Om denne udgivelse:
Værket er tilgængeligt i flere formater via dengamlepoet.dk:
• Web-udgave (HTML)
• E-bog (EPUB) – ISBN: 978-87-85590-12-1
• Print/PDF-udgave
Der er bund og
låg
Fire sider og et
indhold kun
jeg kender til
Jeg åbner
aldrig men
nu og da
tager jeg den frem og
holder den i mine
hænder for at føle
den ro jeg har givet
mig selv
November 2004
Åbenhjertig
Du har ikke noget imod at
dele din viden med
mig for den kan kun
bruges til at
fastholde vores
balance
Stiger har
mange trin og det
gamle skab knytter kun
sine skjulte
skuffer
November 2004
Afklædt
Vintersol bag
afklædt natur
Forsvarsløst nøgne
flader
Himlen arret af
fugle i flok over
tages opstyltede
ekko
Skyggers eftertænksomme
pauser og
kulden der finder det
sårbare sted
December 2004
Bare det
Han gennemhullede
luften og sagde
Selv frøet der lander i
skyggen
forsøger at nå frem til
sin blomstring og
række livet frem mod
lyset
Han skrumpede og
sagde
Det var bare det
November 2004
Blade
Visne blade i
vinden
Dage
lejret i år
Langs hegnet et
spirende muldlag
Knopper løftet ind i
lyset på
smidige grene
November 2004
Blindgyde
Ingen kan standse
tiden
Alligevel kan livet
gå i stå og
konfontere én i en
blindgyde uden
håb om
flugt
Opad kunne man
måske forsøge
December 2004
Brak
Han har
mistet grebet,
tabt sagen på
gulvet og
ligger brak
Der er længere til
drøm end til
mulighed
Gennem et skår
kigger han skævt til
solen
November 2004
Brand
Selv store bål
brænder ud og
blotter den
nøgne jord
November 2004
Brand
Uden tøven
springer jeg over
stakittet til den
glemte have og
genfinder straks den
mistede blomst
Flammende glæde på
svajende stilke
stikker mit hjerte i
brand
Der er langt til
himlen men længere til
smerten og jeg er som en
fakkel der leder
søgende på vej
November 2004
Bror
Du knæler for
alteret og
kalder mig din
bror
Så vend dig og
lad mig se dit
ansigt
Jeg har jo ingen
anden og kender ham
på lyset i
hans blik
December 2004
Bøn
Som en sølvfløjte i
min bambus et
magisk øjebliks
latter
Og fra det dybe
råbende stemmer til
lyset om ikke at
give op
November 2004
Comme il faut
Gemt bag hver sin
attitude er det
lige til at
holde ud og
Herre Gud -
Vi ved det jo
begge så
hvorfor lave om på
det
Oktober 2004
Dømt
Han løfter
Han løfter dem og
drikker
Han løfter hænderne og
fylder dem
Han løfter
dem til en
skål og
fylder dem
Han fylder dem med
livets gave og
drikker
Han løfter dem og
drikker med en
dødsdømts øjne
Han løfter hænderne til en
skål og fylder dem med
livets gave som han
drikker med en
dødsdømts øjne
Oktober 2004
Dansen
Superbia, Avaritia, Luxuria, Invidia, Gula, Ira, Accidia
De syv søstre danser under
prismelys i den
gnistrende nat
Tabte sko på
isglatte trapper
Blodspor i den
nyfaldne sne
Kometen på
himlen varsler
ufredsår mens de
grå børn græder
Snart skal
maskerne falde
Samhørende:
Før - Samling: Det ender med et smil
Nok - Samling: : Det ender med et smil
Besøget - Samling: Hjertets rytme
Forlegenhedens rum - Samling: Hjertets rytme
Selv - Samling: Det ender med et smil
Dansen - Samling: Kun et øjeblik
December 2004
Dug
Som dug på
ruden fortætter
dagen sig mod
natten
Med en finger
tegner jeg et
hjerte og kigger op
på mørkets
første stjerne
December 2004
Eksistens
I en lomme i
tiden
tapetseret med
vore drømme
Afskåret hvilende
Uden ende eller
begyndelse hæver
lyset mørket
December 2004
Elver
Uden ende eller
begyndelse
står fortættelser frem
af mørket
I lange strøg løber
bløde udløb gennem
forsænkninger som
base for omrids af
substans og i
centret dit dunkle
øje og den hånd der
sender løfter og den der
plukker roser hvor
ingen roser gror
Den sumpede jord
