Omslag for Klodeskyer

Klodeskyer

Digte
Frede Østergaard

Kolofon

Klodeskyer
© Frede Østergaard
Digtene er skrevet: 2002
Udgivet af Forlaget Den Gamle Poet, 2026

Om denne udgivelse:
Værket er tilgængeligt i flere formater via dengamlepoet.dk:
• Web-udgave (HTML)
• E-bog (EPUB) – ISBN: 978-87-85590-06-0
• Print/PDF-udgave

Digitale udgaver og kildefiler:
github.com/forlaget-den-gamle-poet/digte

Alle rettigheder forbeholdes

Øen 1

Vogteren Han bærer øen med sig overalt gennem skyggernes rige Ser intet Hører intet Vogter øens kyster Årvågent Aggressivt Rider utrætteligt angstens rute

Øen 2

Rytteren Han rider utrætteligt langs øens grænser mod skyggehavet fast båret af angsten gennem skiftende vejrlig i hans domæne Skyggernes afstand som grå gardiner Slør bag slør Bag om tågen ulves gule seende øjne

Øen 3

Den faste grund Han taler ikke for der er ingen at tale til Og han ler ikke for der er ingen at le imod Og han græder ikke for der er ingen, der ser hans smerte Der er øen og angsten Den faste grund i skyggernes hav hvor han er Udvalgt vogter

Øjeblikkets mulighed

I stilheds brud et fugleblik i mit i stivnet analyse Overtrådte grænsers grænseløse mulighed At se At blive set som den du er At måle omfang af dit væsen At møde det ukendtes skabende magt Flugtens erfarede nødvendighed splitter vort sekund og den nærhed der et øjeblik endnu tøver i mit øje

Advarsel

Jeg er bidsk bider for et godt ord når du kommer for nær på min drøm om nærvær der er større end vort samvær kan bære

Afmægtig

Vreden har taget mit liv på og svøbt det om sig som en overfrakke der er alt for lille. Gennem bristede sømme og åbentstående knaphuller vælter hadet ud og skolder tilfældigt forbipasserende der ikke forstår at det er umuligt at være svøbt om et kogende raseri uden i det mindste at slippe en misstemning løs når en ny søm skrider.

Bagtalt

Tågen har klistret alle udgange til Selv lyden har den ædt og gråhvid driver den rundt i dig ad kanaler du ikke selv ved af Kulden lammer dine bevægelser og du forstår ingenting Er sat på stand by af en magt du kun aner Uvishedens ydmygelse og angsten for den ansigtsløse viden der måske netop nu betragter dig bag tågens sidste slør har opløst al substans og viljeløst smelter du over i intetheden Sol og blæst var aldrig dine stærke sider

Ballon

Stemmerne daler ned over bordet som krystalkonfetti en stjernenat, hvirvles op igen af latterkaskader over klingert porcelæn Tidløsheden omslutter rummet og svæver bort som en blå ballon i mørket

Ekko

I trøsket træ en mismodsvinters omspændte tomrum stivnet i smerteforvansket form under kronen under kronen der som en fakkel kaster livet frem fra dybets flammende frihedsdrøm Et levende ekko af kraften

Et digt

Et digt skal være et kys af en fremmed Et møde hinsides ord Et velsignende kærtegn du bærer med dig En skænket nærhed båret af ord

Fangen

Grænsens virkelighed står hårdt trukket op i det stumme landskab der lukker sig omkring hendes tilfrosne ro Usynlige grænsepæles forløb afmærker mulighedernes fængsel bag vidt åbnede døre hvor sindets landminer umuliggør spontan aktivitet Agtpågivenheden snitter skarpe ridser i hendes pande mens hun lytter efter ekko af liv

Forbi

Skyggespil på nøgne mure Skridt Stilheden bag blinde ruder lytter efter svar på spørgsmål der hurtigt går forbi

Forrykt

Du drømmer vågne drømme kender ikke længere forskel på drøm og virkelighed - eller er det os der ikke tåler at se dig i din sandhed?

Frost

Den frosne jord skriger på roser i en stilstands nulpunkt Længslen søger næring til bevægelse i fornægtede kaosfelter, hegnet af ritualers kontrol Bedende råb mod vulkaners kegler

Genfundet

Havets polerede flade Tågens sølvslør i det Krøyerblå dyb Køligheden mod mit bryst da jeg lydløst passerer nuet og tager ophold i en skær dag der svæver fri af levet liv og lander som et smykke i min hånd

Giv mig lov

Giv mig lov til at hjælpe dig Giv mig lov til at vise dig vej Giv mig lov til lade mig føle, jeg behersker situationen Og giv mig så lov til at skjule min smerte Giv mig lov til spille det spil, vi begge har gennemskuet Og giv mig lov til at vinke med fatning, når vi om lidt går hver sin vej

Grænseløs

Samhørighed på tværs af grænser Samhørighed på trods af grænser Folkehavets råb på fred skaber grænseløs samhørighed

Håndslag

I brudte overfladers sårbarhed spirer livets vilje til udsæd Overflods dødelige mulighed Uforbeholdne håndslag rækkes op over betonsmuldrende øglehud Ulæste skilte dingler deres budskab over evighedens nåde

