Omslag for Hjertets slag

Hjertets slag

Digte
Frede Østergaard

Kolofon

Hjertets slag
© Frede Østergaard
Digtene er skrevet: 2005
Udgivet af Forlaget Den Gamle Poet, 2026

Om denne udgivelse:
Værket er tilgængeligt i flere formater via dengamlepoet.dk:
• Web-udgave (HTML)
• E-bog (EPUB) – ISBN: 978-87-85590-21-3
• Print/PDF-udgave

Digitale udgaver og kildefiler:
github.com/forlaget-den-gamle-poet/digte

Alle rettigheder forbeholdes



Aldring

Nogle bliver yngre med årene og genfinder barndommens visdom Juli 2005

Alene

Til sidst er der ikke mere at tale om, ord gør kun ondt ubærligt En hånd på din skulder rækker dig afmagtens tomhed Juni 2005

Bæreren

Hvis ord var nok bar han nøglen til paradis i munden Maj 2005

Blå

Himlen på jorden under min hånd, mursprækkens selvbudne vækst , tankespringets sprængende styrke Juni 2005

Brugt

Hun er ikke sit sædvanlige selv, nærmest som en pose nogen har tømt for bolcher så der kun er lidt kulørt krymmel tilbage på bunden Juli 2005

Camouflage

Himlen er stribet som et stykke papir der venter på en hånd med et vigtigt budskab, en kort besked eller bare et par stikord til at camouflere den nøgne tomhed Juli 2005

Den unge vin

Fra indkapslet hvisken klækkes foråret i et svulmende brøl Den der ikke kan bære endnu et udspring må fuldbyrde den organiske vej Over de blottede grave stiller den nyfødte sine krav som lovsang mod himlen Den blinde lov bærer skabningen frem på ubøjelige paragraffer Juni 2005

Du var

Du var træet Jeg var skyggen Du var natten Jeg var stilheden mellem mørke grene Du var hjertet skåret i barken Du var hjertet jeg bar i mit bryst Juli 2005

Due

På kanten af bevidstheden svævende mod jorden med dens besættende længsel I en afkrog af mit væsen ved jeg hvordan det er at hæve sig over jorden og give sig hen til luften, udmatte musklerne under en stejl stigning og svæve ned på højt løftede vinger for at lette igen og atter forvandle jorden til farvede felter og klodser Jeg kender til den hastige flugt over havet, den salte duft blandet med årvågenhed, flugten fra den forfølgende rovfugl, kampen, døden mellem knugende dolke og lyset der eksploderer i liv Jeg kender til det og fylder årerne med kurren der genlyder fra mit eget bryst, vogter horisonten i den forvandlede hvælving, lyslevende i en trækkende flok Den kollektive vilje frihed fra længslen på jorden, overgivelsen til nuet og den fælles krop Juni 2005

Ekko

Fortiden kaster ekko mod nutiden der kan have svært ved at skelne egne tanker Juni 2005

Flammebrøl

Poplen hævder sin aftale med vinden og lader sin raslen stige til brøl over mørkets forsegling af huse Morgenlysets fravær skaber rum Som en fakkel mod himlen nattens flammende hoveren Juni 2005

Foran muren

De lange dage kaster skygger på den tomme mur Foran en solsorts budskab fanger solen sommerfugle og lader dem skrive i det flimrende guld Maj 2005

Foran porten

Sangerinden i den røde kjole venter foran den lukkede port Snart galer den tredje hane og fuldbyrder nattens beslutning Maj 2005

Fra mig

Til dig Ord pakket ind i ord med en letfordøjelig sløjfe Juli 2005

Grænseovergang

Fra din smerter ser du hen over håbet og i dine øjne læser vi viljen til at krydse grænsen der holder os tilbage Vore hænders tomme vilje Juni 2005

Håb

De kan slå ihjel men de kan ikke dræbe livet De kan ætse vores mod med had men aldrig fjerne længslen efter kærlighed Juli 2005

Handlekraft

Man kan komme i tvivl om det er os der tager beslutningerne eller det er beslutningerne der tager os Juli 2005

Her

Landskabet løber gennem mig og afsætter sine spor, toner mine farver og bygger rum, udspænder omfang og lader sine skyer drive gennem mine drømme Vinternøgne hegn søger forløsning i blomstringens vildskab åbner sig for vindens vilje og lader sig forme Amorfe strukturer bearbejdes i undergrunden af ubøjelige kræfter Den evigt foranderlige himmel afspejler havets tema og tænder mine øjnes lys Juli 2005

Hinsides

Vi hænger vore løfter på månens horn og lader os flyde på nattens dufte Den ædru dag forliser bag mørket der hverken kræver pas eller anker Så levende leger livet med os nu som for evigt og over os hører vi lyden af bløde vinger Juli 2005