giver sig over til
åbent vand
Oktober 2004
Entre
Nuet er altid at
foretrække frem for
fortiden alene af den grund at
det er den eneste
indgang til
fremtiden
November 2004
Fejlskud
De havde tænkt sig det
skulle blive ligesom med
Adam og Eva men det
blev snarere som med
Kain og Abel -
og Paradiset så de
aldrig noget til
Oktober 2004
Fjern
Man kan komme så
langt væk fra sig selv at
man ikke længere kan
føle sine egne
behov og ikke længere har
kontrol over
spontane reaktioner
Så langt at man ikke
selv kan finde hjem
November 2004
Fugl
Hvis jeg kunne ville jeg da
godt prøve at være en fugl der
løfter sig fri af underlaget og
ser tingene fra vinkler jeg
kun har drømt om og
er jeg stor nok vil jeg
svæve rundt over byen og
til sidst forsvinde i en lille
sort plet på kanten af
himlen
Måske ville jeg smide en
enkelt fjer og se den
rotere ned og lægge sig
på græsset i det lille
anlæg ved kirken
November 2004
Gaden
Der er dem og
der er dem
De sidder som
født ved stivede
duge og råber
upassende op på
banegårdscafeen
Det glimter fra
elegante smykker mens
de indfaldne munde
blotter deres
tomhed
Hvad vil vi dog her på
de stivnede gader hvor
solsorten synger
forgæves
December 2004
Gylden
Solen finder gennem
årtier til dagen med den
gyldne mur der
stadig husker navnet bag
affaldstønden,
til lugten og
lyden af fluer der
kaster sig ud af det
blå foroven,
til spirende vemod fra
sprækker i furet cement og
skikkelser der prøver at
slå gennem tiden indtil
stemmen kalder fra
vinduet i skyggen skønt
fremmedgjorte mures
fremmede navne
ikke forstår
November 2004
Heling
Vinden mod
huden og transparente billeder
foran den tidløse
dag der langsomt
modnes til
forståelse
Brikker der
omsider finder
anvendelse for sig
selv i en
afvist sammenhæng og
indser kompositionens
logik
Inden lyset kæntrer i
nattens dugpunkt
falder det ind over
væggens mønster der
løfter sig som det
vil ses
Oktober 2004
Henslængt
Grå dag kastet over den
glødende sol
Flænger i
forhængets folder
Over bakken og
dybt ind i
evigheden revner
billedet i et
blodrødt gab som
et skrig mod
mørket
December 2004
Hvad så?
Tænk om man kunne
fjerne alle
ordene alle
attituderne og
de etablerede
manifester
Tænk om det eneste der
betød noget var det man
faktisk gjorde
Ikke etiketter eller
overskrifter
ikke umistelige
tilhørsforhold men de
handlinger man bevisligt
satte i værk og
kæmpede til ende
Tænk om det faktisk er sådan
og at alt det andet
er tomt teater der lige så
godt kunne afløses af
folkedans eller poetry
slam i smileycafeer
Tænk og
hvad så?
December 2004
Hvem
Hvem vil hjælpe de
fattige børn der
drager gennem
gader uden ende eller
begyndelse
Hvordan skal de nå
de kolde stjerner
hvis ingen
skærer gennem stilheden og
åbner virkeligheden på
en anden side
De nedrullede
gardiner viser
skyggebilleder bag
potteplanternes
jungleforsøg
Nogen må vel vide at
de grå optog mangler
håb at kaste mod
dørene
Kun murene hører de
små fødders usalige
hvisken
December 2004
Hvorfor
Gyldent land
Bæltblåt vand til
den anden side og
en fiskende terne der
vel ikke kender
hvorfor men
snapper livet med
alle sanser
En sky der
lader sig drive
hvorhen
November 2004
I hans billede
Når du ser menneskets
evne til
kærlighed
er det let at forestille sig en
alkærlig Gud
Når du ser menneskets
evne til
had
er det umuligt at forestille sig en
alkærlig Gud
Når du mærker din
sult efter
kærlighed
er det let at forestille sig at
den kun kan mættes af
Gud
November 2004
November 2004
I ordene
I ordene
ligger skjulte fossiler og
vogter deres viden
Engang var intet og af det
opstod det
huskede og det
glemte
det synlige og det
usynlige
