Om denne udgivelse:
Værket er tilgængeligt i flere formater via dengamlepoet.dk:
• Web-udgave (HTML)
• E-bog (EPUB) – ISBN: 978-87-85590-04-6
• Print/PDF-udgave
Under den blinde
himmels bly
sanker de sorg
af frosne marker
Sanker sorgens
kolde høst
Fravendt lyset
gråner skygger
mures sønderskudte
skjold
Uden længsel
ingen smerte
Uden sæd ingen
høst
Sorgens bitre
vinter
knuger dit
bortvendte
bryst
Drift
Jeg sanser
bjørnen i
dens hi
svøbt i
flammenatten
Stjernehobes
tågeslør over
dvaske biers
summen
I skarpe skygger
vokser lyset
frem af
væksters drift
Solhjul over
stejle bjerge
Pollenskyers
lyse sæd
Urkraft emmer
under dække
af mit
vintertrange
bryst
Dåb
Solskakter sprænger
ladens mørke
og forgylder en
dynge korn
Støvet udspændt
i lysgalakser
svæver over
børn der
bader i
regnkaskader af
skrå universers
gyldne sæd
Mørkets lyse
latter
Fakkelbærer
Skridt gennem
mørket
Lyst i tanken
Tomme gaders
mørke skakter
gløder i min
tankes lys
Fakkelbærer
gemt i mørket
Lyse tankers
skridt mod
mørke gaders
sten
Fastholdt
Mørket
hænger fast
i dagen
og holder den
bundet tæt
over jorden
Nøgne grene
strækker
slanke knopper
ind i lysets
vilje
Kaste kim
Baners fastlagte
præcision
Frøs vilje til
at lade sig så,
gå opløsningens
vækst i møde
underkastet
celleprocessers
styrede forløb
Blomstre ind i
intetheden som
forudsætning for kaldets
evighed
Kaste kim i
mørket
Kigger
Mørket presser sig
tæt mod
huset og glor
med sorte
glugger
Jeg stirrer
forbitret igen
men ser kun
mig selv i
tomhedens
lurende øje
Læ
Bag tagene
brænder himlen
rester af
dag mens
mørket letter på
lange skygger
Af tænkte tanker
sættes spæde
skud der
vokser frem
i læ for
lysets skarpe
vinde
Lys i mørket
Jorden stivnet under
frosten der har
bidt sig fast med
stive kæber
På lysets autoritet
springer livet ud
og rækker tillid frem på
tynde stilke der
ikke lader sig
sige imod
Bag lange skygger
står den lave
sol og lover andre
tider inden den
forsvinder for at
tænde lys i
mørket nedenfor
24. februar 2004
Lysalf
Mørket ruger
hårdt på
dagen
før det vælger
lange vingers
flugt
Et frisat solglimt
tindrer i
en lille drengs
latter gemt i
fjerne somres
hede
Han står i lys til
knæene i
fjordens lune
vand og
fanger solens
smil med
våde hænder
Gemmer lys
i glæde
Morgen
Dagen står
klar med
nybrændt lys
friske lyde og
ubrugte minutter
til distribution
Gaderne gaber af
tomhed og
griber de første
bilister og
sender dem væk
fra sig selv i
lige rækker der
strækker sig
vej gennem
timernes invasion
Skridt over fliser
udfordrer tiden der
sindigt gumler på
liv og lytter til
solsortesang
fra haver gemt væk
bag ved huse der
råber på ro
Nødvendighed
Flygtige toners
lysspor gennem
tågen
Piblende strømme
af liv under
sneen baner sig
vej ad
nødvendighedens
kanaler og
løber sammen i
lysets vilje.
Trækkende
gæs over fyret
på længselsbaner
i drift
Pilegrene
Strukturers vækst
i forløb
der fører mod
en grå stivnen
stærkere end
farvens protest
der flammer
lakrødt gennem
besindigheden
Furet bark
omslutter
livet der
løftes mod
branden i
lyset
Ruder
I timen før dag
står mørket tæt
om husene
Blinde ruder
venter på at
pakke morgenen
ud og tænde
dagens lyde
før lyset
lander på tagene
og lader
mulighederne gro
Snedråber
Snedråber
på vej fra den
frosne muld
Spinkle klokker
kimer lyset
frem af
vintersind i
mørke
Vækstens tillidsspring
gennem kuldens
panser åbner
livets vandring ind
i lyset
Solsortebyen
Byen sover
bag mørke
gader
Belyste butiksruder
gaber
uden grund
Skyggefugle
afsøger
tomheden
Svøb
Sneen mod
det dækkede
land
Hudens sårbare
liv under
åbnede sanser
Nyfødte rækker
flader lyset
liv
Under svøb
ånder fostre
drømme i
mørket
Svanenat
Svanevinger
hviner den
blå dags kulde ind
i natten og
tænder ulmende
længsel i
horisonten over
vingeløses håb om
flugt ud af
tankens
fængsel
Syvsover
Solen står
op for sent
til at se
min stille
morgenglæde
der oplyser
vinterens
mørkeste dag
med ren
forventning om
lysets vækst
når solen
letter fra
reden
Tegn
Tomme horisonter
åbner sig for
solens opgang i
nyfødte drømme
og lukker efter
dagen der kun
forglemmende tog mod
lysets kald til
blomstring
Vinger maler
tegn på
den natkolde
himmel
Vækst
Citrongult
skilles
mørkets felter
mørkehimmel
mørkeland
nattens rejse
mod dag
mæt af
mørket
vokser lyset
i mit
hjerte
Vagtskifte
Tusmørkets fred
løber gennem
kroppen som et lag
beskyttende olie
Dagens lyde folder
sig sammen
mens stilheden pakker
ud og rejser sin
kuppel besat med
flygtende mælkeveje
Under stjerner svæver
vore skridt efter
tankers frie leg
i tid
Om forfatteren
Frede Østergaard (f. 1945) er lærer og teologisk uddannet.
Han begyndte at skrive digte tidligt i livet, og forfatterskabet har udviklet sig over mere end seks årtier.
De første tekster blev skrevet og delt i mindre, uformelle sammenhænge, før de senere blev samlet og udgivet gennem Den Gamle Poet.