Om denne udgivelse:
Værket er tilgængeligt i flere formater via dengamlepoet.dk:
• Web-udgave (HTML)
• E-bog (EPUB) – ISBN: 978-87-85590-22-0
• Print/PDF-udgave
Ikke en eneste gang
gik det op for dig at
din stemme var alene
i en ørken af lukkede
gåder
Ikke en eneste gang
forsøgte du at
åbne de låste
svar der lå udstillet i
din talestrøm
Du bemærkede ikke
solens vilje til at
fremvise din hensigt
Maj 2005
1 - 0
Med et slag under
bæltet lykkes det
min alder at
besejre min kalender
der må give op og
løslade alle aftaler
Faktisk er der kun én
tilbage som diskret har
lagt sig i skjul bag en
intetanende dato
Maj 2005
Alleen
Husker du skyggerne i
alleen
De lange dages
udelte sol i
flimrende pletter på
sommerbrunet hud
Junglelyset gennem fingrede
blade med glimt af
sagntidens vigende helte
Angsten bag mørkets tærskel
Livet der søgte til og
fra mens det tog og
gav i gådefuld
skæbne
De allerede
falmede portrætter
mellem arrede
stammer,
stivnede omrids af fortidens
giganter fanget i
strømmen som
afmægtige støtter
Hviskede brudstykker af
liv opholdt mellem
grene
Husker du de inderlige
håb der stadig søger mellem
de levendes svar
Marts 2005
Båndlagt
Der er for langt til
tomhedens kerne
Som en fakkel i
mørket
et hemmeligt håb
holdt I snor
April 2005
Balance
Fuglen svæver på
sekundet og udfordrer
mit angstfyldte håb
Marts 2005
Barnetro
Børnene hørte de voksnes gråd og
faldt i rædslen uden grænser
Over tagene voksede de
første stjerner frem af natten og
den stilhed der polerer
lyde til pur smerte,
ubærlige timer der dog
måtte bæres af nogen for små til at gradbøje
angst
Og da morgenen kom i sit
glødende triumftog fandt den mure i små børns
sind og uigennemskinnelige
volde
Båndlagte viljer der ikke
længere greb efter
sommerfuglene ved siden af
vejen men gik for at gå
uden længsel efter
et mål
Marts 2004
Bevægelse
Ikke en bevægelse mod
destruktionen men et
skridt frem mod
sin egen
fuldbyrdelse,
en frigørende voksen sig
tom for lyst
Ikke forfaldet men en
hæven sig over
begæret, en laden sig
assimilere af en
organisk fremvoksende
anelse som et frø der
vokser sig ud af
sin kerne for at postulere
livets magt
April 2005
Bi
Tanken modellerer
sit landskab uden på
virkeligheden
Er det overhovedet
muligt at se,
at høre?
Foran mine øjne
invaderer en
bi en blomst og
jeg hører den
flyve summende væk
lastet med mening
Den blanke himmel
favner
April 2005
Brodermord
De taler om
brodermord i de
lange gange
Hvisker om
blodspor og
vaskede hænder
Taler
Hvisker
Vasker hænder
Indtager rutineret
aftalte pladser og
sejler med
lods gennem
minerede vande
Vinden bærer rygtet fra land men
ingen hæver blikket mod
horisonten der
uden lidenskab
spejler alt
Marts 2005
Bygenat
Under de gamle træer
halter lyden af
viljestærke dråber
De blå skygger
stiller skarpt på
nattens stilhed
Lyset fanger sine
pletter og
trækker dem hjem
April 2005
Cyklus
De lange dage løber
gennem dig og
tvinger dig med
Som solen står op
over den nyfødte
verden
går den ned bag
dagen og
kaster lange skygger
til mørket
Maj 2005
De andre
De går på gaderne som
grå skygger
Nogle med øjne
selvom de bor i huse med
blinde vinduer
Nogen taler sammen men
går altid videre
Deres lyde fletter sig
ind i trafikken sammen med
lugtene af deres
liv
Nogle er unge med
elastiske håb i
kroppen og er de
børn sker det de
hopper af en indre
kraft der vil ud og
forbi de slidte der kun
brænder svagt
Her og der ser man de
magnetiske men de
er få og det er som
solen skinner hvor de
går selvom det
regner på
alle andre
Om natten er de fleste i
husene
De sidder bag væggene,
under tagene og
lever
Nogle af dem dør og
andre fødes i
en jævn strøm der
skyller ud i gadernes
sugende morgen
April 2005
Den sidste - den første
Svalerne flyver lavet
gennem det
sidste aftenlys uden
spørgsmål at
kaste i natten
Svævende på den
første solstråle
fanger de livet som det
byder sig til
April 2005
Den sommer
Middagsheden lader sig
skære i skiver
Landevejen leger stædigt
lineal
Klaser af sommerdage
vælter ud af solen og
falder i klynger
I den lyse nat bliver
længslen ubærlig
Det er nu
Marts 2005
Det
Det nærmer sig i
uskarpe billeder der
ikke legitimerer deres
indhold eller
hensigt
Det kommer som en
trækvind en lun
aften, et optrækkende
uvejr der måske
driver forbi og
efterlader en
antydet mulighed, som
en toning af et allerede
afstemt billede,
en flygtende skygges
postulat
Det sniger sig ind som en
pludselig lytten der
afsøger æteren for
budskab
En ophold i lyden,
en hvisken gennem et
støjplaget rum
Marts 2005
Eftertanke
Hvorfor lege med de
lige børn, hvis de ulige
leger bedre?