det forsvundne og det
kommende
det sagte
det usagte
det forståede det
ikke erkendte og
de krummer sig
sammen om
kernen og bliver til
sange der henter deres
tone fra
vindens leg i det
skabte
Gløder fra bålet
løfter sig ind i
mørket på vej mod
målet de kæmper for
at nå
Oktober 2004
Ikke min vilje
Og gennem mørket
kommer du til mig og
siger de ord jeg har
frygtet fordi det er dem
jeg vil have du
skal sige
November 2004
Introvert
Endnu et bogstav
Så meget mere der
lader sig
tyde men selve
meningen står
langtfra klar
Eftertænksomt husker han
baglæns og opdager
nye sammenhænge men
er der overhovedet noget
at forstå
December 2004
Katedral
Regndråbers
tæppebombardement
Lyse smæld mod den
øde gade og din
latter der
løfter taget og
bygger en
katedral af det
grå
Oktober 2004
Kattens
Og det var
katten
Og det var
grøden
Og det var
katten om
grøden
Og kun jeg ved
hvor varm
den var
den grød
November 2004
Klip
Jeg åbner min
bog og finder
huller i bladene
Små partier er
klippet væk og
hver gang jeg
åbner mangler der
mere og jeg
leder men
finder hverken
udklip eller
saks og griber til
forsøg med
tilfældige stumper der
ser ud til at passe på
den tomme
plads
November 2004
Kom glad
Ikke nu men
når vi begge har
besejret vore
drømme
Oktober 2004
Kontakt
Ordenes forening med
mørket
fletter en
rebstige for
tanken
Stilhed
fortættet i
nærvær
December 2004
Krisen
Stort set
ingenting men alligevel en
uoverstigelighed
En sneskred på
en sommerdag
En bristet åre i
sindet
Og bag dit
billede ingen
horisont
November 2004
Kuling
Jeg gik ud i
efteråret og
blev til et
blad der gav slip og
lod sig blæse
af sted i vinden
Højt under og
igennem
men selv blade søger læ og
giver sig hen
November 2004
Kun et øjeblik
Jeg troede
destinationen
ventede derude for
enden af mine
skridt
Måske tog jeg
fejl af vejen og
målet
Jeg ved det om
kun et øjeblik
November 2004
Kurven
Kurven er pakket med
det hun har samlet og
skønt det er
lidt kommer hun dog ikke
med tomme hænder
Mest fylder smerten
så der er rigelig
plads til den tynde
glæde hun fandt
undervejs og håbet
der fylder en del
Troen har hun aldrig
set men måske er
der tid endnu
November 2004
Liv
Det slanke skud
svajende på
balancen
Den massive styrkes
rå blok og
vækstlaget der
søgende tillader
forandring
En stjernenat en
solstorms uimodsigelighed
Vandrende kloder på vej mod
sig selv
Generationers ubrudte
kæde
November 2004
Luna
Måneøje over
afslørede sammenhænge
Forlegne skygger på den
blottede mur
Forsølvet blokering af
mørket
Skyggemåne
høster sine spor
mellem nøgne
stammer
Morgenmåne
mellem jagede skyer
Forvildede forsvar
falder uden kamp for
nattens skorpioner
November 2004
Lyst
Du gør det ikke af
nød men af en
lyst du ikke vil
kende selvom du
har slået døren op for
at give mørket hvad
mørkets er
Oktober 2004
Længsel
Længsel er vel
ingen synd men
medfører en
smerte der
føles som straf
Med øret mod stammen
mærker jeg vibrationen af
liv der farer gennem
vort øjeblik og din
uflyttelighed slår kreds om
lys der må
lade sig splitte i
øer
Dit omfang åbner sig for
den der finder ind og
slipper uden
spørgsmål
Så stærkt du står på
roden har du råd til at
svaje for den skiftende
vind og lade kraften
søge sit udløb
Og jeg ser en bille på
vej mod lyset med
sig selv
November 2004
Mellemrum
Midt mellem
intet og den
slidte gade sprænges
tanken og
efterlader et
afgrundssug
Det berøvede træ
rækker efter
fugle i flugt
December 2004
Mit
Enhver tanke vender om foran
den lukkede dør der
åbner sig når den vil og
kræver tomme
hænder
Og det vil være som for
første gang så
ingen ved om
man kan bære håbet med eller
om også det skal afleveres på
