Om denne udgivelse:
Værket er tilgængeligt i flere formater via dengamlepoet.dk:
• Web-udgave (HTML)
• E-bog (EPUB) – ISBN: 978-87-85590-24-4
• Print/PDF-udgave
Mange forsøger at
gemme deres
uforløste behov i
en tæt tilproppet
flaske men
oftest ender det som
en sur affære og i
enkelte tilfælde kan
der indtræde en
gæring der kan
medføre eksplosion
Marts
Afmagt
Jeg rækker ud men
kan ikke nå, hvis du ikke
griber efter min hånd
Januar 2006
Anskrig
Nu står den
måge der igen på
taget og skriger
sit budskab på
himlen
og den har jo ret
det er let at forstå men
hvad gør man
uden at flyve?
Marts 2006
Babel
Vi kæmper mod
hinanden indtil vi
forstår at det der
skiller os er
længslen efter vort
fælles udspring i
den samme tanke
Marts 2006
Behersket
Han er absolut
monogam, men
ikke så meget at
det gør noget
Januar 2005
Bemærkelsesværdig
Man kan ikke se
vingerne men
glorien er der og
den sidder lige
præcis hvor en
glorie skal sidde
Marts 2006
Bittersødt
Jeg hader
Jeg hader
Jeg
hader
Hvor jeg dog hader
Hader
Hader
Jeg
hader
Jeg hader
så saligt
Januar 2006
Blot
Solen har grebet et
hjørne af
haven og flammer
den gule mur
som en lysskakt i
sindet der fordriver
skyggernes svale ro og
blotter et sår
Så nær kommer ingen uden smerte
Hvad sørger vi
over
Hvert øjeblik er
besjælet og de
døde lever så længe vi
har behov for at være
dem nær
Januar 2005
Brydning
Nu spirer håbet mod
voldens blinde
ansigt og
alle hører isen
bryde op
Det forår der
brænder gennem
tågen lader sig vel
standse en tid
endnu før alle spæde
viljer finder rytmen i
et fælles hjertes slag
Marts 2006
Brødre
Den sidste krig er den
krig i sindet der
vælter muren mellem
bror og bror
Januar 2005
Bøn
En ordløs bøn
løfter sig fri af
min bevidsthed
tøver et øjeblik inden den
sætter af og efterlader en
tom smerte
Februar 2006
Dedikeret
Tænk om man kunne
samle frugten af sin
indsats og lægge den på
vægten med
bevidsthed om at
selvom det var lidt så
valgte man dog side
- om så skålen med ens
bidrag bevægede sig op
Januar 2005
Diplomatisk overvejelse
Vi ved godt vi
ikke kommer videre
uden kærlighed og
tilgivelse -
og nu er det os der
har brug for
tilgivelse fra nogen
vi ikke elsker
Vil vi overhovedet frem?
Februar 2006
Disse vægge
Som at leve i en
tom lejlighed
Som at stå i et nøgent
vindue og lade sine
øjne taget en
tilfældig til
fange
Som at bevæge sig
mindst muligt
for ikke at
vække det
gøende ekko
Som at hænge sine
tanker på
blufærdige vægge og
sørge for at
ingen slipper ud
Som skridtene på
trappen og
dørens guillotinelyd
Som fliser på forår
Marts 2006
Dissonans
Graner på
tilmålte pladser
Vindens forspildte hvisken
En løber på
stien
Øjnene på uret
Solstrejf uden
modtager
Himlen ridset i
striber og
øjnene på uret
Musikkens mur
mod motorvejens
overgreb og tomheden
mellem vinklede
grene
Tempoet på
uret
Stien mellem
rækker
Musikken uden
rum
Granernes beregnede
vækst og pulsens
leg med
hans hjerte
Diversitet
Og Gud kommer til
dem i billeder der
er deres og
løser deres ånd af
den bundne jord
Februar 2006
Domsafsigelse
Kun den
betingelsesløse kærlighed
kan afsige den
endelige dom
Januar 2006
Drøm
Jeg ville jo gerne men
det går nok ikke
Jeg ville jo godt men
hvordan skulle det
gå til
Det kunne være sjovt hvis
men det er nok klogt
og jeg har det jo faktisk
rigtig godt
Det er vel også
forkert at
men en lille
drøm har man da
lov til at have så
man ikke føler at
det hele er ligegyldigt
og at man for længe siden
har fået nok
Marts 2006
Drømmetåge
Den lyse dag er
lang nok for