Marts 2005
Englevagt
Lige før hun
falder i søvn
dukker et ansigt
frem af mønstret på
rullegardinet og
minder hende om
skyggen i kældergulvet
hun så den dag solen
skiftede farve og huset
lukkede sig
Så er der måske
en udvej
Marts 2005
Erkendelse
De døre der lader sig
åbne kan være
tillokkende nok men
kender ikke låses leg
med lyst og nøglemagt
Marts 2005
Evaluering
Op ad bakke er også frem
April 2005
Før
Under isen
Bag bladdækket
Uden stikord i
kulissen
Afventende bag
baggrunden,
skjult under ordenes
uangribelighed
Men når solen
udleverer os til
natten skal mange se
trods mørket
maj 2005
Faner
Vi løber gennem gaderne med
hellige faner og råber på
sejr
Husene klynger sig til
deres facader og lader
ekkoet hviske om
vilje til fred
Maj 2005
Fangen
I mørket er øjnene
fyldt af lys
Kroppen opretholder
væggenes fald
Marts 2005
Forbrødring
Vi sidder ved et bord der
ved hvad det vil og
inden vi har set os
om langer vi til
fadet og deltager i en
munter fællessang
Kulden udefra prikker kun
på ryggen
April 2005
Fortvivlelse
Natten rullet sammen om
mørket
samlet til hug
Den stjerneløse himmel
smeltet ind i
intethedens kerne
Det drømmeløse rum uden
erindring om
lysets mirakel
Marts 2005
Frem
Så langt så
godt men
se ikke tilbage på de
døde der begraver
deres døde
uden tanke på
dem der gik
Livet vokser frem
over dødens
gave
Maj 2005
Fri
Vil et elsket menneske
forlade dig, kan du kun
vise din kærlighed
ved at lade det gå
April 2005
Frihed
Den frihed du
skænker andre, er
den frihed, du
tilkender dig selv
April 2005
Gåde
Han er isoleret i
lyset på den
øde sti men
ikke ene
Der er kun ham skønt
han udveksler med
en anden og
kommer nærmere end
til sig selv
Fuglene flyver
igennem og
fra det dybe
springer en
kilde
Maj 2005
Genfundet
Tæt til vinden
lader jeg tankerne
flyve hvorhen de
vil
En efter en
flyver de af sted og i
lang tid efter ser jeg
dem rundt omkring og
finder dem genkendeligt
smukke
som lysende indfald i
en gusten dag
Marts 2005
Gravrøver
Han går mellem
grave i den lyttende
stilhed
Han krydser mellem
urørliges territorier
mens han varsomt
samler lange solglimt
af fremmede navne
Han fletter ranker mod
det hviskende og
søger svar der kun kan
besvares af den det
ikke bekymrer
Han leder efter
samklang og
føler accept
Marts 2005
Grib
Du som bærer
evighedens stempel på
din pande
Du som bærer livets
mulighed
Grib efter
dagen, hold den
tæt til dit hjerte og
lad den mættes ved
rytmen i dets slag
Marts 2005
Gyng-gang
Jeg vil gynge på en
sang og svinge mig op
over hækkene,
gynge højere og højere og
gribe fuglene i
smilet
Synge mig op gennem
skyerne og sidde lidt
på et ruteflys vinge,
inden jeg svinger tilbage på
en skær tone der
resonerer med den
lyse dag
April 2005
Håndslag
Bladende kender
vinden og lader sig
villigt bevæge
Lyset fanger håndens
vandring og besegler dit
øjeblik
Marts 2005
Hjem
Du ser gennem
vore år og indtager
mit blik
Tiden har talt
ud og vi bruger
ingen ord om det
der er blevet for stort til
overvejelse
Maj 2005
Hjælpemiddel
At se med
hjertet svarer til
at tage briller på
ved nærsyn
April 2005
Hundene
Hvem gider gøre ophævelser over at
hundene gør
De gør!