uundgåelighedens tærskel
Der var engang en dør og
man gik ind og tog
alt det man
kalder sit
November 2004
Morgenby
Det lysner
så snart
Over tagene er
himlen i tvivl
Kun gadens bund har
ikke bemærket
dagens første
spion der haster
forbi mens
kulden ruster sig til
det afgørende slag
Og højt over
træerne i parken
fastholder nattens
sidste stjerne sin
position
November 2004
Morgenhygge
Spurve i min
bambus
Natten giver
slip og lader sig
tromle af
morgentrafikken
Kun jeg
venter lidt inden
jeg stopper
hyggen i lommen og
kaster mig i
dagen
December 2004
Muren
Da brevet gik ned som
en potent Berlinmur
stod alle vore løfter
på den forkerte
side
Lyset falder ind på
den arrede flade og
tegner virkeligheden
skarpt
Oktober 2004
Muren
Midt gennem gaden
fremturer den
forbudte mur
Han ved han er på
den forkerte side og
gør hvad han kan
for at gå som de
andre der vel har
indfødsret her
Det er en lettelse
når skyggen
slører
December 2004
November
En hel spand
efterår hældt ud
foran døren
Som en kongelig
person træder jeg ud på
den brune løber og
går ind i den nyfødte
dag på sommerens
aflagte hylster
Og se, hvor vi
matcher hinanden
November 2004
Nu
Hastigt og
uden lyd, tanke eller
tøven
Livet tager og
livet giver men
dette nu er
mit
Og det er
prisen værd
December 2004
Og
og glæden er
som
en fjer der har
revet sig løs
af sin himmelske
ejer og
er dalet til
jorden hvor jeg
finder den under
den grå
morgen og
sætter den i
håret og
Oktober 2004
Omkostning
Det står foran mig og
kræver sin pris
Selvom jeg ikke er
én der betaler
roder jeg rundt til
der er nok i
sammenskrabede mønter
November 2004
Overskredet
Som en brand mod
huden en ladet
nærhed for
tæt på utænkeligheden
af flugt
Lige for lige
gælder ikke her
udenfor grænsen
November 2004
På vej
Vi er altid på vej til
noget til bageren til arbejde til lægen
På vej til at blive rasende kørt ned af en
spritbilist eller til blive gift om
en uge
Med eller uden ben
kørestol eller krykker har
vi fuld fart på mod næste måltid et
kys på kinden eller den middagslur
vi har ventet på siden i morges og
et eller andet sted over eller under os er solen
på vej over himlen eller på vej til at gå ned for at den kan blive klar til at være på vej op igen i
morgen
Det er spændende at være på vej for man
ved aldrig helt hvad det ender med og
bedst som man er kommet i mål med sin væren på
vej begynder nye på vejer at løbe af sted med en
på vej til noget man også skal nå frem til og selvom man sætter hælene i eller synes man bare ligger og sover suser på vej af sted med en ligesom med
solen der også er på vej uanset om det er lyst eller mørkt middag eller morgen
Oktober 2004
Præcisering
Hans problem er
for så vidt ikke at
han er villig til at
sælge sin bedstemor men
snarere at han ikke har
bedstemødre nok
November 2004
Pyt
Er dette
Visdommens Hav
får ingen brug for
støvler
Oktober 2004
Radar
Og ligegyldigt hvad
du svarer har en
magt større end
min lagt en
lænke om mit
hjerte, dømt til at
følge dig
December 2004
Så længe
De kommer nedefra som
en kradsen af
hårde negle
En insisterende råben der ikke
hører op
De kommer fra
baggrunden
En kraftfuld banken der
får os til at tale
henover og
le som fortætning af
vores kreds
De kommer
indefra og presser
på i
korte staccatolyde der
stønner sig vej
mellem ord
Så længe vi intet ved
Så længe vi intet har hørt
Så længe vi fastholder
hinanden
kan intet ske
Oktober 2004
Sanseløs
Er det sådan at
vi tumler af sted som
en stor skabning uden
bevidsthed om
sig selv -
hvis organer og
lemmer bekæmper hinanden uden
forståelse for
sammenhængen mens den
enkelte celle forsøget at
blive stjerne for
en dag ?