min tanke og min
handling men
alt for kort for
drømmene der
flyver op og
flakser ind i
natten hvor de
breder sig og
væver sære spind så
morgenen må
kæmpe hårdt om
vejen ud af
tågen
Januar 2005
Enhed
Som et stille
åndedræt
rejser livet sig
af jorden,
kæmpende,
lidende,
elskende
Som et
pulsslag
gennem tiden,
et ekko af
et fælles
hjerte
Marts 2006
Eventyr
Sneen vil knirke
under mine skridt
Sneen lægger et
sårbart tæppe
bestrøet med
stjerner foran mine
skridt og bag mig
bærer den mit
spor som den har
lokket fra mig i
en lang kæde af
aftryk der fortæller en
historie for den der
kan læse og
fladen foran er lige
insisterende som én
der er grebet af den
stilfærdige beretning og
ikke kan få nok
Februar 2006
Facetter
Et øjeblik afslører han
knægten i sig,
den unge lømmel der
udspillede drengen
Barnet er altid
nær som en flig af den
modne mand der er
begyndt at udforske
næste trins adgang til
den gamle som endnu
kun i glimt antyder sit
omfang
Februar 2006
Feen
Hun rakte sig så
højt hun kunne nå og
hængte sine drømme
på havens træer og
buske
Hun navngav de
vilde fugle og talte
til sine blomster der
aldrig sagde hende
imod
Hun sad under
hylden en
sommeraftens tid og
hentede lys af
dens skærme mens
hun nynnede sin
melodi og langsomt
forsvandt mellem dens
arrede grene
Januar 2006
Focus
Du var altid en
bifigur i mit
liv og jeg tænkte
ikke på dig som
andet men over dit
hoved står en
stjerne og lyser over
den plads du
fylder ud og vi er
mange der står i
mørket og klipper
skygger af
lyset du sender ud
Februar 2006
Foran
Vi bliver en
bøn på
dagens tærskel
Et skrig om
hjælp foran
lysets sandhed
Tomme for os
selv søger vi
mening
Februar 2006
Forladt
Hvem har revet min
himmel i stykker og
slængt evigheden i
sølet
Kun du der skaber af
intet kan hjælpe her
Ordet står tomt under den
lukkede himmel mens
kulden fletter sin
tornekrone
Bag hækken fandt jeg i
sneen en spinkel spire
Januar 2006
Frugt
Glæden hænger
frit tilgængelig og
lader sig plukke
- men man skal
række efter den
Januar 2006
Genklang
Gennem alle tider
rækker du dine
ord og giver min
tanke stemme
Januar 2005
Glædesvej
Du må kende
stjernerne bedre end
jeg for du danser dig
vej hvor jeg ikke
tør træde
- eller er det sådan at
himlen lægger en vej for
den der tør følge sin
glæde
Januar 2005
Grundlag
Tankerne løber
foran og sender
budskaber tilbage til
beslutningerne der
ligger parat
katalogiseret efter
sindets ønsker
En efter en findes de
frem og effektueres med
større eller mindre
energi
Forstanden udskriver en
begrundelse
Januar 2005
Grånende guld
De, der hævder, at
alder er uden betydning,
skulle spørge de unge -
de ved bedre
Januar 2006
Guldramme
Vi rammer ind men
rammer forkert
fordi vi tror
vi er udenfor
rammen
At træde ud af
sin egen
forudsætning er
at træde der ud
hvor vi er fremmede for
hinanden og os selv og
underlægges kræfter der
ikke kender til
forhandling
Nøgne for ramme som
udklippede figurer på
jagt efter et landskab
Marts 2006
Handling
Dette er
brutalt men
retten til at
være herre i
eget hus
hævdes ikke ved
blid eftergivenhed
Februar 2006
Her
Da jeg blev træt af at
jage regnbuer, så jeg at
jeg var kommet frem og
at jeg hele tiden havde
løbet på stedet
Januar 2005
Huset
Han ved der
er flere værelser men
vil ikke vide mere
Før i tiden luskede han
rundt på
skamfulde steder og
lurede ved pirrende
nøglehuller og
enkelte gange gik han ind og
hentede den
skyld der tynger
ham til jorden
Man kan vel levet et
liv i dette rum
Februar 2006
Hvornår?