Hjemkomst

Intet spor af stjernerne og dog er de her lysende over mit hoved På lydløse vinger vender fuglen tilbage til reden Juni 2005

Hjertemur

Der er en ring om månen i nat og mure omkring mit hjerte Syv dage gik de om Jeriko før murene faldt for deres trompeter Syv gange for Jeriko men hvordan åbner man sit hjerte Juli 2005

Hjertets slag

Jeg lægger mig på maven og lytter efter klodens hjerteslag Fra dybet høres livets lyde som universets åndedrag og under det - det store hjertes løfte om en dag endnu Og jeg føler kraften pumpe i min krop der klynger sig til jordens tryghed for ikke at falde op og blive en af himlens stjerne Maj 2005

Hyld

Sommernatten henslængt langs den lysende fjord Gyldne drenges latter skærer stilheden for ved nattens duftende månetræf Juni 2004

I kærlighed

Jeg vil løbe som en dreng over de høstede marker, sidde øverst på bakken og være ældre end min alder, se på livet på afstand og prøve at forstå Indsnuse duften af det spæde forår, svømme i luften som det grønne inden det slår sig ned i bøgens lysende flimmer Jeg vil endnu engang gå gennem barndomslandet og lyttet til eventyret der hvisker i hyldens skygge ved stranden der var engang Jeg vil tage din hånd og vide at afstand aldrig kan skille det der er føjet sammen før det af hjertet ønsker at gå Maj 2005

Isoleret

Vælger du Gud på bekostning af mennesker, vælger du meningen med livet fra Juni 2005

Jorden

Jeg vil og jorden føjer sig under min krop, blottet, viljeløs, åben og det er klodens kraft jeg bruger Jordens velsignede gave til en skabning der har rejst sig af mulden og triumferer inden den vender tilbage igen Juni 2005

Kamp

Græsset føjer sig efter vinden. Kæmpende for lyset modnes frøets mulighed En spalte i tiden De nøgne sletter åbne for himmel Maj 2005

Kløften

Først da din afmagt rækker over kløften forstår jeg din styrke og vi træder begge frem hvor der før var tomt Nøgne for intethed finder vi hinandens hænder Juni 2005

Længsel

Du bærer en byrde barn jeg ikke kan løfte Min afmagt er som en ørken der også skiller os fra os selv Maj 2005

Linedans

De kommer ud af skumringen som fortættede flager af nat På stumme skrig afsøger de rummet mellem byens tårne der står på tå for at fange det sidste lys Neonlysende erindringer flimrer over de sovende facader uden hensyn til nattens fortrop I bratte klip sakses mellem de duftende lindes liner udspændt fra før til nu Så let så let at balancere gennem denne spæde nat Juli 2005

Mål

Ser du dig omkring vil du få øje på flere målskiver end du havde troet muligt Og der er tid til at vælge en ny Maj 2005

Måske

Hun har gået med burde så længe at hun har fået lyst til at gå alene og lade sin skygge falde hvor den vil uden at skulle tænke på andet end dagens skønhed Ja måske vil hun vælge en helt anden vej og plukke en stor buket glæde mens der endnu er tid Maj 2005

Maskepi

Problemet er ikke så meget de masker vi skjuler os bag som dem vi klistrer på hinanden Juni 2005

Med fast og kærlig hånd

Du skal være din krops bedste ven men altid have pisken klar bag ryggen Juni 2005

Mening

Under det givne øjeblik hele den levende sandhed I lyset gennemstrømmende alt, bærende livets vilje Juni 2005

Modal overvejelse

Jeg kan så jeg bør, men se om jeg gider Jeg vil ikke! Må jeg det? Tør jeg det? Gider du lige! August 2005

Målfast

Hækkene vokser i lige linjer under den åbne himmel Hvide fugle krydser de opmålte territorier, cirkler over det klausulbehæftede på fuldfjerede vinger Glidende skygger på afmålte bede Juli 2005

Naragtig

Den største nar er den der lever det jeg dræber i mig selv Maj 2005

Natsværmere

Dueblå favner natten Vejene mødes ved den gamle hyld der villigt åbner sine drømme mellem duftende fangarme Fjerne kloder kommer den forpinte længsel nær Juli 2005

Navnløs

Selvom man ikke ved hvad det er kan man føle det Selvom man ikke kender ordene kan man mærke smerten - alligevel er det som om et navn udløser en forståelse Et ansigt at forholde sig til Maj 2005

Navnløs

Som strakte han armen ud mod noget kommende Som udstrakt i en stilhed uden mulighed Som fastfrosset i et råb berøvet sin lyd Kun træets skygge vover en flimrende berøring som et kærtegn uden kontakt Som havde intet været Som fortiden var løbet tom for indhold Som var alt uden betydning og dog var det de samme hænder der engang rakte efter solen Som om det var bemærket et sted Som havde det betydning Juli 2005