Hjemfalden

Du spørger forsigtigt forsigtigt for ikke at vække anstød, du spørger forsigtigt om nogen vil hjælpe, om nogen vil hjælpe med den ekstra indsats det ligesom lå i luften man gerne så udført i dag De knyttede rygge fortæller dig uden ord at du er hjemfalden til timers ensomt besvær fordi du et sted i bagagen har medbragt en æske en sirligt indpakket æske med skyld du altid husker at pakke - for tilfældets skyld

Klippen

Som et klippestykke har du stillet dig i strømmen der med skumsprøjt farer dig forbi på begge sider Grå, arret og slidt Du har lov til at slippe din faste fundering og lade dig strømme med kraften igennem dit eget forstenede jeg og sætte din livsglæde fri

Klodeskyer

Septemberhimlens skyer står til fortolkning mod den blå baggrund over bugten Mit sind har udstrakt sig hinsides dagen og betragter roligt deres bevægelse gennem det rum der et øjeblik endnu er mit

Krybben og korset

Barnet Korset De tomme hænder Vi er alene hjemme med kærligheden der kun kan holdes med givende hænder

Lagune

Lyset der toner dagen Stilheden på tværs af gadens støj Det rum du skaber af nærvær Lyset Stilheden Rummet Forankret fylder du dit omfang med ro

Lys

Lyset Lyset over den endnu dugvåde dag Genfødt ånder muligheders gave begyndelse i brudte lag Afstødte rustningers natdøde hamme peger vækstens vej i lys På vej På vej i lys mod lys

Mosen

Med et gult blik forsvandt katten ind i min erindring og kom tilbage slæbende på en lun dag ved mosen En lys drengs ekko kaldte den væk til en drøm der også var min under drivende skygger

Omvendt

Alt begynder omvendt det var ikke dette jeg havde ventet men det omvendte og har svært ved at vende om vende i strømmen og finde ind i stimens lov og følge dens enhed snarere omvendt føler jeg men vender dog om og følger med som en omvendt der hemmeligt drømmer omvendte drømme

Opstandelse

Vigende mørke over vandfladen I spejlet en lue fra himlens hjertekammer Over horisonten en skarv i flugt fra nattens stilstand, et styrt mod håbets Fugl Phønixdød Stilhed over den frosne jord

Regn

Regnen mod rudens lyse tærskel ikke den forløsende opblødning men cementering af adskillelsens grænse

Rejsen

Uvishedens slør om presset af vækst mod form Indlejrede processers forløb til planlagte skibbrud Fatamorganaers bølgende læ for visne blades dans Blege spirer sanser lyset længe inden dag

Sæbebobler

Sæbebobler i klodeskyer over et barns latter Punkterede drømmes våde spor som regndryp på din pande Forseglede kys sejler viljeløst som frø fra en høstklar plante

Skyggevagt

En stemme taler mellem korte svar Dugens mønstre tegner stilhedens skygger på vagt

Slægtskabet

Der er et syndigt rod i mit slægtskab Familiebåndene vælter ud og har filtret sig sammen i en uoptrævlelig knude jeg ikke kan komme løs af Jeg kvæles i et net af løse ender der har viklet sig ind i mine hjertebånd så det er umuligt at få luft til at kæmpe sig fri Som et sprællende insekt sidder jeg fast i klæbrige tråde der holder mig på plads i et mønster jeg ikke vil være del af Der skal klippes når jeg at tænke

Sollys

I et fejende sving slår sollyset hul i skylaget og blotlægger landskabet nedenfor En vildfaren tanke benytter chancen og rækker sig gennem årtier ned til et barn der engang var mit Du sulter endnu efter et lys jeg ikke gav dig Må livets sollys finde dig nu

Spor

Du står på hellig jord underlagets struktur skabt af spor gennem tiden gemte rester af levet liv vævet sammen af endnu levende drømme

Stjernenat

Stjerner over lyden af dine skridt Lysende punkter mod mørket En fugl bryder ud af dit bryst og forsvinder i lyshavets gåde Hjertet hviler trygt i sin rede

Stjerneskud

I nattens mørkeste time kommer I til mig i en hed tyngde mod mit bryst I en ildstorm mod en sorgfyldt lagune under stjerner der ikke er mine Den svage arm må hugges af før stjerneskud slukkes mod nattens sugende vande

Strategi

Vandstrømmens bevægelse ikke dens udspring men retningen ikke dens mål men vedholdenhedens intensitet en sommerfugls strandede vilje

Styrtet

Septemberblå himmel over gyldne rester af sommer en ternes skrig i mit tomrum mellem ønske og fornuft skåret i klippende styrt gennem vandfladens utopi styrtet fra håb til vilje

Tur-retur

Jeg sender et smil tilbage til en grå dags disharmoni og hører tonerne finde sammen til en enkel melodi der får mig til at nynne

Viljers vold

Ild over horisonten Flammer fra en tabt krig anråber himlen Livets forvaltning i ulevendes hænder Viljer vil vold Under udbrændte stammer vokser liljer frem af den bundne jord

Om forfatteren

Frede Østergaard (f. 1945) er lærer og teologisk uddannet.

Han begyndte at skrive digte tidligt i livet, og forfatterskabet har udviklet sig over mere end seks årtier.

De første tekster blev skrevet og delt i mindre, uformelle sammenhænge, før de senere blev samlet og udgivet gennem Den Gamle Poet.

Andre samlinger