Omslag for Opdagelsesrejse

Opdagelsesrejse

Digte
Frede Østergaard

Kolofon

Opdagelsesrejse
© Frede Østergaard
Digtene er skrevet: 2006
Udgivet af Forlaget Den Gamle Poet, 2026

Om denne udgivelse:
Værket er tilgængeligt i flere formater via dengamlepoet.dk:
• Web-udgave (HTML)
• E-bog (EPUB) – ISBN: 978-87-85590-27-5
• Print/PDF-udgave

Digitale udgaver og kildefiler:
github.com/forlaget-den-gamle-poet/digte

Alle rettigheder forbeholdes



Aldersprivilegium

Med tiden bliver der flere spørgsmål end svar - og færre der spørger om ens mening Oktober 2006

Ankomst

Jeg er gået til verdens ende og nu er jeg kommet frem til mig selv hvor jeg hele tiden har været August 2006

Anmeldelse

Det værste er at det ikke må forestille noget, ikke bære en kommunikation man kan forholde sig til Det værste er at det er så ligegyldigt at det end ikke gider spille bold med ens fantasi eller bare lirke lidt ved en anelse Det værste er at man er nødt til at blive udenfor som en der ikke er inviteret med ind Det værste er at man bliver i tvivl om det er en selv der ikke har fattet en skid August 2006

Besindelse

Der er så lidt kærlighed, så meget had Så lad da kærligheden være uanset dens form Oktober 2006

Beton

Sandheden ligger bag den inderste hinde Angstens betonmur holder endnu men vi ved begge at vi leger som børn der kaster lange skygger på den nøgne flade Se, jeg fanger en sæbeboble på min hånd, et regnbuefrø¸ fra himlen Oktober 2006

Bladenes dans

Himlen samler lys hvor vinden plukker blade og hun går på solens stråler gennem gyldne sale og ved, at hun skal intet vide og intet bringe med kun følge den store bevægelse hun ser gennem bladenes dans November 2006

Blinde vinkler

Sommerens blomster var visne længe inden hun så dem og livet næsten forbi før hun åbnede døren til det hun havde set som drømme i andres blik Sommerens blomster var visne da hun bøjede sig og plukkede en buket af de blinde vinklers høst Ingen fængsler sin egne skygge men så længe kærligheden vokser er der håb endnu August 2006

Blomstring

Det tager et øjeblik at blomstre Under himlen springer livet ud i en lovsang mens den øde jord giver alt den gemmer og i dine øjne ser jeg det der er større end os Livet vil det og vi vil det fordi vi er August 2006

Blå

Havet Himlen over Klinten, en gul kommentar September 2006

Brev til

Skyggerne på muren, en flygtig håndskrift der forsøger at fastholde nuet på evigheden Juli 2006

Brikker

Ingen dag er uden betydning Som perler på en snor holder livet vore dage sammen og forbinder dem i det livsløb vi tegner på tiden Ingen dag kan fjernes fra sin helhed så lidt som en brik fra et puslespil, for hver dag er skabt til den plads der kun kan fyldes af den Oktober 2006

Broer

Broen står på menneskets magt Skyerne følger vinden og kaster skygger på de skarpe flader Drømmene har fundet hjem igen til en stille krog i mit hjerte Oktober 2006

Cyklus

Forårets voldsomme vækst afløses af modenhedens rolige eftertænksomhed Endnu i bitre vinterdage hæver gamle vækster sig over jorden som et varsel om det kommende August 2006

Den lille Ole

Kun månen og jeg er oppe Et enkelt dryp fra et træ rammer jorden som en stopklods Det er tid at gå hjem for en artig dreng August 2006

Denne dag

Ikke i dag men i morgen eller en anden dag der ikke ved hvad der kommer Denne dag skal strømme frit og ikke tømmes af mine hænder der altid har et andet budskab end den nyfødte morgen Himlen løfter sig højt over byen og lader sig fylde af øjeblikkets farver November 2006

Det evige liv

Og uden ophør strømmer livet frem mod sit udspring i den form der er tilpasset øjeblikkets mulighed Intet standser livet der kun kender døden som en ændring af vilkår November 2006

