Omslag for Halvfjerdserbrun

Halvfjerdserbrun

Digte
Frede Østergaard

Kolofon

Halvfjerdserbrun
© Frede Østergaard
Digtene er skrevet: 1972
Udgivet af Forlaget Den Gamle Poet, 2026

Om denne udgivelse:
Værket er tilgængeligt i flere formater via dengamlepoet.dk:
• Web-udgave (HTML)
• E-bog (EPUB) – ISBN: 978-87-85590-02-2
• Print/PDF-udgave

Digitale udgaver og kildefiler:
github.com/forlaget-den-gamle-poet/digte

Alle rettigheder forbeholdes

Øjne

Hendes øjne har været smukke engang for længe siden. Det er de forresten stadig, men ligesom på en anden måde. Lidt trætte, måske knapt så store. Alvorlige. De er en gammel kvindes øjne nu. Mon hun ved det selv? Jeg ved ikke hvordan man tænker, når man er gammel eller hvordan man føler. Det må være svært at leve under de betingelser. Somme tider synes jeg det kan ses i hendes øjne.

140 m2

140 m2 med car-port. Røde klostersten og gavle af vandfast krydsfiner. Haven er de ved at tegne i haveselskabet. Den bliver også individuel og spændende. Stedsegrøn. To badeværelser med lys i de forsænkede spejle. 8 m2 dansk luksus til hver af ungerne. De er brandheldige at leve netop nu. Super soft væg til væg. Oregon pine paneler og et skønt alrum på 30 m2. Den ideelle ramme om vort familieliv. Vi er sikre på lykken. Vi betaler for den.

Anskudt

Hun stod stille anskudt af et spørgsmål der havde ligget på lur et eller andet sted i lang tid for at vente på en gunstig lejlighed. Nu var den der åbenbart for hun følte sig dødeligt ramt. Hvorfor? tænkte hun. Tanken gjorde hende dødelig mat og fik hende til et øjeblik at bide sig fast i underlæben og knuge vel hårdt om det glas hun netop var ved at sætte i opvaskemaskinen. Så rakte hun beslutsomt hånden frem og tændte for radioen over køleskabet. Den virkede.

Besøg

Vi går. Vi går herfra inden så forfærdelig længe. Her er hyggeligt - bevar os. Særdeles hyggeligt, men stilheden i de små stuer fortrænges ikke uden videre af vore stemmer, der lidt efter lidt bliver knapt så sikre. Nu har vi jo også været her. Spist det uundgåelige franskbrød med ost. Drukket af de blå kopper der for resten er pæne og vist ikke til at købe mere. Det er rart at have været her, men nu må vi nok også se at komme videre.

Calendula

Calendula en krukkefuld af gule solskinsøjer strækker sig mod vintersolen tændt i vores lampe. Puderne på sofaen bag bordets sorte flade svarer glad med samme glød et sommerpust tilbage.

Dø?

Dø? Nu? Jeg troede jeg var syg og skulle dø. Det ord! Jeg forstod det pludselig ikke. Dø! Jeg kan ikke dø! Jo. Ligge i en hvid seng. Være meget syg og tapper men hvad er dø? Holde op at leve kan jeg ikke? Min krop hænder hud og hår ved jeg kan forsvinde men ikke jeg! Og alligevel - farmor og alle de andre er væk! Uden dramatik. Hvor blev verdenspressen af? Verden kan da ikke blot fortsætte som intet var hændt hvis jeg skal dø! Jeg forsøgte at undskylde mig for dette noget jeg ikke kendte. Jeg har ikke tid! Mine unger er så små! - og bedende: Giv mig i det mindste tid til de er store nok. Det varer sikkert ikke længe. Blot ikke nu. Jeg fik udsættelse! - og forstod de gamles afmagt. Nu hjælper ingen beden. Selv ungerne står klar ved hullet med en sidste blomst og synes det er høje tid de bliver smerteligt alene.

