Stengrunds tørst

Da han solgte kroen, solgte han aben med. Abepedersen der sad i sit bur bagest i haven og var søndagsturens attraktion. Kromandens drikkende abe, der rystende på sine gamle hænder bad de leende turister om en lille en til halsen. Bagefter kvitterede den for skænken med alle drankerens genkendelige reaktioner, der her i aben virkede ufarligt morsomme. Den nye ejer havde ondt af aben og tænkte egentlig på at afvænne den, men indså hurtigt at Abepedersen var mere end attraktion. Abepedersen var skæbne og mere end det. Noget uafvænneligt der gik sine egne veje, og derfor fortsatte aben sit liv i buret for enden af haven. Abepedersen fik en dag besøg af sin gamle ejer. Gensynsglæden var stor på begge sider. Dens reaktion så formidabel at den gjorde indtryk på de to besiddere af Pedersens kærlighed og hurtigt dukkede det uundgåelige væddemål op, der skulle betyde katastrofe for en indespærret hengivenhed. Prøven blev arrangeret på den grusdækkede vej udenfor. Én ejer på hver side og Abepedersens oldingekrop fastholdt i midten til signalet blev givet: Slip Pedersen løs. Lad ham vælge side. De sagde bagefter den skreg så højt, at de kunne høre det en kilometer borte, men det var få der så abens krop forsøge at vælge side. Han smed sig ned, Abepedersen, og gav sig til at skrige. Var sanseløs væk i nådig krampe, der efter en tid gjorde kroppen stille. Hvad fanden gik der af ham? sagde de bagefter. Hvad skulle det til for? Men alle vidste, uden at kunne give det udtryk i ord, at de havde oplevet noget, de aldrig skulle glemme. Kærlighedens sliden et hjerte i stykker. Abepedersen døde ikke alene, men han døde forgæves. Han blev ofret for en nysgerrighed, der ikke stod mål med hans drankersjæls tørsten efter noget, der var større end ham selv. En uslukket tørst efter noget, han aldrig rigtig fik, men bare anede i sit bur for enden af haven

Det er slut for i dag. Mørket lister ud af jorden og siver opad hvor naturens farver gløder som essensen af dagens stræb. Og langsomt tændes stjernerne der synger en evighed ud over dækkede verdener ingen kender.

Livets alvor maler landskabet vemodigt, mens det strømmer forbi min undren. Livets alvor er vist aldrig helt alvorlig, når det er mig, det rammer. Var det en anden, det gik ud over, havde det sikkert været alvorligt, men når det er mig, der er ramt, er jeg lidt i tvivl. Det rigtige liv kommer nok ikke til sådan en som mig, og ulykken er til at bære, så længe de andre ikke bemærker noget.

Det vælter op af jorden, jeg brækker løs på med min spade, så det værker i kroppen længe efter. Sten og ler, smådyr og underlige formationer, der bare får lov til at vende rundt en gang uden at blive kigget nærmere på. Bare ned med dem igen. De skal blive til grøntsager næste år, når jeg engang er blevet færdig med alt dette her, der altså bare er at berede jorden. Næste forår skal der drysses lidt krymmel ned og så vil det alt sammen ganske af sig selv blive formet om til gulerødder og radiser, til porrer og rødbeder med hver deres duft og smag. Gudved om der kan vokse sådan en redelighed frem af mig, hvis jeg giver mig til at grave i mig selv og lader alt det formløse komme frem i lyset og vende en tur under forstandens, følelsens og fantasiens sollys. Kommer der også et forår for mig, så Gud give at jeg må vide, at berede jorden nu.

Det bliver pludselig for meget for dig. Der går ganske enkelt panik i dig, da jeg tager dig med indenfor, hvor vi med et står overfor virkeligheden. Vi har længe hygget os udenfor i ærlig tosomhed, men da vi åbner døren til virkelighedens ramme lugt, vil du ikke med. Vil ikke vide mere. Så lukker vi døren igen. Vender tilbage til den gamle position. Men hyggen er borte. Og skamfulde falder det os svært at se hinanden i øjnene. Vi taler sammen.

Hver eneste dag er som dagen før skønt jeg hver dag håber at dagen i morgen er ny. Forberedt på det uventede venter jeg utålmodigt den ny dags grå bag nattens åbnede porte.

Vi sender vore inderste tanker anonymt til hinanden fordi vi ikke vover at adressere den kluntede drøm der ligger nedenunder de lag vi tør vedkende os over for os selv.

Sekundet er som en dugdråbe. Overvældende afrundet. Underfuldt fuldendt. Formspændt i sig selv. Med mulighed for lysets tindren, med mulighed for fald. Sekundet er som en dugdråbe, du drikker af et blad.