Er det sådan må man
håbe på
eksistensen af et
kærligt væsen der
våger over den
sanseløse indtil den
en dag kommer til
bevidsthed og
bliver i stand til at
tage vare på
sig selv
November 2004
Snigløb
Ad en bagdør
stjæler jeg adgang til
dit hjerte og
sniger mig frem til
det inderste
kammer,
fordrejer døren og
slår mig ned
Du kender mig
ikke endnu men
det kommer du til
November 2004
Spil
Når vi bliver bevidste om
vores eksistens har vi
allerede været her
længe og er i fuld gang med
at spille et spil hvor kortene er
delt om og reglerne lavet af
andre
De der ikke sidder i held må
se til på afstand sammen med
dem der har mistet lysten og
fordriver tiden som de nu kan
indtil de en efter en lusker af
uden at forstyrre spillet
Oktober 2004
Anvendt af Cafeteatret 2005
i forbindelse med
skuespillet "Under bæltestedet"
af Richard Dresser
Spor
Månen tegner en
sti over
havet og
bag os
ses vore spor som
pletter på
flydende ild
Oktober 2004
Teater
Man kan ikke
være tilskuer til
sit eget liv for
enten lever man så
intenst at man intet
ser eller også iagttager man
så meget at man aldrig
får levet
December 2004
Testamentet
Han satte sig på
hug og skrev i
sandet,
hviskede ord i
vinden og lod dem
stå,
så op og skrev
under med et
blik på
horisonten inden han
rejste sig og gik
Oktober 2004
Tid
Så tæt på
vinter burde
ingen forsøge sig med en
blomstring
Den blanke dag
svøber kulden tæt og
tegner en hårfin
skygge med
sol
Oktober 2004
Tildelt
Ligeud for rødt og
grønt fra siden
Vente på gult og
se hvad der sker
Jeg kender svaret som en
clairvoyant der
selvsikkert tolker
skriften på væggen
November 2004
Tilfældigt
Der er ingen
løfter lagt ind
mellem disse
ord der forsøger at
holde sammen mod
deres opløsningen
Ingen udkast
til reglementer eller
aftaler endsige
forklaringer
Kun mellemrum der
adskiller tilfældige
ords tilløb til
mening
December 2004
Udenfor
Så tæt på bliver
vægten af det aldrig
ejede for
tung
Skyggen søger mod
mørket og
skjuler mine
skridt
November 2004
Under
Ladet stilstand. Lyset
frosset i en
stivnet attitude
Undertrykte lyde
rettet indad som
eftertænksomhed
Mørket der
intet ved om
solglimts latter i
den udfoldede dag og
kuldens snærende
greb
Under huden og det
tilsyneladende
Under den lammede
tanke
I nattens gnistrende
stilhed
Bløde vinger letter i
mørket og
fuldfører deres bane
før dag
December 2004
Under taget
Under taget på
huset i haven har
spurven fundet læ
bag mørket
Og nedenunder i
lyset finder et par
øjne sig selv i
ruden og fatter om
mørkets magt
December 2004
Univers
Ikke det du
ser
Ikke det du
hører
men mere
Bag skærmen et
univers
levende
følende
søgende
November 2004
Værtinden
Hun har alt
parat som hun
synes det skal
være
Aftenens forløb
har hun flettet ind mellem
de to kuverter og
over bordet har hun
hængt sit håb der
matcher dugen og de
foldede servietter
Oktober 2004
Vendespil
Sort på den
ene side,
hvid på den
anden og
ganske ferm til at
vende den rigtige
side til
November 2004
Vi
Mellem de
legitime kender vi
ikke os selv
Længsel smerter som
sult
I sprækken mellem
fortovsfliser
modner en plante
sine frø
December 2004
Vinger
Baflelyde drysser fra
sorte vinger
Også jeg er en
flygtning men
gemmer mig bag
solstrejf i dit
hår
Oktober 2004
Vækst
Under fladen i
mørket
Under det
blanke spejl
I skovbunden under
bladdækket
Anemoneblade over
den visne sommers
rødder
Tankekæder vuggende i
mørket
Fortætning mod
bunden
Orme og en
pludselig ændren retning
som en tangsnares
grænsesprængende
spring
Mellem lagene
lyttende pauser
Svangre ideers uafvendelige
vækst
Årsagskæder
uberørte af tankens
kontrol
Naturs ustoppelige
vækst gennem
uigennemsigtigheden
Perlende latter fra
et ubekymret barn
December 2004
Værdiansættelse
Ofte viser vi
større omhu i
omgangen med ting end
med mennesker -
men de har jo
også mulighed for at
være her når
vi er væk
December 2004
Om forfatteren
Frede Østergaard (f. 1945) er lærer og teologisk uddannet.
Han begyndte at skrive digte tidligt i livet, og forfatterskabet har udviklet sig over mere end seks årtier.
De første tekster blev skrevet og delt i mindre, uformelle sammenhænge, før de senere blev samlet og udgivet gennem Den Gamle Poet.