Du skal elske din næste

Hende den gamle inde ved siden af kom i formiddags og ringede på døren. Jeg fik øje på hende gennem storesen da hun kom op ad flisegangen. Hun havde en buket roser i hånden. De store gule hun har i forhaven. Gud ved hvad hun ville? Det er klogest at holde sig for sig selv. Hun kan lige så godt lære det med det samme. Desuden har vi heller ikke tid. Det er altid de gamle der er de værste. De har for meget tid til at rende andre på dørene og snage i deres privatliv.

Hækken

I aftes da det var blevet mørkt gik jeg ud til skellet og gav hækken en gang gødning. En ligusterhæk bliver 2 m på 4 år, sagde de i planteskolen, og tæt. Det skulle nødigt vare længere. Måske kan det gå hurtigere, hvis den rigtig får noget at leve af. Der er ingen grund til at naboens skal tro vi er uvenlige.

Lampen

De havde glemt at trække for. Gennem hullet i hækken var der fri udsigt til etplansstuen. De havde fået en ny lampe over spisebordet. Ikke lige vores smag, men den gav et godt lys på fotostaten bagved. Anemonerne i skovbunden blev ligesom fremhævet på en anden måde end ovre hos os. Måske skulle vi flytte spotlightet over læderstuen.

Mulighed

Rådvild griber du til dit mest prøvede nummer: Profitjagten. Den slår sjældent fejl, eller tvivler du nu? Betaler det sig alligevel ikke, at lade det betale sig? Det er det der betaler sig, der er det virkelige. Det, der skiller ægte fra falsk. Det, der driver værket. Eller- Betaler det sig alligevel ikke at få noget ud af det? Er der overhovedet noget, der betaler sig? Du er smuk i din rådvildhed og et let bytte for dig selv.

Portræt

Dagdrømmerøjne. Følsomme hænder. Et trist lille smil, der egentlig ikke siger noget, men kun er signal fra en hjerne, der så gerne vil forstå, men hurtigt bliver træt. Et sind, der klynker lidt under presset fra livet, for det er jo et pres at leve. Et par ører, der altid ser lyttende ud, som hjortens, når den græssende er gået ud af skovens tryghed hele tiden på vagt efter ting, der måske er farlige og som det er bedst at skjule sig for.

Portræt 2

Kan det siges så enkelt: Hun er ung og bærer briller med røgfarvede glas - eller Hun er først i trediverne ganske fikst klædt på. Måske lidt kejtet i sit forhold til andre. Levende. Ordet levende er virksomt i denne sammenhæng- netop virksomt for hun har glemt at også hun er levende. Netop sitrende levende kød der af en eller anden grund holder sig i live skønt hun har glemt sin egen identitet så fuldkomment at hendes væsen tilsyneladende blot er røgfarvede glas i plasticindfatning Kan det siges så enkelt Tilsyneladende enkelt.

Traktose

Jeg går og graver i min have. Skaffer plads til nye bede i den plæne jeg har gravet op i sommer. Den er hård af død traktose, jorden i mit havebed. Sveden hagler af mig. Smerten bider alle fibre. Det er som at hakke et betongulv op. Med et går spaden igennem, og jeg kan ubesværet tage endnu et stik i en uventet blød bund. Jeg er kommet igennem. I samme øjeblik forstår jeg, at jeg for et par dage siden brød igennem et lignende lag i mit eget sind og føler mig helt igennem hel. Næste års urter kan strække tæerne og hente næring fra dybe lag, de har boret forgæves efter indtil nu. De nye bede skal aldrig betrædes. Aldrig gøres hårde igen. Derfor hegner jeg min have og laver gange, man kan færdes ad og nænsomt række over det bløde voksebed.

Om forfatteren

Frede Østergaard (f. 1945) er lærer og teologisk uddannet.

Han begyndte at skrive digte tidligt i livet, og forfatterskabet har udviklet sig over mere end seks årtier.

De første tekster blev skrevet og delt i mindre, uformelle sammenhænge, før de senere blev samlet og udgivet gennem Den Gamle Poet.

Andre samlinger