Hellere end at lege turist i mit eget land vil jeg tage det i besiddelse ved en bevidst flyttedagsbeslutning. Fylde hele pladsen ud og erklære området for uindskrænket mit uden at skulle betale told ved grænsen.

En stjerne er tilbage mellem de flossede skyer. Slukkes også den vil mørket brøle kvælende og suset fra poplen i min have vil flyde usynligt mod husets nøgne mure.

Det ensomme menneskes drivværk er længslen der langt inde bag kødet nervøst fingererer med håbet om andre tider. Selv på dage hvor skuffelsen tilsyneladende har slukket livsviljen trækker længslens fjeder livet pulserende gennem årerne. Anvendt af Cafeteatret 2005 i forbindelse med skuespillet Under bæltestedet af Richard Dresser

Musikken spiller i baggrunden dybt på bunden af tankernes hav. Den klager skæbnesvangert bruser skriger vildt i nød inød, i nød, i nød. Så tier den der høres kun en sagte hulken fra fagotten. Nu tier den og ensomheden kommer snigende. Trøstesløsheden Ørkensand en bleggrå skyfri himmel En lige horisont.

Langt herfra ligger byen med mange menneskers drømme. Byen har så mange universer at mit alene mellem bakkerne blafrer uvirkeligt efter ekko. Deres drømme og mine drømme. Mit univers og deres. Jeg sulter efter jer drømme. Jeg tørster efter jer umistelige universer mellem mine bakker. Jeg vil drukne i folkehavet. Opsluges af massernes intethed for ikke at føle min egen smerte.

Du er et billede. Ikke af dig selv, men af en, der passer til dine tanker. Dit billede lyser over dig og dækker dig til med en lerøjet livløs maske. Maskekampen begynder, når du opdager den, og finder den kæmpende mod dit jegs inderste interesser. Den kæmper mere voldsomt end du, der er den, der skal gøre bevægelse. Stivnet klæber den til dig og dræber alle udtryk.

Så kom da siger du venligt. Så kom da og lad mig hjælpe dig. Jeg har ikke råd til at sige nej og sidder med et i saksen. Du viser mig den sandhed, der har lokket mig herhen, i alle dens rige facetter. Jeg kan ikke lide det, men har ikke råd til at vise det. Jeg må tage imod din skamløse åbnen mig op under sandhedens knivskarpe spotlight. Sådan, siger du. Sådan. Nu kan du være fri. Ja, siger jeg. Ja. Jeg må tænke over det, og ved med hele mit væsen: Jeg må lukke mig. Lukke mig. Lade som om det aldrig har været. Jeg må for altid undgå dig. Hade dig. Fornægte dig. Det koster dyrt at være sin næstes næste.

At frygte livet er at frygte sig selv fra øjeblik til øjeblik. Intet er at ræddes for hvor du er hel tilstede i din inderste vilje til sandhed.

Fuglene dukker frem af buskenes sikkerhed nu jeg bliver stille og sidder med spaden over knæene og ryggen op mod muren. Her er så stille langt ind i mig, hvor fuglene i mig forsigtigt stikker hovederne frem og ser sig om. De vover sig længere frem, mine fugle og buskenes. Sender mistænksomme øjekast i alle retninger. Sidder lidt inden de nærmer sig beddet, jeg lige har gravet. Drejer jeg hovedet er de væk igen på blafrende, hurtige vinger. De evigt flygtende fugle.

Du spiser spørgsmålstegn. Du spiser alt for mange i stedet for at sætte dem. Det irriterer mig, for det giver mig alt for lille mulighed for at komme tæt på dig. Du lukker dig med spiste spørgsmålstegn. Bøvser af mæthed. Bobler over med forklaringer, der afløser hinanden i en uigennemtrængelig rustning, der værner dit ømme indre.

De siger til dig, at det er de andre, der er Helvede, men lyt ikke til dem. Helvede er ikke de andre, men dit eget indre, omgærdet af dine egne fordomme vogtet af dig selv. Du er din egen Satan, når du vender al din naturlige livsvilje indad til selvkontrol på et falsk grundlag. Det er ikke de andre, der sidder inde med nøglen til dig. Du har den og bestemmer selv hvornår, hvordan og hvorfor du vil have indgangen åbnet til enhver muligheds helvede eller paradis. De andre er medrejsende og side om side vogter I private verdener, der burde gøres frugtbart tilgængelige, ikke til fælles eje, for intet er i grunden fælles i denne verden, men tilgængelige for det liv, der tænker os alle.

