi vore kolde hænder ved den flammende ild Over vore hoveder gror lysende punkter plantet af fremmede vinger Vi taler ikke men spejler bålets flammer med livløse stirrende øjne En efter en vender vi os mod lyden der langsomt vokser Vore skygger står tegnet skarpt i hvælvet men ingen af os ser Lyttende står vi tavse og fryser de bortvendt ansigter uden tanker eller bevidsthed som støtter med hængende hoveder En efter en går vi bort ned i det ukendte mørke Blindt søger foden de fremmede stier mens lysskæret følger på vej med lange dansende stråler En efter en svinder vi bort i det kolde kaldende øde vi ikke kender

Var det mig?

Jeg har brug for at føle nu men kan ikke En dyb undren en søjle af røg vælter op fra dybets kaos som et spørgsmålstegn Var det mig jeg så dernede med det hæsligt forvredne fjæs og de løftede hænder der forsøgte at nå lyset

Var jeg maler

Var jeg maler valgte jeg den dybe blå og smurte den langt ud i havet. Sennepsmarkens skære gule skulle lægges dybt på skrå forneden. Signaturen skrives i det højre hjørne tæt ved kanten. Jeg har gjort det.

Ventetid

Den tavse luft sitrer. Dovent glider tiden afsted og æder skæbner. O Gud, jeg dør af lede. Jeg sidder og venter stille mens mennesker omkring mig haster afsted i flimrende dødsangst. Jeg har levet i tusinde år og forstår alligevel intet af dette. Mest uforståeligt er mit indre der råber protesterende skønt jeg ikke kan tale og sidder stille og ser. Længe har jeg ventet på at min skal skulle sprænges af en tordnende stemme der med et slag ville få alt til at standse. Skal jeg vente hvor længe endnu?

Vold

Lysstump snart udbrændt Stivnet stearin Organiske former Den sorte væge med spor af vold Mordbrand Sugende brændende væsker Ubønhørligt Det er forbi

Ømhed

Så let som et dun blev min hånd da jeg sagte strøg dig over kinden Så blød som en killings pels så varm som et strejf af sommer hvælved den sig under min hånd der på en gang blev uendelig stor som for helt at omsluttte dig gemme dig værne dig Dog forsigtigt som var du en sommerfugl fjerned jeg hånden for ikke at tørre støvet af de sitrende vinger

Brønden

Kolofon

1963-64

At være

Bøjlemand

Barndomsminder

Besættelse

Billen

Blå fisk

Bogstaver

Brønden

Dans dukke

Farvefantasi

Fiskerbåden

Fodspor

Forord

Fortvivlelse

Fredag aften

Glæde

Guernica

Hænder

Høstregn

I mørket

Insekt

Kamille

Kedsomhed

Krager

Kredsløb

Landsbykirkegård

Livsløgne

Længsel

Opskrift

Ordet

Privat

Program

Rædsel

Skærsommernat

Sofastykke

Sommerglæde

Stationen

Stilhed

Sven Erik

Tiden

Tom

Urfødelse

Var det mig?

Var jeg maler

Ventetid

Vold

Ømhed

Om forfatteren

Andre samlinger