Om denne udgivelse:
Værket er tilgængeligt i flere formater via dengamlepoet.dk:
• Web-udgave (HTML)
• E-bog (EPUB) – ISBN: 978-87-85590-11-4
• Print/PDF-udgave
Sommeren hængt frem på
vinterens stativ
Om lidt er det
høst om
livet vil
4. maj 2004
Ansigter
Sandheden og
løgnen har mange
ansigter
Mon én af de to
kunne nøjes med
mit?
03-01-2004
Børn
De står foran
muren med
ørkenens øjne
og ser kun
vejen ad
folkets had
De kender sig
selv i
livets kald
11. maj 2004
Bag vægge
De høje skræppers
grønne lys
så godt for
øjne der ser
længere end
skyggevæggenes
grænse
Den lokkende
verden der aldrig blev
nok fordi han aldrig
holdt op med at
vokse
23. maj 2004
Baggrund
Han levede på
hendes baggrund som
han aldrig vendte sig og
så før duftene af
mad forsvandt og
lydende gik i stå
27. april 2004
Bare træls
Under indtryk af de
foreliggende omstændigheder
aflyses alle videre tiltag i
sagen om dine forsvundne
livsmuligheder
Du holdes skadesløs hvad
angår dagens indlysende
fornødenheder men
henvises i øvrigt til
selv at løse de af livets
problemer der ikke skønnes at
vedrøre kollektivets ansvar
Ønskes sagen appelleret bedes du
inden udløbet af tidsfristen rette
henvendelse til
overklagemyndighedens første afdeling
hvis afgørelse ikke
kan appelleres
Sagen bedes vedlagt alle
relevante dokumenter i
kopi
01-01-2004
Basta
Jeg vil ikke
noget og
ikke tage nogen
steder hen
Bare sidde her en
stund og mærke
jeg er mig
Og er jeg heldig
vil jeg høre
universet synge og
lade mine fødder
tromme rytmen på den
store runde jord
9. januar 2003
Betingelser
Vi styrer selv men
må følge
vejene gennem
landskabet og
vejret mens vi
forsøger at komme til
rette med
trafikken og hvad vi
nu ellers støder på
24. april 2004
Betlehem
Magnoliaens flammer mod det
uskyldsblå
sinker ikke
menneskets vilje
Morgenduggen røres
vel ikke over
barnegråd
3. maj 2004
Billedet
Huset har
løftet sig ud af
sin ramme og
står kun i hendes
erindring
Dagene mellem de
skæve vægge smutter
hjemløse rundt som
uskarpe glimt på
jagt efter
mening
Det tågede lys af det
fælles glemte
breder sig ind
over fladen og
visker den ren
8. maj 2004
Bimlegris
I et overset
øjeblik kører en
elevator ned i
et sind og
åbner dørene for
en robust tro på
livets usårlighed
Alt sortsyn bliver
fejet til side sammen med
udtjent håbløshed og
frisk optimisme hængt op på
den slidte dag der
tager imod som en
tørlagt dranker og
fylder sig op med
100 procents pur
lyksalighed uden tanke på
elevatorer der
sjældent kun
kører ned
17. maj 2004
Biperson
Gennem en rids i
tiden så hun spillet bagfra og
opdagede at handlingen ikke
udsprang fra hende men at den
tværtimod drejede sig om
medspillernes manipulation på
tværs af hendes parti der
set udefra ikke havde
antydning af
hovedrolle
8. januar 2004
Bjerget
Søjlen over
bjerget er
synlig for
enhver
De der tror på
forhandling gør
deres udspil
parat
16. maj 2004
Bogen
Til venstre de
læste blades
afklædthed
Til højre de
sidste med
slutningen der
lader sig læse når
den vil
Udenpå
den tomme plads til en
titel under et
navn der næppe
lader sig tyde
Den blev vel
skrevet af en der
mente at have
et budskab
1. februar 2004
Brøkregning
På et tidspunkt
går det op for en at
selv hvis man er lige så
heldig som man