Dagene er lange og grå med gule og brune skygger der haster hurtigere og hurtigere forbi altid forbi min hule. Tøver en uden for ræddes jeg for et møde og lader som om jeg sover.

Vi venter på forløsning. Venter på resultater af vores væren. Facit rummes i nuet, der kan udstrækkes uendeligt til begge sider af sig selv og omspænde evigheden. Længst stivnede sorger, kommende kriser og kras hverdag har intet forsvar mod nuets mulighed, der evigt ligger åben for os.

Hvorfor dør vi så tit af at leve med andre? Mennesker omkring en får pludselig automatkarakter og taler med robotters stemmer. Deres eget jeg er som kørt ind på et spor der går regelret ligeud og ender et sted bag horisonten.

Jeg følte mig uvirkelig, sagde han. Det vil sige, det var ikke de ord, han brugte, for han kendte dem ikke. Han sagde: Det var åndssvagt. Men ruden var virkelig og den der smadrer andres virkelighed kan ikke selv være uvirkelig. I splintret glas fødtes hans virkelighed for lynhurtigt at dø under vores spørgsmål. Hvorfor Robin?

Nu dør ilden hen for anden gang i nat i pejsens mørke hule. Den grå stilhed lister sig ind på mig og gør mig alene. Får mig til at huske smertelige oplevelser jeg troede glemt og besejret. Rystende lægger jeg et stykke træ på de ulmende gløder.

Meningen med min tilværelse er måske netop der hvor jeg ikke har søgt: I lydig troskab mod det der længe har været mit.

Tiden har slidt os. Elimineret det center der skulle styre sammenhæng. Selv når vi danser er vi alene. Onanerer bag tilværelsens ruder som uvægerligt fryser til af grænse for et enkelt menneskes varme.

Lyden af en enlig jager buldrer gennem aftenmørket og ripper op i dagens slumrende ængstelse for en fremtid der ikke vil konfronteres med mit indres ønsker. Lyden anslår et tomrum i mig der vibrerer af spørgende tomhed. Jeg er en skal om glødende øde der smerter efter at fyldes med tro på noget der er større end mine egne drømme.

De andres billeder virker skræmmende i deres retoucherede perfekthed. Afsluttethed. Enhed. Ens egen famlende mangfoldighed bøjer ydmygt hovedet når et overmalet kadaver stolt skrider forbi. Det er ærgerligt hvis rige muligheder forspildes af benovelse.

Og så drog de ud i den store verden og skiltes ved korsvejen under den gamle egs krone. Som tegnbærer stak de deres eneste eje, den blanke dolk, ind i træets hårdt prøvede stamme. Hvor mange ynglingedolke bærer du spor af? Hvor mange rustne blade har du ædt med din krop? de unge fyres knyttede rygge har trodset dit sfinksvæsens seen. Hvor mange vendte tilbage for at søge sin tabte broder? Hvor mange vendte tilbage til stormende manddomsmøde? Hvor mange blev borte bag bakken? De drog ud. Hvor drager du hen, du gamle væsen, der lever af fortidens eventyrkraft? Spyt ud. Spyt ud med din viden, du har suget til dig med talløse sanser. Del ud af din viden til dem, der skilles for aldrig at mødes hos dig igen. Råb et opmuntrende ord til dem, der skal ses igen. I det mindste et håbefuldt ord til dem, der trodser angsten. Kan din viden aldrig vækkes af sin århundredgamle søvn? Er det derfor, du tier, eller råber du sandhed med flænset stemme, vi ikke kan høre i nutidssøvn?

Vi længes efter at række hinanden hånden og trænger vedgud til det men selvom vore hænder når hinanden er det som om længslen stadig piller ved et eller andet.

Giv livet en chance i dag fredag. Giv livet en chance nu. Ikke om lidt. Ikke i morgen. Om en uge. En måned. Et år. Giv livet en chance i dag fredag. Nufredag. Nu. Kun øjeblikket har magt over fortiden. Kun øjeblikket er øjeblikkets mulighed. Kun øjeblikket bestemmer fremtiden. Vibrerer af liv, der kan dirigeres i ringe indad eller udad mod hvert sekunds egen evighed. Du bestemmer ingenting, men er under øjeblikkets kærtegn.

Nu regner det bare og stormen er standset. Vidunderligt stille derude hvor jorden har åbnet sig tyst for regnen og tusmørket hvisker godnat.

