Perler på snor

Aftenunderholdningen

De sagde, det var Schade, de hjalp ind i auditoriet den aften efter middagen. Schade? Han er da død? Det store hoved over den lille krops besværede åndedræt . De blanke lidt stirrende øjne i en karruselforvirret stemning. En gammel mands kejtede svar på benovede spørgsmål. Vil du glæde os med at læse lidt? Læse? Ja. Hvor er det? Hvor står det? Uventet voldsomt slog kraften ned og sprængte tiden. Der var han, Satan lyneme, Danmarks lyse digter, Jens August Schade I sekunders evighed svævende i urtids skabende kraft til en forpint hosten kaldte tilbage til kroppenes virkelighed. Der var boller med smør til kaffen.

Aldrig

Han går tur med sin ensomhed Bor sammen med sine reolers bøger og lytter til stemmer han kan kontrollere på afstand Han vil aldrig blive forladt Hans hjerte vil aldrig bløde efter ord der ikke kan sættes på plads eller stoppes med et tryk på en knap Et sted ligger en brun konvolut med et foto af en lille dreng der kæmper med et beordret smil der aldrig kommer til at bo der

Besøg

Og under uret sidder de og venter Venter under uret i udkanten af lampens lysplet Og uret tikker liv og lampen lyser ind i gamle dage der svæver fri af tid Og de siger lidt til hinanden men mest til dem i lyset der er de eneste der kommer på besøg under urets æden liv og lampens lysen fortid

Bisættelse uden

gejstlig medvirken Ved bisættelsen rejste enken sig op og stående foran kisten fremsatte hun en kort udtalelse om afdøde som vi forstod havde klaret livet jævnt tilfredsstillende altid optaget af hverdagens praktiske problemer som han fandt behag i at finde løsninger på Efter talen sang vi endnu en munter sang fra de duplikerede ark som en ven af huset havde fremstillet på sin computer Højt over kisten og den omgivende familie gjorde Jesus krav på at være vejen, sandheden og livet

Brand

Bålet brænder ud men kaster knækkede skygger på væggen Det forgangne og det kommende i et nu uden tid Kroppen holder ham fast og tvinger ham ind Han ser uden øjne hører uden ører og hjertet smerter under værdiernes kæntring Aldrig mere og nu Mor, siger han og griber en hånd der et øjeblik lader sig holde indtil en anden kalder December 2004 Samhørende: Perler på snor Chefen Hendes sidste udflugt Brand

Bøjlemanden

Da han kom hjem tog han manden af og hængte ham på bøjlen i entreen som altid En lang dags længsel efter den viljeløse salighed Usynlighedens ritual Lydløst formede munden det elskede mantra: Som du vil.. min ven

Chefen

Han ruger på bilen det store hus og hende der er alt Den rastløse jagt gennem territoriet der ikke vil som han men lukker sig om budskabet om hendes død der gentages monomant af fremmede der vil at dette er hans mulighed De overbærende smil når chefen skrider ind før den tavse gråd De våde bleer Samhørende: Perler på snor Chefen Hendes sidste udflugt Brand

Døren

Da døren lukkedes bag min tillid forlod jeg et rum min smerte ikke kan åbne Måske får jeg mod til at vende mig bort og lade din varme nå mit hjerte

Den sande

have Der er vagtsomt lyttende hjorte i havens skygger Soløer af rusten lykke og en sælsom duft fra orientens glemte terrasser Unge halvnøgne legemer i de blå månestrejf, elefenbensdrømme i skjulte kig Under de gamle roser sover Tibets forjagne vækster i forventning om dét forår de skal velsigne Det kommende udspring Den fuldbårne vækst Han inhalerer og tænder en ny December 2004

Den tredje vej

Der er ingen vej udenom Fremad eller lade sig besejre Jeg går ind i mig selv og lukker døren tæt

Fire år

Hans angst har omringet territoriet og ligger parat med skarpe skud i alle forklædninger Med ét er han fire år og sidder på trappen til udhuset mens kammeraterne lusker rundt med revolvere på jagt efter hans sjæl der for længst har givet op og rakt hænderne i vejret

Forræder

Med håbet om at du ikke ville vågne gik jeg hen mod din seng med mine blomster Dine øjne åbnedes og i sekundet inden smerten tog over så jeg styrken af din kærlighed og afmagt Ubærlige lidelse Og mit sinds forræderiske flugt Det er dig, der er syg Det er dig, der er syg Det er dig, der er syg Udenfor var myldretiden sat ind

Frelsen

I opholdsstuen har de anbragt en ovn Røgen driver kvælende ned ad gangen Så I den ikke? De brænder os levende En efter en Vi omfavner din krops rædselskrampe Og de spurgte Lille frue sagde de Lille frue venter De besøg i dag? Neej det gør jeg da ikke Så tager vi Dem efter middagspausen Og se, hvad de har sat foran mig Det er noget, jeg skal drikke For rigtigt at kunne flunse Vores mod støtter dit og vi går ned ad gangen så langt at du vender tilbage til det vi kalder virkelighed Jeg har nok taget fejl Din lille krop bag det store vindue Og uden lyde: Tak fordi I frelste mig

Gensyn

Uforberedt står jeg i dine øjne og smelter væk Forfaldne års Berlinmur står ikke for fald i mit vingeskudte skjul