plejer at være
har man kun
cirka halvdelen af
livet igen
Med tiden bliver
nævneren større og
man mister interessen for
yderligere øvelser i
anvendt matematik
22. maj 2004
Byen
En forstenet teltby
har slået lejr over
husene der
holder sammen og
ser ligeud for
ikke at gå i knæ
I lange geledder
kniber de dørene
sammen og lukker
vinduerne til for
ikke at overlistes af
livet på gaden der
på evig jagt efter
ting finder ind i
den mindste sprække der
ikke er dækket til
Skrigende alliker slås på
tagene der ikke tør
blafre i blæsten men
holder facaden for ikke
at se ned på de
vrimlende prikker der
myrer af sted dernede
i ordnede rækker uden
sans for at himlen skriger en
blodrød stribe i det
lammende grå
17. januar 2004
Demokrati
Der er den
skjulte magt og
den åbenlyse
For at få adgang til
den skjulte skal du først
få vælgerne til at tro at
det er dem der udøver
den åbenlyse og
at de gør det
gennem dig
26. april 2004
Destination
De ideer der
flyver af sted på
lånte vinger må
flyve derhen hvor
vingerne vil
17. maj 2004
Det evige liv
Han svarede mig ved at
lade rækker af
ord marchere op ved
min korsvej
At leve i
øjeblikkets
spontanitet
fulgt af
At lade sig
vugge i
evigheden
og
Lade livet tage sig og
føre med i
universets
store bevægelse mod
fuldbyrdelsens
egen mening
og længere
fremme
At være
hel
ikke delt
ikke styret af
angstens
mekanismer
Han så på mig og
satte den sidste
deling ind
Hvordan vandre over
Niagara på en
udspændt line
hvis sindets kontrol
stivner kroppens
leg med
balancen gennem
vandfaldets tågeslør
over regnbuens
forening med
livet, lysten og
evigheden selv
Jeg havde tabt mit
svar og
gav plads for
hans ord
17. maj 2004
Diget
Bag digets længsel
står meget på
spil
Sårbare toner fra
fugle i flugt krydser
adskillelsen mellem
foran og bagved i
et skærende sekund der
ridser spor i
utænkeligheden af
svigt
Måske engang men
ikke nu
10. januar 2004
En mindefest
I skyldkæder går de
til bords,
samler minderne
op og
skylle dem ned med
nuets bitre
eftersmag på
tungen der
et øjeblik finder
ro mens øjnene
forsikrer
Senere går de
væk med hver sin
mæthed og lover at
komme igen
17. maj 2004
Evigheden
Tidligere forstod jeg
evigheden ud fra
mit liv
Nu er det døden
jeg tænker på
Måske var jeg bare
visere før
21. januar 2004
Far
Du var den
eneste far en
lille dreng kunne
få
Du ville aldrig
før nu hvor du
savner sønnens
støttende hånd
17. maj 2004
Fjernsyn
Det er dem der
står os nærmest vi
har sværest ved at
få øje på
19. maj 2004
For fædrelandet
Du kan ikke
forhindre at dine
folde hænder bliver
våde
Du vil ikke men
er blevet
omstændighedernes
fange
bag stenmasken der
vogter dit
sind
Måske er det dig
om lidt men
indtil da skal du
fylde din plads
menneskebarn
02-01-2004
Forenede styrker
Når man møder sin
egen uduelighed skal
man ikke slå blikke ned og
ikke lade sig sinke men
fortsætte fremad arm i
arm og storme livet
side om side
2. maj 2004
Fortabt
Han talte med
sig selv så
intenst og
vedholdende at
den ydre verden
forsvandt og
han blev et
hul i
virkeligheden
omgivet af
guirlander af
ord der hastigt
blev trukket ind i
det tomme
rum
30. april 2004
Fortabt
Udover dagene der
ankommer regelmæssigt
i afmålte intervaller
er der ingen bevægelse i