Når råbet på
kærlighed og
fred
overdøver hadet og
aggressionen -
ikke før
Februar 2006
Håb
Vi sørger over de
døde og glemmer at
le med de
levende
Tro ikke at
mørket ikke
eksisterer men
lysets magt er
større end
menneskets nederlag
Januar 2005
Interaktion
Han lægger mig
ord i munden,
fremmede ord med
en bitter smag som
jeg må spytte ud hvis
jeg ikke skal
kvæles -
Og se om ikke de har
taget farve af mig
Januar 2006
Kraften
Sneen falder svævende
gennem luften og
dækker gamle
fejltagelser med
uskyld
Om lidt tager
solen over og
fjerner alle omsvøb
inden livet selv
sprænger sig vej
gennem ethvert
tilløb til
forhandling
Februar 2006
L kk t p gr nd f h ld
ng n d gt d g d
v k l rn r bl v t f r
bl de
Januar 2005
Legering
Dine øjne gennembryder
mine og vi smelter sammen
i en legering der ikke
lader sig skille igen i
dem vi var før
Selv adskilte bærer vi
hinanden med os i den
fælles styrke der gør
to halve hel
Marts 2006
Liv
Fortiden er levende
som vækstlag for
nutiden
Januar 2006
Livskunstner
Han kaldte sig
livskunstner og
talte gerne om
sin kunst men ikke
en eneste gang
nævnte han kunsten
at række hænderne
frem og tage imod det
liv vi bliver givet
Januar 2006
Lærketid
På et tidspunkt i
livet løber man panden mod
spørgsmålet om
livet mening, ja
måske endda det
gordiske:
hvad skal jeg dog her
Det er som om
gåden løser sig selv med
tiden og til sidst kan
man opstille lister af
argumenter der beviser at
det ville være en
meget dårlig ide at
hjemkalde én lige
nu hvor foråret står for
døren og familiens
små har brug for et
smil og et klap af
en kærlig hånd
Kan du da ikke høre det er
den første lærke der synger?
Januar 2006
Mellem
Mellemrummene er
store nok til liv
Selv den mindste
sprække tilbyder sin
mulighed
Måske er vi de
fleste selvom vi
ikke kender
hinanden og ikke
giver os af med
statistik
Som grå skygger
afgrænser I mit
territorium
Februar 2005
Mindeord
Han blev aldrig
samtidig med sig
selv og lærte da
heller aldrig sig selv at
kende fordi han så
verden befolket med
mennesker der engang
havde haft betydning for
hans liv men som nu
enten var døde eller
havde glemt ham for
længe siden hvis de da
overhovedet havde
været klar over hans
eksistens
Sine samtidige så
han som bifigurer der
bestandig måtte oplyses om
de autoriteter og
forbilleder han forholdt sig til
og på samme tid modtage hans
skuffelse over nutidens
manglende forståelse af
hans verdensbillede
Det var således en i
dobbelt forstand ukendt vi
fulgte til graven og
lagde til ro mellem
de to årstal der
siden hen skulle udgøre
hele hans biografi
Marts 2006
Missiler
Som var vi
missiler der
efter affyringen
gennemrejser en
forudsigelig bane
justeret af
skyttens hånd
Lukket om vort
indre
Bundet til vort
mål
Februar 2006
Muren
Mit hjerter er
delt for du har
bygget en mur mod
det du ikke vil
kendes ved selvom jeg
har brug for at
føle mig hel
- og hvem er du der
kun kan elske en halv?