Nok

Så er det nok! Nok er nok og når nok har fået sit er der alligevel ikke mere tilbage Juni 2005

Nu ser vi

Ikke lys, ikke skygge ikke glæde, ikke sorg Ikke den brændende fakkels vilje, ikke frostens stumme vold ikke livet inden døden ikke spring eller modstand ikke kærlighed ikke had Måske Maj 2005

Nytænkning

Kan man ikke ændre virkeligheden efter sine ønsker kan man komme ganske langt ved at ændre sine ønsker efter virkeligheden Juli 2005

Nærmere

Så nær som vinden mod huden nej, nærmere endnu som blodet der når hver enkelt celle, som tankens dialog med universet som længsels leg med uendelighed kom nærmere kom nærmere end jeg Juli 2005

Nærmere til dig

Du kommer tættest på dig selv - i en anden Juni 2005

Om kristendom

Kristendom drejer sig ikke om at gøre noget Kristendom drejer sig om at være den man allerede er og glæde sig over det man allerede er blevet givet Juli 2005

Omkostning

Vil du skemalægge livet udskiller det angst der ætser alt Juni 2005

Opdagelsesrejsende

Vi forcerer bjerge og krydser kontinenter for at komme tættere til os selv Juni 2005

Opdragelse

Vi har så travl med at retlede næste generation at vi ikke ser at det er vore egne fejltagelser vi straffer dem for Juni 2005

Orange

Lettelsen er så stor at mine ben slipper jorden og tillader mig at forsvinde i den blå luft Blinde høners saltomortaler! Vuggende i salighed piller jeg min appelsin Juni 2005

Overflade

Under mine ord ligger havet, sjældent i ro men dette nu spejler silkeblankt og smutter blanke smil af solen Juli 2005

Overførsel

Birketræets nøgne knopper mod himlen Min dansende drage der flirter med de ladte skyer og alt som brister ud i tændte blade og stormløb på livet Gennem den spændte snor modtager min krop den levende kraft der engang skal sprænge mit univers Endnu engang og det gyldne lys forsikrer at det er alt netop nu Maj 2005

Paradoks

Jeg vil ikke finde mig i det men det er det eneste jeg vil så jeg finder rum hvor jeg ikke troede der var plads og flytter om til det bliver muligt Er det bare det der skal til Maj 2005

Plet

Livet dirrende på sin spids endnu varmt af kasterens hånd Juli 2005

Regn

En regndråbe En kind Regndråbers grådyb mod mængdens ansigt En dråbe en kind eller er det en tåre Juni 2005

Relationer

Der må være et jeg og et du Jeg og jeg bliver for stort eller for småt og du og du så forfærdende ensomt Juli 2005

Revision

Bliver dit livs revisor ved med at vende tilbage til gamle regnskaber skal du omgående skifte ham ud med en anden der er mere fremadvendt Maj 2005

Rod

Fuglene trevler dagen op og lader den hænge med løse ender Ellers faste aftaler er havnet i filtrede tjavser og de koncentrerede øjeblikke faldet af Måske kan jeg redde den røde tråd hvis jeg leder mellem de splittede lag Juli 2005

Selvindsigt

Man kommer ikke så langt ved at kigge i spejlet Kalenderen ved antagelig bedre besked Juli 2005

Signatur

Solskiven pudset og på plads Fuglesangen startet som planlagt På den ferskmalede himmel har nogen skrevet en autograf på kanten af evigheden - Det ses dog næppe hvis man ikke lige ved det Juli 2005

Sku' vi?

Sku' vi så se at blive voksne! Ja sku' vi nu det? Sku? vi ikke hellere forsøge at finde tilbage til dengang vi var kloge og tænksomme uden forsøg på at leve op til idealer hr. og fru Nogen har fundet på, springe rundt som gamle unger og stikke næsen i ting der ikke kommer os ved Tage imod dagen som den er fordi vi har erfaret at den alligevel aldrig ter sig som vi kræver De små er måske de eneste der for alvor ved hvor farlig verden kan være og hvor fantastisk et sted når man har de rigtige øjne og opfatter uden filter og som ikke er bange for at stå på hovedet hvis det er det der skal til. Så små at de kun kender tillid og bliver ved med at møde ting der er forunderlige nok til at de glemmer sig selv Hvad med at gå i graven som hujende småkravl der er i gang med at fylde sig med glæde og langtfra har fået nok endnu Juni 2005