rummet
Statiske gardiner
hænger impotente
langs udsigten
til et gråt udenfor der
skifter nuance så
umærkeligt som
årene der trækker livet frem
mod intetheden
Kun støvet fortæller
historier om
det levende der ikke
mere findes her
selvom det stadig
ånder og føler en
brændende smerte
13. januar 2004
Frit fald
Da kroppen ikke
længere ville bære
hendes ambition
sprang hun ud over
sine indre dybder
uden Skææærm
Fællesrejse
Jeg er i mit
sidste kvarter
Kroppen ved det og
har gjort sig
klar
Forstanden har
kalkuleret og truffet
sine valg
Men følelsen
er lige ung og
lægger vilde
planer for i
morgen
Vi tre er én
der passer på
hinanden og
går samme vej
som livets vilje
hånd i hånd
10.februar 2004
Før dag
Kirsebærtræet lader
sine blomster
falde gennem
natten
Den bløde
stilheds
englevinger søger
hjem før
dag som vi
1. maj 2004
Glansnummer
Hun spillede sit
livs rolle
Var der publikum i
sigte gled fortæppet
prompte op
Gråd
Selv i de
tungeste stunder er
det os selv vi
begræder
7. maj 2004
Hans
Det var hans børn
hans hund og
hans rod
Det var hans
gæld
hans åndssvage
familie og
hans skyld
så han havde
nok at se til fra
længe inden
natten blev til
dag
12. maj 2004
Henkogningsglas
På hylder med
blondepapir
hvilende i
gullige
væsker
stod sommerens
frugter parat i
etiketterede rækker
Tidslommer
foldet om
skeers lyde mod
porcelæn
pisket fløde og
søndagsblå
himmel der
måske og
måske ikke
samler på dem
der sad med ved
sommerens bord
7. januar 2004
I brændingen
Lyden af
havets hjerteslag
folder sig og
slutter tæt om sit
foster
Ånder til
live
Sletter ud
Skyller kraftfuldt
igennem og river ned til
brugbar grund
Et splintrende opgør
i tiden
Den rensede
flades sarte hud
kærtegnes blødt af
den nyfødte stilhed
25. maj 2004
Indflydelse
Du ved hvordan man
handler men
ikke hvordan man
bruger roen
Du kender til at
give ordrer men
kender ikke
lydigheden mod
livet når det
følger en
plan du ikke
har lagt
17. maj 2004
Jeg
Han lærte tidligt at
sige jeg - som
senere blev til
vi
men i grunden
mente han det
samme
20. maj 2004
Kæder
I lange kæder går
vi ind og
krydser hinandens
spor
forsvinder igen og
efterlader et
minde som et
jetflys tågede
streg
17. maj 2004
Kald
Bladene folder sig
ud over de kørende
biler der i
strammer linier fastholder
deres rutiner
Fra gadens minaret
dikterer den sorte
fugl sit budskab
6. maj 2004
Kannibal
Jeg smider en
håndfuld daggamle
bekymringer på
risten og krydrer
med lagrede
ængstelser fra
skjulte forråd
Kroppen stivner sine
celler under den
velkendte duft
der lægger sig om
alt
emmende af
løsrevet liv der
ikke mere vil
undvære sin
gift
05-01-04
Karrusellen
Med krængede læber
vuggende forbi
forfulgt af duvende
kaner i
kalejdoskopisk
repetition af liv
Brusende hvide
svaners sang om
frihed fra
dagenes bundne
kreds omkring det
lukkede centrum
Den skingre musik holder
rytmen tæt og
stamper fremad mod
lukkede øjnene og
våde hænder der
holder fast
Og over den
snurrende galakse
griner et hvidmalet
ansigt der hæver
blikket mod
himlen som en der
ser væk og
tænker sit
19. februar 2004
Knapt nok
Han sagde kun et
par ord til et
barn der vel
knapt nok
forstod
Men skyggen var
lang nok til
at dække et
liv der aldrig siden
tænkte på
sol
17. maj 2004
Kom nu!