Januar 2005
Natlampe
Det er ikke
solen men
lampen
ikke dagen men
natten
ikke glæden men
noget der ikke
vil ses
Det er ikke et
ansigt men en
maske
Det er dine øjne
jeg ikke må se
Januar 2005
Par
Hun græder kun med
den side der
vender bort fra
ham
Den anden er støbt i
hans billede og ser
lige ud
Januar 2005
Platform
Tro er det vi
står på for
ikke at
styrte ned
Januar 2005
Popler
De står i skellene mellem
afrettede marker og samler på
fugle og vindens toner
De lægger skygger over
monotone flader og tegner
silhuetter på vinterhimle der
ikke har andet for
De stille ingen spørgsmål om
livets mening men
henter det fra dybe lag og
lader det bruge sig i
stille åndedrag der forener
jord og himmel
Januar 2005
Position
Når man kryber langs
fodpanelerne får man
øje på så meget man
har overset
Februar 2006
Rationalisering
Hvis vi kun kan
opfatte Gud som én der
skal stå skoleret
hver gang livet har
ramt os med sin
realisme, var vi måske
bedre tjent med
en kollektiv opslagstavle
der både kan tage imod og
efterlyse medfølelse fra
andre af vores
egen slags
Januar 2005
Realitetsforhandling
Principperne hænger
løst på grenen og
et efter et falder de til
jorden for den
første blæst
I toppen skratter en
skade sin livslyst
og hugger et
stykke af himlen så
stort den kan nå
Januar 2005
Realpolitik
Stående på
troen
glider vi fremad
mod tågen vi
ikke kan gennemskue
i forventning om at
komme frem til et
mål der ligner vore
drømme
Vi kalder os
realister
Marts 2006
Regn
Hvis bekymringer var
regndråber er det en
våd morgen og
jeg kan ikke få
paraplyen slået op -
Og så beklager man
sig over at blive
gennemblødt til
skindet
Februar 2006
Rejsekammerater
De følges ad
de to og
det går jo fint så længe
hun går foran og
trækker og
bagved og
skubber på
Januar 2005
Sat til vægs
Jeg har set
skriften på væggen og
jeg kan ikke
få den væk
Det gik let nok med
pråsen og den
vippende vognstang
men dette lader sig
ikke fjerne -
jeg må simpelthen stille
mig for
Januar 2005
Skamløs
Glæden ved godt
hvor den vil hen
i dag og
jeg byder mig
skamløst til
Januar 2005
Skjul
Han er hverken i
ordene eller i
mellemrummene men
på sikker afstand
bag ved
Januar 2005
Skribenten
Han har lagt sig i
læ bag sine ord og
hører livet fare over
uden at se op
Da alt er roligt
lister han frem og
samler en
håndfuld spor som
han omhyggeligt
lægger i pres mellem
telefonbogens blade
Januar 2005
Skygger
Solen er der og
en lærke
Vejen er der med
kirken for enden og
gårde og huse med
mellemrum
Huset med angsten et sted
bagude og vinden og
hans lyse hår
Skyggen er der
vokset fast til
hans fødder,
fjorden på hans
ene side og
bugten på den anden så
landet er som en
finger med en vej og
en dreng med hans skygge og
skyggen indeni som
han ikke kan se og
strengen bagud der er
bundet til angsten og
moderen der altid
græder og han
går til strengen strammer og
holder ham fast og
trækker ham tilbage
selv da han er blevet en
voksen mand og
hans skygge har vokset sig
lang og tynd nu
solen er ved at gå
ned og lærken er
fløjet sin vej
Januar 2006
Samhørende:
Damen
En sommerdag
Farvefilm
Onsdag
Guld
Hønsegård
Juleaften
Skygger
Alle fra samlingen Billedbogen
Smut
Den lige vej er
beredt
Sidevejene
åbne
Jeg var altid
en smutter
Marts 2006
Splid
Det er ikke Gud der
splitter os
Det er os der tror vi
kan bruge Gud mod
hinanden
Februar 2006
Sporet
Vi går gennem
landskaber under
himle der strømmer
igennem os og
farver vores
bevidsthed som
tiden der ikke er
tid men livet selv