Larmer ud af halsen for
fulde gardiner
Hvad enten de er
glade eller utilfredse med
et eller andet hakker de
lyde i stykker med spidse
tænder,
bider stilheden over og
spytter den ud i
staccatobidder som de
dropper overalt
Hundene gør mod
himlen bare for at gø
som var det en protest over
noget kun de
kan se
Hvad er der med dem?
April 2005
I vinden
Helt uden fortrydelse
hælder jeg mig i
vinden og lader mig
blæse ud over det
åbne land der står på
trods og venter
Hvidtjørnen er parat med
polerede pigge og fra de
forknytte tuer på
den sugende eng
hvisker det på et
fremmed sprog der måske
alligevel formidler et
budskab
i hvert fald en anelse som
lader sig hente
En spinkel udsæd der
spirer frem og
skaber rum,
kælige katedraler og lange
gallerier der ruller ekko mod
angribende lyde
Tomme sale der holder
vejret og frygter
indtrængen
En forventning om
fuldbyrdelse uden forklaring som
døre der lydløst lukkes op og
muliggør forvandling
Den fyldte himmel skriver
anagrammer og
lader sig tyde af et
forklaret øjeblik der
flygter fra berøring
Gennem lange skrå skakter
tegner solen udvej for
den frosne jord
Marts 2005
Indrammet
Rammen lægger sig
tæt om sit
indhold og gør sit til
at helheden tager sig
ud,
strammer op på
uklarhed og lægger
rum til bevægelse
Ingen slingren i
valsen,
de ydre mål tør
lade sig kontrollere af
enhver og med hele
sit virke støtter den
fladens påstand
Marts 2005
Konferencen
Dette er ikke et digt eller
nogen anden form for
tilstræbt, klassificeret
teksttype.
Det har intet udadrettet
formål og har følgelig
intet budskab, det
ønsker at lade sig
aftolke.
Dette er blot en
samling bogstaver, der
er søgt sammen i et
fælles rum på grund af
et indre behov.
Eventuelle beslutninger vil
ikke blive publiceret, og
dette vil være
eneste tegn på, at
samlingen har fundet sted
April 2005
Kontakt
Ansigter i kantede
udsnit
Indstuderede udtryk på
appellerende masker
Øjne som vandflader i
skiftende belysning og
det dybe vand
Hænder fanget i
bevægelse
Døre på klem for
åbning eller lukning
Vinduer efterladt på
halv
Lønlige længsler
uden faste mål
indtil trætheden
sænker blikket og
lader løfterne hænge
Flakkende genskær på
mure
Februar 2005
Kritikeren
Han er som en
fugl der roder i
civilisationens
losseplads
Nu og da fisker han en
godbid inden han
flyver væk med et
skrig og efterlader
en ætsende klat
Maj 2005
Liv
Hvor er det
levende at være en
anemone,
en lærke der skiller
skyerne med
tvang
Hvor et det liv at
være glød i
dine øjne,
hente varmen i
din hånd
Hvor er det evighed at
vi er sammen
skønt alt levende
skal dø
April 2005
Lovsang
Under mørket ligger
den første forsikring om
dag
Bag den blinde
maske stråler lysets
tilsagn
Mørkets magt
rækker kun til
lysets tærskel
Hør den sorte fugls
tillidsfulde lovsang
April 2005
Luna
Månen kaster sølv over de
åbnede grave
Længslen hvisker i
grønne skygger men
snart skal natten falde for
den nådeløse dag og
kaste sine grave til
April 2005
Løberen
Skymassivet over
byen åbner sig i en
gylden sang mod
mørket,
en kløft gennem den
stålsatte himlen
Han kender sin
længsel og lader den
flyve,
bøjer sig ,
snører en sko,
binder sig til
jordens gave
April 2005
Mindet
Fanget mellem to årstal
to datoer husket en tid
Ingen konserverede
omstændigheder
Glæder og sorger hvisket
i vinden
Et navn
En forsikring om
savn og hengivenhed
Forgyldte bogstaver
vejret har slidt
Vi tror du er
mere end det
Marts 2005
Morgen