Glasklokken

For 50 år siden gik jeg her som en dreng med en angst vokset vild i min mave Gik langs gærdet med de solvarme sten i en glasklokkes lufttomme rædsel mens jeg råbte på den mand der 50 år efter søgte langs gærdets sten for at trøste den dreng ingen andre så i hans glasklokkes sprøde fængsel

Graveren

Jeg graver dybt for at forstå mig selv men finder intet på bunden Jeg ser mig omkring på min aktivitet, bøjer mig dybt og rækker graveren hånden Måske er der tid endnu

Har valgt livet fra

Hvor ville jeg gerne have holdt din hånd et øjeblik inden du gik Hvor ville jeg gerne have lagt min hånd som en nænsom ro mod din pande Hvor ville jeg gerne have mod til at tro der er kærlighed gemt til os alle

Hendes sidste udflugt

Hun ligger på diget På jorden På diget Ligger Før gik hun For længe siden Fugle flyver Der var et hus Og de mange børn Hvor er de børn? Hun kan ikke høre dem Hun har ikke hørt de børn længe Længe Ligger jo godt nok Ligger Tyngden af det lange livs smerte Kroppen borte i mørket og ude på vandet er der et lys som blinker Det blinker lyset Og mor er der Fylder det hele Pusler i det store øde og køkkenlampen skærer i øjnene Sluk lyset mor Samhørende: Perler på snor Chefen Hendes sidste udflugt Brand

Lyde i støvet

Hans ben hvirvler støvet på vejen for det er sommer Vejtræernes skygger er de dødes rige og han skal se sin første bil om lidt hvis den kommer som rygterne vil og hans mund laver lyde han aldrig har hørt mens hans brune ben bliver grå Der er langt til byen og længere til kanten af livet hvor lydene let forstås men mistolkes af personalet December 2004

Mærker

Tabte fodsporene orker ikke at skaffe nye går sporløs omkring går ud og hjem går igennem hugger mærker i tiden for ikke at blive væk

Masken

Engang var den kæk fletningen Nu er den der bare mat over skindjakken der har trodset alle årets tider lidt for ofte ligesom øjnene der bag de skrå solbriller er falmet til mundens vrængende kynisme Hun var altid en hård lille en Nu græder hendes maske

Den lille pige græder for Guffemis er død På altanen banker hun dyner mens hun myndigt styrer huset og føder børn Hun tisser på stolen fordi hun har gemt bleen i klædeskabet og munden der styrer en stor familie løber over i tom monolog mens den lille pige stadig græder over Guffemis og døden og det der var engang Samhørende: Perler på snor Chefen Hendes sidste udflugt Brand

Puslespil

Diget og himlen over havet Stilheden piller elementer fra hinanden og lægger puslespil af gemte brikker Mønstres muligheder flammer op af horisonten og ser sig om efter rammens støtte Lange linier søger fodslag med farver der ikke vil være med men foreslår ændrede sammenhænge i et billede der endnu ikke kender sig selv Fugle i formation hamrer hul i himlen

Revanche

Alene drog han ind for at genvinde det tabte land på sit sinds blodige slagmark Han lever endnu Du ser slagmarkens kaos

Rude

Med et grimet smil til solen lukker ruden og holder tæt for længslen efter regn der ikke vil En fastholdt plante på vagt bag et fremskudt gardin En flosset snors forsøg på at være lige

Stjernetæpper

Fra et levet liv rakte hun sin hånd og strøg en kind der ikke vidste hvad tårer var før nu hvor forårssolen bredte stjernetæpper over dækkede ruiner Lysets lange sommer synger evighedens vækst over aldres fælles smerte

Trofast i ansættelsen

Nyudlært lagde hun til ved øretævernes holdeplads og forankrede sig til pligtfølelsen der 40 år senere slap hende løs med en kort avisomtale som hun klippede ud og gemte i sin håndtaske

Vestalinde

Stående udenfor gruppen i mit eget rum bemærker jeg den livligt talende kvinde der har alles opmærksomhed Jeg hører hendes lyse stemme uden at fange ordene og bliver løftet af hendes latter gennem den grå dag Hun tager afsked med sit publikum vender sig og går og nu ser jeg hendes ansigt idet hun går forbi som en søjle af angst en sorgens apati en grå forryktheds vestalinde Bag hende ler de endnu og sender lange blikke efter hendes ryg

Vibeskrig

Lyset over engene fortætter sig i et vibeskrig der sønderriver bekymringernes fortæppe og sætter naturens glæde fri Vækster lader sig vokse gennem den givne plan og blomstrer for livet der høster glædens frugt og lader sorgen ubevogtet tilbage

Perler på snor

Kolofon

Aftenunderholdningen

Aldrig

Besøg

Bisættelse uden

Brand

Bøjlemanden

Chefen

Døren

Den sande

Den tredje vej

Fire år

Forræder

Frelsen

Gensyn

Glasklokken

Graveren

Har valgt livet fra

Hendes sidste udflugt

Lyde i støvet

Mærker

Masken

Perler på snor

Puslespil

Revanche

Rude

Stjernetæpper

Trofast i ansættelsen

Vestalinde

Vibeskrig

Om forfatteren

Andre samlinger