som det farer gennem
kroppen og
beliver processer
uden for vores
rækkevidde og
vi går gennem vore
aldre som var de
landskaber der
tager imod men hele
tiden fordrer at vi
går videre ad
sporet der bærer
vore skridt som en
tilgivelse vi ikke
vil vide af
Vi går under himle vi
aldrig når frem til
skønt de er som en
del af os selv
gennem aldre vi ikke
kan nå men som er der når
vi vender os og ser tilbage på det
netop forladte inden vi
går frem mod
himlen indhyllet i
os selv
Februar 2006
Spot
Man kan ikke spotte Gud
Gud er uspottelig
- men man kan
spotte mennesker og
det er slemt nok
Februar 2006
Spotlight
Den ondeste smerte
gemmer sig bag
uvisheden
Den nøgne sandhed
kan man måle sig med
Marts 2006
Sted
Spor i den
frosne jord
Et laksegls stivnede
aftryk
En lige linie
mod horisonten der
skjuler en
fremmeds sted
Marts 2006
Tolkning
Vinterfugle på vej i
et øde der synes at
strække sig hinsides
flygtigheds grænse
Levende arabesker i sne
Vinteren synger sig ind på
mit sind og tolker de
tegnede drømme
Også vore spor
lader sig vel tolke som andet end
aftryk på den
snedækkede vej
Februar 2006
Tung
Han er sådan en
trist én og det
forstår man godt
når man oplever de
tunge ord han
bærer rundt på
Åbner han munden
falder de til jorden og
ligger der uden at
kunne være med
Prøver man at samle
ét op får man brug for
begge hænder
Januar 2005
Udtryk
Børnene ler så længe
latter kan fås men
hvad skal blomsterne
stille op hvis
farverne bliver
forbudt
Mens lyset tændes på
dagens alter
mødes vi af den
blide duft
Februar 2006
Udveksling
Bladene vender sig
for vinden og
lader deres budskab
flyde frit gennem
luften
Bladene henter deres
kraft i dybe lag og
lader jordens
gave strømme til
det rodløse
Bladene ånder
lysets kraft og
giver den i bytte
for klodens visdom
Februar 2006
Undskyld
Kun den der er
skyldig kan
påtage sig
skyld -
alt andet er
politik
Februar 2006
Uudsigeligt
Det er som vinden der
meddeler sig uden ord
Som sætninger der
bærer et skjult budskab
Det er som et flygtigt
øjekast der sætter en
verden i brand
Som svævende snefnug
der lægger sig tæt om
en åben smerte
Marts 2006
Vammelt
Der lå et smil på
gaden som nogen havde
tabt
Skønt det så lidt
krøllet ud klistrede jeg
det på men fik det
hurtigt af igen fordi
det var for sødt
Min egen smag går
mere i retning af
syrligt
Januar 2005
Veteran
Præcist som en
frugt -
med alderen bliver
skallen sej og
afvisende men lykkes det at
komme indenfor kan
man finde en
forbavsende frisk
sødme
Februar 2006
Vished
Vi står foran
lysets ansigt og
kan ikke
bære tvivl
I en stofløs bølge
flyder visheden over
horisonten og
oversvømmer alt på
sin vej
Lange skygger kalder
på mørket der for længst
har givet op for den
ordløse sandhed der ikke
står til overvejelse men
løfter sig
uhindret over
dagens tærskel
Februar 2006
Væggene
Væggene står ret og er
ikke blot vogtere,
afgrænsere eller
beskyttere men
mulighed for koncentration
af en væren der
kunne se ud som en
ligegyldig plet på et
åbent spørgsmål
Februar 2006
Øjebliksbillede
Idet man fokuserer på
sin alder møder man sig selv et
sted på livslinien uden at kunne se
slutpunktet men ældre end man
nogensinde har været før
Januar 2006
Om forfatteren
Frede Østergaard (f. 1945) er lærer og teologisk uddannet.
Han begyndte at skrive digte tidligt i livet, og forfatterskabet har udviklet sig over mere end seks årtier.
De første tekster blev skrevet og delt i mindre, uformelle sammenhænge, før de senere blev samlet og udgivet gennem Den Gamle Poet.