Lad os gå ud i
regnen og prøve om
vi kan gå mellem
regndråberne og
plukke en buket
regnbuer til de
dage der har
opgivet lyset
eller lad os regne
velsignet våde i
himmelsk vand der
måske kan vaske os
rene for alt det vi
gerne ville renses for
hvis vi kendte et
egnet middel
Vade gennem en vandpyt
som en skummende
cruiser og lægge til
ved en ukendt kyst
der godt kunne være
bredden ved paradis
eller begyndelsen til
et andet liv der ikke
kender til de
skavanker vi har
lommerne fulde af
Hvad har vi at
miste ud over
drømme der
vel ikke tager skade af
den smule vand
15. januar 2004
Konglomerat
Ondskaben
drysser ud af
ærmer der
strækkes frem
i kærlighed
Kys rives op i
sår ingen
kendes ved
Længslens blide
hænder griber
hårdt og
holder ved
17. maj 2004
Kun der
Urolige hjerte -
forstår du da ikke
den lige vej?
5. maj 2004
Låg
Havfladen kaster alle
spørgsmål tilbage og
holder sit sølvlåg
lukket for
morgenens lys
Timeglasset løber med
samme hast mod
min valne tro
29. april 2004
Landet
Brunt strækker landet sig
gennem det blå
indlejret i tiden
der farer over det i
skiftende nuancer og
samlet går de frem
fastholdt i dets
ro gennem dage de
stiller til regnskab
fyldte af længsel efter et
udspring de har glemt men
sanser i troens umulighed
Floder og strømme farer gennem dem og
gennembryder skyggen bag
skovbrynets første violer der
dufter sig ind i drømme de
forsøger at tolke uden at forstå
Fastholdt i rækker synger
generationer mod den
bortvendte præst foran
tidernes alter
uvidende om
naboens skjulte kval
I pyntede optog drager de gennem
gader der leder dem frem mod
mål de tror de har sat
De går gennem tiden ført ad
veje der peger længere frem end
nogen kan gå
Lyset splintrer synets grænse over
landets indfatning i det blå
21. januar 2004
Lineal
De klippede hække i
linier fra
selvsåede drømme til
ingenmandsland
Mellem husene foldede
tomrum om den
forventede stilhed
En kats regelrette spor
i sneen
24. januar 2004
Løbeturen
Han kravler over
gulvet
Rejser sig ved
dørkarmen og stolprer
ud i haven hvor han
tumler af sted over
gangens grus
Lunter langs
haverne mod
parken hvor han
spæner over de
klippede plæner mod
stien til havet
Strækker spændstigt ud og
løber kraftfuldt
dynamisk til han
bliver træt og
finder en rytme der
langsomt går
over i gang
Han stempler
sneen med
oldingespor og
ser sig langt tilbage
2. februar 2004
Mørkeøjne
De forklædte vinduer
kaster firkanter ud og
tegner mønstre på
mørkets afgrundsblik
Langstrakte pletter
springer frem af
intet og lader deres
månelys illustrere
flader som efter
tur slukker sig for
den ventende nat
Mørkeøjne betragter
den tomme stilhed
30. januar 2004
Magikeren
Han hugger hul i
stilheden
balancer over tiden ad
en udspændt tanke og
vender tilbage med
en spinkel flamme på
sin fremstrakte hånd
17. maj 2004
Metode
En kølig vurdering
sætter meget på
plads men
går let glip af
indsigt der
benytter sig af
andre sanser
17. maj 2004
Mirakel
I dag har jeg lyst til
at være helt ukompliceret og
bringe ting i orden der
har haltet længe eller
ligget og formeret sig i
dynger
Udenfor vil jeg se
mirakelvejr og
folk på gaden der
hilser på hinanden med
glade smil og stopper op og
fortæller godt nyt fordi
der ikke findes andet
Verdenssituationen skal have
bedret sig på alle punkter og
når posten kommer er der
brev fra nogen der bare
vil det godt
Det kan blive alle tiders
dag men jeg opgiver hvis
det regner
for der skal mere til
end mine kræfter
hvis jeg skal vinde selve
himlen for
min sag
25. januar 2004
Morgenkloder
Grene i arret
kontrast mod
solens beslutsomhed
Æblekloder svøbt i
frost flammet op under
dagens blik
I sneskrift på den
tømte jord
nattens sterile
høst
27. januar 2004
Morgenridt
Med morgenrøde ører
samler jeg dagen op og
spænder den på
ryggen
Den forgange dag var
ikke tilfreds og om
hjørnet venter en ny der
dårligt kan acceptere at
dagen i dag kommer først
Næe...