Dild

Dilden hævder sine kroner over den mørke jord Vinden modellerer et ansigt et menneskestid Himlen svøber sig tæt i blå Juli 2006

Dyd

Jeg er den levende dyd i dag Godt gået, du gamle! Men det havde sgu været sjovt Juli 2006

Floden

Flodlejet eller strømmen selv i sit leje på vej mod havet Det belivede, skabt til at miste eller livet selv der trodsigt finder vej til sin bestemmelse Juli 2006

Form

Et vindpust og en duft som ikke er der, en tanke der er glemt før den dukker op men stærk nok til at åbne det der heller ikke er som andet end et spor der troligt er fulgt som var det eneste adgang til nuets erindring om sol og sammenhæng, en ramme om den givne mulighed September 2006

Forvist

Han ser det før sine øjne, hører det før sine ører, vil intet vide men gemmer alt i det smertens tempel han bygger i sit indre Moloks ild æder sine ofre bag det hårde ydre som ingen tør komme nær Oktober 2006

Fred

Hvad vil vi med fred når uretten hersker Så længe mennesker trædes under fode er fred en hån mod livet Oktober 2006

Fremmed

Han er der og han er der ikke Stjernerne er der ovenover og han holder stadig fast i sig selv som for ikke at forsvinde balancerende på en spinkel tanke som en tone af sølv der forbinder ham til sig selv Han er der og er der ikke for ingen ved af den der ikke vil ses og ikke har brug for andres lys Han er der og han er der ikke Stjernerne er der ovenover og han går som for sig selv og ved hvem han er det sted han ikke kan hører til August 2006

Fri

Lad navne rive sig løs, kroppene ved bedre og nogle veje kan først betrædes når man opgiver sig selv Juli 2006

Genskær

Skyggerne maler på væggene, hastige strøg over det hvide tapet der intet ved og intet husker som var alt tilladt og glemt inden næste strøgs udspil De nøgne flader lader sig bruge af bevægelsen udenfor der kun vil sit eget og ikke vedkender sig sin egen skrift Det står i lyset Oktober 2006

Grænser

Gadelygter der spidder mørket og afslører flisernes hensigt Et vissent blad og den smule vind der skal til En lille hund med en i snor Den der træder på streger skal dø Oktober 2006

Handling

Drømmene, altid drømmene først og handlingen som et koncentrat eller mindre end det, en antydning, et kejtet forsøg som en anelse om noget der kunne have været Så meget visner under nuets spotlight af mangel på den brændende tro der bæres af modet og styrken til at fravriste livet dets gaver August 2006

Healing

Natten er næppe foldet ud men allerede lægger duggen en kåbe over den brændte jord som en lægende hånd på en feberhed pande Så meget vokser i mørket og den nye dag vil finde alt beredt August 2006

Hjertefri

Jeg lagde bare to røde roser og ovenpå lagde jeg mit hjerte inden jeg gik min vej Jeg har ikke savnet det siden for sådan er det med hjerter at har du ingen så mærker du slet ingen ting Juli 2006

Hjerterum

Hjertes tomme rum råber Der er et rum i mit hjerte der er dit og du ved som af intet Jeg fylder det med sol og varme tanker og den dag du vil derind vil du finde svaret på dit kald August 2006

I lys

Den lyse vej fører over havet Landet bag har gemt sit ansigt Himlen har et mågeskrig parat Juli 2006

Intet andet

Den røde bold Havfladen Himlen Intet andet Duggen i græsset Den snert af kulde der trækker stæreflokke og kaldende gæs Den røde bold i havet der binder øjet Lyden af tiden fra himlen og skridtene fremad i det våde græs Oktober 2006

Isop

Isopen flammer sine blå fakler Himlen tænder som af sig selv Juli 2006

Jaggedadajaggedada

...og så sagde hun hvad jeg sagde men hun sagde ikke det hun selv sagde først for så havde hun næppe høstet den beregnede støtte der blev rakt hende bordet rundt... Juli 2006

Kritik

Der er for meget åbe de båbe de bej og for lidt huk hak smak og jo et totalt fravær af hopsa hopsa hej August 2006