Den lyse vind rasler
poppelens blade og
vifter solglimt af
tomme ruder
En gyngende fugl
skærer dagen for
med slanke lyde
Marts 2005
Myreby
Huse skåret med
kniv
Lys uden nåde
Som siamesiske tvillinger
navnløse med deres
skygger
Rastløse myrers
skæbneløb på tid
Lydene bliver ved
jorden som et gråt lag
uden kanter
April 2005
Nåde
Vi står mellem stjernerne
og forsøger at løfte jordens
bøn ind i lyset
Vi rækker efter
underet med nøgne
arme og ønsker at
gribe om nådens væsen
Vi sender pile mod
bålet og kaster skygger til
mørket
Marts 2005
Nøglen
Skyggen fra
træet har fanget et
flimrende net og
jeg tænker at
dette er nok
Ja vel bare et
glimt af den
levende himmel
kan låse nuet op
nu
Offer
Lysene brændt ned
en plet på den hvide dug,
her er ofret nok
April 2005
Pedant
Natten melder pas men
tikker sine ure
Hvert sekund udstanses
nidkært i mørket
Pudens røde sten
hvisker
April 2005
Police
Vi skal være her
så kort men har så
travlt med det døde
som var det en
forsikring om
andel i
evigheden
April 2005
Pædagogik
De siger frihed men
mener tvang
De siger lighed men
mener forskel
De siger broderskab men
mener udelukkelse
Og de bliver ved så
længe nogen kan
huske hvad ordene
betød
Marts 2005
Rapport
Én ting er at
synke i jorden -
en anden at udholde mørket
kulden
isolationen
Lig begraves
Skatte gemmes
Frø sås
Marts 2005
Regnbuen
Foran dit grå
maler min palet
regnbuen over
dit hoved
Du ser ikke op
Marts 2005
Rejseklar
Du kan kun tage
med dig, hvad du kan
bære i dit hjerte
Marts 2005
Rejsen
Der er begyndelsen og
enden
Der er indgangen og
udgangen forbundet af
en række skridt
Der er glæden og
sorgen
Livets gang gennem
kroppen
Den enkeltes mulighed
Der er fødslens og
dødens gåde og
overalt
baggrundens evighed
Maj 2005
Rengøring
Jeg må se at få
gjort noget ved det
Irritationen har lagt
sig som en hinde
overalt og gulvene
flyder af utålmodighed og
henkastede aggressioner
Den dårlige atmosfære har
farvet gardinerne gule og
i går fandt jeg flere
totter had bag en
indædt radiator
Jeg plejer at klare det med
en flaske et eller
andet
April 2005
Rifter
Månens drageklo
river rifter i himlen,
slipper drømme løs
Marts 2005
Ro
Meditationen
Gentagelsen
Den trygge repetition af
koder
Solen der står op i
samme hjørne på
det forud oplyste tidspunkt og
vandrer over himlen med
automatspeederen låst fast for
at forsvinde bag horisonten til tiden
Hjertets beroligende rytme der
bevæger sig indenfor fornuftens rammer
og de daglige gøremål der
ikke kan opsættes fordi de skal
gentages på samme tid i morgen
Budgettet der holder vognen på vejen
Diæten og lidt under det anbefalede
kvantum sprit
Kønslivet der er fordrevet til sin flaske med
proppen i halsen
Går det vildt til tager vi den frem og
pudser den lidt
Maj 2005
Samklang
Et solglimt i
et blad og
hjertet synger -
Og hvem har sagt at
jeg ikke taler
hjertets sprog
Marts 2005
Samliv
Der er min
vilje
Og din
Og de skridt vi skal
gå sammen
Kommer du så
Marts 2005
Sammenhæng
Dagen rækker hænderne ud
og forsøger at få fat i
kæden men et sted er der
forvirring og en
tid må den stå alene uden
sammenhæng med fortiden
der er optaget af sit og
uden mulighed for at
danne afsæt for den næste der
allerede forbereder sin
struktur
Omsider skabes der
forbindelse lige netop
i tide til at undg opløsning
Februar 2005
Sammenhæng
Jeg ser
Jeg hører
Jeg sanser
Jeg husker det
der var og skyggerne
der kun hvisker i
vinden
Og et øjeblik føler jeg