Jamen hvorfor dog
være høflig hvis
man har talent for at
være grov?
24. maj 2004
Natklokken
Natten har sat sin
klokke over
jorden og under den
sorte kuppel står jeg helt
alene og fylder
ingenting selvom mine
tanker var for store til den
åbne dag og måtte
gemme sig til mørket der
lader dem brede sig og
og springe ud så vi
tilsammen indtager hele
universet
29. januar 2004
Nok
Der er ingen
genvej til
virkeligheden
Den er og
du er
Det er
nok
10. maj 2004
Offer
De spiser det
spirende forår og
drikker den lyse
nat af slanke
glas som de
knuser i
morgenens
brænding
Dagen som
nøgen for
lyd
14. maj 2004
Oneman show
Tid: Når som helst
Sted: Hvor som helst
Aktører: Ham selv
Manuskript: Ham selv
Instruktion: Ham selv
Publikum: Hvem som helst
20. januar 2004
Ord
Jeg har brug for
dine ord skønt
jeg selv har så
mange
Du siger ingenting
og skjuler dit
blik
Hjælp mig med
ord
Jeg behøver kun
et
15. maj 2004
Overvejelser
Jeg har spekuleret på om
en ræv mon sidder og overvejer
hvorfor den strejfer rundt og
opfører sig ræveagtigt
eller om den bruger tid på at
sætte spørgsmålstegn ved
rimeligheden af sin livsform
Hvor meget tid afsætter den til
familieliv eller bekymringer for
de nære relationer
Tænker den på sit
rævelige ansvar for
klodens tilstand og konsekvenserne
af et aktivt ræveliv
Overvejer ræveracen
hvad det vil sige at
være ræv
At leve et helt og fuldt
ræveliv for engang med tiden at
kunne drage til de evige
jagtmarker mæt af
dage uden fornemmelsen af at
være blevet snydt for noget
som andre har
fået rigeligt af eller
bruger de bare tiden på at
være ræve
Der må vel være grænser for
hvor lang tid man kan få til at
gå med det
Og hvad har de mon bag
øret
23. januar 2004
Parallel
De følges gennem
den lyse dag
side om side i
parallelle
forløb
Glaskolbebørn i
drift ad
beregnelige
baners kopi af
sig selv
Favnet af væggenes
buede ruder
ser de hinanden
glide forbi
3. februar 2004
Poetens bøn
Herre!