Krænkelse

Den, der krænker et barn, slår hul på et univers, som den der bryder seglet om et voksende foster November 2006

Kun

Husker du vejen vi gik De lange øde stræk og broerne vi brændte De mange vi gik forbi og kampene med dem vi glemte var undervejs som vi selv Husker du fortvivlelsen og det mål af glæde vi aldrig turde tømme helt af frygt for ikke at have nok Husker du mon stadig det vi aldrig tør dele med hinanden fordi vi glemte håbet og troen og os selv Tror du mon stadig at nogen ser os og venter forude eller går du kun med det der skete, et blad der flyver for vinden, et strejf af sol over dit hår September 2006

Ligestilling

Ligestilling har intet at gøre med den enkeltes bidrag til samfundet Ligestilling handler om muligheder og menneskeværd Juli 2006

Lykken

Det er de færreste der kan plukke lykken på træerne men med lidt held kan den sås og ved omhyggelig pasning bringes til at spire og vokse op August 2006

Længsel

En kærlighed der aldrig får udtryk ligner smerte Juli 2006

Mentor

Turen op ad bakken koster mere end tårer og blod Vejen ned er på første klasse August 2006

Moderation

Sandheden frem for alt - men somme tider skal man lukke sine øjne Juli 2006

Modløs

Et smil spændt ud mellem god vilje og bange anelse Et blik der sigter lidt ved siden af En flugtvej bygget af alle ressourcer August 2006

Mågeskrig

Mågerne skriger bag himlen hvorfra kender de denne længsel der ikke lader sig se drømmen bag drømmen himlens blå uendelighed Juli 2006

Måner

Der findes store måner og små i forskellig farver Der balancerer en på genboens tag der er dyppet i orange Nogen har skrevet et budskab i sølv der ikke kan tydes August 2006

Månesats

Gaderne ligger under himlen der opfører sin symfoni - nu med måne bag disciplinerede skyer Skygger på revnede fliser mellem gadelygter der kaster dissonanser fra lydefri rækker November 2006

Månestrå

Månestråle mellem våde strå , en bortkommen tones jagt på harmoni Natsværmere lodner grøftens mørke Kælighedens skarpe snit August 2006

Naboen

så sagde han og så sagde jeg og så sagde han og så sagde jeg ligegodt og så havde han ikke mere han skulle have sagt nej August 2006

Nyfødt

Et nyfødt barn er som et uudforsket kontinent, en stjerne sprunget i blomst på himlen August 2006

Nødråb

Jeg har to tunger i dag Kan nogen styre dem begge Jeg har syet munden sammen og håber inderligt på hjælp Juli 2006

Omstændigheder

Jeg kunne have gjort det så det er en dom over mig selv hver gang jeg dømmer en anden November 2006

Opdagelsesrejse

Med solen i den ene hånd og månen i den anden balancerede hun over stjernerne for at nå frem til den indsigt hun ikke havde opdaget i sit hjerte, det sted hun altid var gået forbi Juli 2006

Opportunist

Så såre, så tit, så ofte, bare engang imellem, når lejlighed byder sig, så er det til at holde ud Ingen kender jo dagen før solen går ned og så er der hele natten August 2006

Orden

Hunden ligger under stolen Vi sover på hver sit niveau August 2006

Oversigt

Den første regn kommaterer jordens tørke Ingen udsigt til punktum Juli 2006

Prikken

Han er som en æske knappenåle nogen har rystet til låget er faldet af - og nu kan ingen få det på Oktober 2006

Privat

Ved et tilfælde fandt jeg et stykke af evigheden Muligvis kan jeg finde lidt mere, bare et lille stykke der passer med det første og hvem ved, måske kan jeg en dag slå mig til ro i min egen uendelighed Juli 2006

Regndråber

Regndråberne hænger på torne Sitrende glorier over jordens tørst Lyse smæld forkynder himlens offer Juli 2006

Ro

Jeg har kun den stilhed du giver mig November 2006

Romantik

De flettede fingre i måneskin og vinden hørte det hele og blæste det op i orkan I dag er vinden flovet af og ikke en finger er at finde Juli 2006