Solglimt

Skarpe vinger klipper dufte af havet og lader dem drive på lyde mellem skrig og fløjt Og fra et grænseland frigøres en evig sommers latter mod brunet hud, den ubekymrede glæde og længslen i nattens dufte mellem fiskernes udspændte net Maj 2005

Spilleren

Den der gav kort er magtesløs Kun håndens ejer kan forhandle med den blinde vilje Juni 2005

Spire

Døren åbner sig for mørket og han går ind som en del af rummets tomhed En kapsel lukket om sig selv En hjemløs erindring Når gråden bliver til morgendug spirer lyset frem mod dag Juli 2005

Strømmende

Folkestemningen løber som vandet den lettest fremkommelige vej gennem terrænet på jagt efter freden i det fælles hav Maj 2005

Surfer

Når du læser dette er jeg ikke mere som den der var i netop denne tanke for kun ordene lader sig genbruge ud over den sidste holdbarhedsdato og har da heller intet forsvar mod en tid der ikke er deres egen Surfende på nuet forsegler jeg en tanke Juli 2005

Sår

På vej væk en drejning af opmærksomheden, nok til at registrere flugt De sår man tilføjer sig selv har svært ved at læges Juni 2005

Tro

Før var livet altid - uendeligt nu ved jeg at alt levende skal dø at livet kendes på døden Men under stjernes fjerne skrifttegn og i lyden af vindens hvisken føler jeg livets udødelighed - at alt der har tro som et sennepskorn skal vokse gennem døden til sig selv og livet i lysets evighed Juli 2005

Type

Han var ikke af den slags man laver mandfolk af Snarere juletræer - af den type der selv har sørget for pynten Juni 2005

Ubekræftede øjeblikke

glidende skyers bane mod horisonten ubevogtede tankers passage af den rolige baggrund vandrende skygger over det åbne landskab du hvisker det til natten lader det forsvinde over havet du overlader det til den åbne jord Juli 2005

Ubetinget

Grib det i flugten og hold det varsomt, flyv med hvis du kan eller lad det fylde dig hvor du er men mist aldrig troen på at det at leve er en ubetinget gave der tilhører alle med samme ret Juli 2005

Udfordring

Kan man komme for sent til livet eller stå af i Roskilde - måske kan man det selv om det har en forunderlig evne til pludselig at springe frem fra en busk med frække øjne og spørge om man er til noget - og skulle man få sådan en udfordring er det vel aldrig for sent at springe til. Juni 2005

Udredning

Det behøver ikke være på grund af brevsprækken postbudet går forbi Juni 2005

Uhindret

Der er ikke så mange spørgsmål mere Det uafvendelige har indtaget scenen og egentlig er det lettere på denne måde Landskabet er bygget af elementer der ikke lader sig flytte og deres mellemrum hvori mit liv flyder uhindret mens jeg i det stille støtter de kræfter der aldrig vil nå i mål mens jeg er til Kun ømheden er blevet større, forståelsen og tilskyndelsen til en accept jeg ikke kan skimte enden af Juli 2005

Under himlen

Vi går gennem gaderne til markerne under himlen og da vi vender os ser vi byen som en bræmme med insisterende tårne og vi er ikke længere mellem de andre men bliver til os selv og lader os vokse ind i konturer vi ikke kender rækkevidden af i den uhindrede stilhed Dagen tæller ikke timer men regner i lys og skygger og først da rummet har foldet os ud lader vi os vende tilbage til udgangspunktets slidte tryghed og giver det lys af vores lys mens vi ifører os dragten der tager imod os som handskens forsikring til hånden Maj 2005

Vandringsmanden

Han havde vandret på må og få, hid og did som vinden blæste Da han mærkede enden var nær vendte han sig og så sine spor der gik i en lige, målbevidst linie som trukket langs en lineal Juli 2005

Vinca

Din farve er hverken himlen eller havet - snarere erindringen om et par øjne jeg kulsejlede i - engang Maj 2005

Vips

I det øjeblik du griber efter meningen med livet er den væk Når du fylder hænderne med hverdag er den der igen som en fugl over dit hoved Juli 2005

Ærenpris

Langt ude ligger horisonten som en postuleret streg mellem himmel og hav men lige her eksploderer livet i blomstring uden forbehold for udlængsel eller drømme om andet end at fylde pladsen ud og løfte livet frem af mulden Søgende eksistenser foran flygtende horisonter, et sted mellem himlen og havet og farven er næsten den samme Juni 2005

Om forfatteren

Frede Østergaard (f. 1945) er lærer og teologisk uddannet.

Han begyndte at skrive digte tidligt i livet, og forfatterskabet har udviklet sig over mere end seks årtier.

De første tekster blev skrevet og delt i mindre, uformelle sammenhænge, før de senere blev samlet og udgivet gennem Den Gamle Poet.


Andre samlinger