tillid og solidaritet med
den store organisme og
forsøger at hæve blikket og
se hen over mørkets tærskel
Jeg planter vækster der
vil udfordre evigheden og
sår et lille smil der måske
får kraft til uden frygt at
lade sig smelte ind i
solnedgangen
April 2005
Sigende
Det siger vel sig selv at
man må sige noget hvis
man har noget at sige men
nu og da opstår der faktisk
situationer hvor man siger
mest ved intet at sige
Marts 2005
Slut, prut, finale
Løbet er
kørt
Toget er gået så der
bliver ikke mere
suppe på den
pølsepind
At stikke fingeren i
jorden er bedre end
ingenting når
geden er
barberet så
tæt at der ikke længere er
skind at få
April 2005
Sortie
Silhouetter klippet
ud af natten
svævende i den
lyse morgens svøb
et øjeblik endnu
som et solstrejfs
kys på din
pande inden din
tid rinder ud
og du fuldender din
skabelse
Maj 2005
Splinter
Som et træ
over mit hoved
fanger hvert blad
en flig af solen
En grå dag slipper jeg
en byge af
tindrende splinter
Marts 2005
Sprængladning
Man kan fastholde sin
forældrerolle så
forbenet, at børnene må
sprænge sig ud af ens hjerte
for at slippe fri
Maj 2005
Steril
Uden de
andre
Kun i sig
selv på trods af
verdens skønhed
Februar 2005
Tankeskud
Som et kys
i vinden rammer
tanken og slår
rod
Spæde skud rejser en svimlende krone
hvor fremmede fugle
slår sig ned som
syngende ambassadører på
villige grene
April 2005
Trælbundet
De tror de har
spærret dig inde i
prægtige katedraler
De tror de har fængslet
dit ord i redigerede
skrifter og
båndlagt din ånd i
forstenede ritualer
De tror de har ret til
at dømme og
regulere menneskets
liv
at bruge din kærligheds
tilsagn som magt,
som pression,
som vold
April 2005
Uddrivelsen
Der står en engel ved
trappens fod
Et flammende sværd i
mørket
Fodspor som stemplet i
blod på den
isnende tavshed
Et sted lyden af
nogen der græder
Marts 2005
Udelt
At tabe målet af
syne og glemme hvor
man skulle hen kan
vise sig at være et
ringe tab mod
gevinsten ved at
blive udleveret til
nuets evighed
Marts 2005
Udsolgt
Jeg ville gerne levere de
ord du ønsker at høre men
har dem ikke på
lager
Hylderne gaber af
tomhed så det bliver det
eneste du får, for du
kan vel ikke tænke dig
andet
Der er tilbud på
sandhed i dag
Marts 2005
Udspring
Blomstrende håb,
forstår du da ikke
kuldens væsen
Du må vente eller
finde en anden vej
eller
skulle det
være muligt at
blomstre sig gennem
isen?
Marts 2005
Udvikling
Alle gamle har deltaget i
naturens obligatoriske
undervisning i visdom.
Den uvægerlige visnen med
tab af kroppens funktioner
fremtvinger en
stærk indre vækst der
kunne have revolutioneret
menneskehedens tænkning
hvis ikke processen
tillige havde medført en
tendens til tab af
vitale åndsevner
April 2005
Usagt
Som bag de
flygtende stjerner
Som bag drivende tågeslør i
den tidlige morgen
Under den nøgne jord der
lader sige dække af
sneen mens den
varsomt opbevarer
betroet liv
Bag en drivende byges
skrå gardin
I blæsten der leger
med toner i påståelige
master
Som i dine øjne der
aldrig har brug for ord
Marts 2005
Vuggevise
Den sorte bambus
har favnet en spurveflok,
vugger den til ro
April 2005
Om forfatteren
Frede Østergaard (f. 1945) er lærer og teologisk uddannet.
Han begyndte at skrive digte tidligt i livet, og forfatterskabet har udviklet sig over mere end seks årtier.
De første tekster blev skrevet og delt i mindre, uformelle sammenhænge, før de senere blev samlet og udgivet gennem Den Gamle Poet.