Sang

Jeg er en solsort der synger fra taget eller har jeg kun en solsorts hjerte altid på vagt, parat til flugt Den glødende himmel vil dagen og livet og jeg tør end ikke tage det der er mit Juli 2006

Sansevold

Vi er låst inde bag vore sanser og den der havde nøglen har smidt den væk så det er op til os selv at finde vejen ud gennem hjertet og forstanden August 2006

Skyld

Hvad gør snefnugget her så langt fra vinter, sommerfuglen bag den blinde rude på det støvede loft Er edderkoppen i nettet byttet September 2006

Skørt

Man kan knuse et hjerte med ét blik August 2006

Solsang

Solsorten synger Flasken er ikke tom endnu og om lidt tænder nogen stjernen over hylden der altid gør mig svimmel Juni 2006

Spontanitet

Helt af sig selv siger munden de ord du gerne vil høre og nu de er ude kan vi jo lige så godt benytte os af dem men når jeg går tager jeg dem med og jeg kommer ikke igen Juli 2006

Storsind

Det fylder mit hjerte og jeg rækker hænderne frem som en skål fyldt med den bedste hensigt, min tilgivelse, mit storsind Holdt fingre tæt måtte sand tørste November 2006

Sølv

Hvad vil himlen med den fugleflok der forsvinder gennem sorte huller, kaldets ekko fra mit hjerte Sølv er dagen over engen

Tandløs

Jeg vil ikke men kan ikke se vejen uden om Tænderne er spyttet ud for længe siden så hvordan bide det i sig At sluge råt er ubærligt September 2006

Test

Hvis din gud inspirerer dig til at fordømme andre er det ikke Gud du har mødt men et spejlbillede af din egen synd August 2006

Tid

Så længe du vil, så længe lyset vil og bagefter tager duften over og fortæller for mørket Juli 2006

Tidehverv

Og i den halve skygge står en spæd forundring og rækker efter sig selv som et forår der endnu ikke tør kende sit værd Dagen er gammel men endnu har solen styrke Juli 2006

Tilgivelse

Stjernerne husker og har skrevet deres tegn på mørket Intet glemmes i det store øde men over dybet svæver stadig begyndelsens vilje til liv September 2006

Tomhedens tyngde

Kurven vokser sig tung i de lange skygger Så meget gik tabt i det store spil, spildt, overset, forkastet, Lad der være et hjerte bag mørket, et hjerte større end mit Oktober 2006

Trio

Den fugl kan se hvem jeg er Rosen svajer på grenen og kan ikke flyve væk Juni 2006

Træet

Pluk mine blade, brænd mine kviste Over den sorte jord hæver jeg klodens insisteren på liv Pluk mine frugter, hug min stamme omkuld, livet vokser uhindret af uforstandiges hænder Den nye verden er allerede født og bæres ind i lyset af det liv der vil livet August 2006

Udveksling

Stenen fra stranden ligger stadig i lommen Til tider tager jeg den i hånden og tager ved lære Jeg betaler med indre varme Vi trives August 2006

Uegentlig

Træet er ikke træet og skyggen er ikke skyggen Dagen er ikke dagen men en anden dag han ikke vil åbne fordi den skjuler det kommende, det fuldbyrdede, knoppernes udfoldede pragt Han ser en sommerfugl flyve men læser ikke dens flugt Juli 2006

Vintring

Kraften driver foråret frem i kaskader af liv og han ved sig selv at for ham går det stadig mod vinter Han husker men husker intet, kun længslen, glæden og smerten Et fuglefløjt i den lyse nat da han gik med én ved sin side August 2006

Visdom

Skyggeleg på muren, en flygtig skrift der repeterer et budskab Solsorteunger staver i kor med stemmer hæse af ægget Juli 2006

Om forfatteren

Frede Østergaard (f. 1945) er lærer og teologisk uddannet.

Han begyndte at skrive digte tidligt i livet, og forfatterskabet har udviklet sig over mere end seks årtier.

De første tekster blev skrevet og delt i mindre, uformelle sammenhænge, før de senere blev samlet og udgivet gennem Den Gamle Poet.


Andre samlinger