Lad det ikke være
smukt for at være
smukt men for at
du kan lade sandheden
spejle sig i det
10. februar 2004
Pyt er pjat
Hvad tilgivelse er
ved jeg ikke
når det er mig der
skal være den
aktive part
Måske er det ikke en
handling men en
tilstand der nærmest er en
aktiv form af begrebet
evighed
26. januar 2004
Rådgivning
Du skal ikke sige det
ingen betydning har
for der eksisterer
sammenhænge ingen
har indsigt i og
årsagsforbindelser der
ligger uden for
vores erfaringsramme
Det har betydning
Vi ved blot ikke hvad
konsekvensen vil blive eller
hvor virkningen vil
vise sig
Det må derfor tilrådes at
du handler efter moden
overvejelse
På den anden side kan man vel sige at
det er ligegyldigt hvad du gør da du
jo som før sagt ikke kan tænke dig til
resultatet af nogen form for handling eller
udeladelse af handling
21. maj 2004
Rødder
Træet viser mig min
rodfæstethed
Den forudsigelige
frugt lader sig
plukke af
fremmedes hænder
Kraften vil tænde
nøgne grene igen og
lade duften ride på
vinden hvorhen
den vil
19. januar 2003
Rangorden
Simuleret virkelighed måler sig
ikke med virkeliggjort fantasi og
begge overhales indenom af den
meningsfuldhed dagligdagens
gøremål kan lægge i ens hånd
14. januar 2004
Samleren
Han konserverer
modne tanker og
parate øjeblikke
Sylter fuldbårne sekunder og
skæve vinkler som
han omhyggeligt
sætter på plads i
sit forrådskammer
med små
etiketter på
rene glas
17. maj 2004
Sekund
Sekunderne samler sig i
minutter der
stiller sig i kø som
timer
Dagene opsuger dem og
bundter sig i
uger der
formerer måneder og
år
Århundrederne skriver
historien og afleverer til
årtusindernes klare
overblik men al
handlinger sker i
sekundet
Måske kunne man
fange et og
kalde det sit
25. april 2004
Single
Så sidder du
der og skal
fylde for
to
Det vante klem
under bordet
smerter
28. april 2004
Skærmen
Det er ikke de
samme men det er
som har de været her før
Skyggerne dirigeres af
lyset og vinde efter et
ukendt partitur og
vi går med ad en
velkendt tone der
skjuler en ny vibration
De små åbner fremmede
øjne der ser
længere end vi og
rækker armene ind bag
skærmen og henter
mening og sammenhæng
de smider bagud og
kræver vi skal
forstå
17. maj 2004
Solist
Hvis mit liv er
en sang er
jeg bange for
den er ude af
takt med tidens
akkompagnement
17. maj 2004
Sommer
Under de nøgne
altaner
drager sommeren
forbi i
uantastede dufte
Bag sænkede
gardiner danser
flimrende lysglimt til
maniske lyde af
mange sprog
9. maj 2004
Sorg
Du vil jeg
skal tabe mit
ansigt i
bunken af
skårede
chancer
Du sluger
min skyld for at
hele din flængede
stolthed
Vi deler vreden der
ætser sig ind til
åben sorg
17. maj 2004
Spor
Sporene leder dig
frem gennem mit
landskab
Ad to rækker stål
spores du gennem
egne der gemmer de
felter jeg ønsker du
skal forstå
I vildnisset synger en
nattergal mens du
forsøger at tørre duggen af
den intetanende rude
6. januar 2004
Syv
At tage dagen på
sig og fylde den ud
At mødes og lade sine
døre stå åbne
At lade sig opsluge af
sekundets energi
At stå fast på sin
rod og give af sig selv
At modstå bitterheden og
fraskrive sig dommen
At gå ind i den
levende strøm
At møde mørket i
tillid til lyset
13. maj 2004
Så hjerteligt
Kom
Så kom da ind da
Hvad er du for en
klør
Nå
Hvad ville du sige hvis
du kunne snakke
Stå dog ikke der og kom
fremmed til
dig selv
Jamen så spyt dog
ud dreng
Der vel ikke nogen
der har taget din
sukkermad
Var det en lodseddel
eller hvad
Jamen så lad mig da få
en da
Det kunne jo være der
var held ved dig selvom
du ikke kan snakke
Og luk så den dør dreng
Det trækker
04-01-2003
Træk
Uden genklang glider
dage forbi hvor
intet bærer sig selv
Den lyse latters styrt til
jorden som
splinter der
smerter sig
ind
Et sted på
et søm en
dinglende visheds
kontrakt med
trækken
til nogen lukker
en dør
17. maj 2004
Om forfatteren
Frede Østergaard (f. 1945) er lærer og teologisk uddannet.
Han begyndte at skrive digte tidligt i livet, og forfatterskabet har udviklet sig over mere end seks årtier.
De første tekster blev skrevet og delt i mindre, uformelle sammenhænge, før de senere blev samlet og udgivet gennem Den Gamle Poet.