Markerne brænder i mørket Knitrende røde valmuer vugger vildt i mørket Markerne tømmes for mørke Tømmes for tomme tanker, der har udspillet deres tid Markerne oser mod himlen Oser det udbrændte selv op i de tindrende stjerner

glemte jeg mig selv. Jeg er i et betonhus med døde vindueshuller i den grå facade. Jeg kigger varligt ud. Lever drømmende i vindueskarmen og betragter dem der går forbi på gaden. Deres skridt runger hult mod mine mure. Ser de op trækker jeg mig tilbage i værelsets mørkeste krog til de er passeret forbi. Læne mig ud tør jeg ikke af angst for at falde.

De ord vi siger i dag er velsignelse over det liv vi skal leve i morgen. De tanker vi tænker i dag er født af opbrugte drømme. Nu er det tid at forme det formløse. Så morgenens gave.

Man kan føle angst for at det man tror på er løgn og flugt fra virkeligheden. At det man stoler på er sat op af en selv. Et selvforførelsens spejl der afspejler de strømninger der farer gennem en som man ønsker at se dem fortolket til logiske skønne ornamenter.

Du skal leve af at hvert sekund er hver tidsalders ny begyndelse. Du skal håbe på at hvert sekund er hver livsgnists meningsfyldte gnistren. Du skal dø på at hvert sekund er hver tidsalders frugtbart frodige høst.

Dage der smager af smerte, nætter der lugter af ængstelse kører i cirkelbane med mig. Jeg synes ofte mod mig. Dage der ikke er mine dage bruger mit liv skive for skive uden at spørge om lov. Jeg vil ikke men lader mig alligevel spise op i papirstynde skiver.

Selvoptaget? Selvfølgelig er han selvoptaget. Det er jo hans selv der står på spil. Selvfølgelig lukker han sig. Hvad skulle han ellers gøre, når vi forsøger at kvæle hans dyrebareste væren sig selv med vores opskrift på normalitet. Vi pløjer hans forkvaklede ager med teknikkens nyeste plove og ænser ikke den sammenhæng, vi vender op som tilfældige potteskår.

Du læner dig roligt, alt for roligt, tilbage mod væggen. Bøjer det ene ben ind under dig og lytter, mens du ikke ser på mig. Det er jo også mig, der skal tale ud, og derfor kan min krop ikke indtage din stilling. Og mit sind ikke se roligt til. Jeg krummer mig sammen. Jeg krummer mig sammen under din lampe, du beredvilligt har tændt alene for mig. Og så lytter du. Lytter som bare helvede. Eller lader du bare som om. Det er jo det, du er her for. Det er det, vi er her for. Du, for at lytte og jeg, for at tale al min opsparede fortvivlelse ind over dit spisebords hverdagsmærkede plade. Og så kommer de. Ordene. Jeg brækker dem op og tømmer dem ud i svinske kaskader, og er du forbavset, kan man i hvert fald ikke mærke det. Og har du hørt det før, hører det vel med til bestillingen. Tænker du på dig selv imens? Hvad du skal sige om lidt, når min krampe omsider tager af? Du kan godt spare dig, for jeg vil ikke kunne høre det. Jeg er alt for træt og har fået nok, når det hele er læsset af. Hvad skulle du også sige, jeg ikke har hørt før, og gudved om du sidder inde med nye kombinationer. Det gør du vel ikke - håber jeg.

De mure, der vokser op omkring os, er ikke mure, men udfordringer, vi ikke vil tage op Den afstand, der begynder at skille os, er ikke afstand, men liv, vi ikke vil tillade liv Det had, der skæmmer vores kærlighed er ikke had, men længsel efter en fremtid, vi ikke tør tage imod

Hvem lytter til de faldende snefnug, når de yndefuldt glider til jorden? Hvem går på vandring i lette krystaller, der åbner sig indad, som sindets krogede gange? En verden af sne ligger brak under solen.

Lys ligger dagen hen i stilhed. Bakkerne skærer himlen over og strækker liv et stykke over jordens grobund. En stæreflok piler gennem mit sind. Punkterer himmelvælvingen der lader væden plaske ned over min nøgne pande

Vi gør krav på hinanden. Ikke med udtalte ønsker og henstillinger, men med livsmønstre vi ikke vil bryde. Med eventyr vi ikke vil lade gå deres egen gang i vores sirlige stuer. Vi nægter at hoppe i brønden og lande på engens bløde græs, hvor livet kalder på os i former, vi ikke vover at kende fra vores hverdags bastioner. Vi nægter hinanden retten til at vokse personligt og forstener derfor kollektivt til hinandens onde stedmødre. Ser ikke hvor gemene vi er i vores blide ømhed.

Den udvendige stilhed er blevet for stærk til at døve en indre skrigen fra forrykte munde, der næsten synligt brøler deres hæse bønners gift gennem mine årer. Som i en eddask ormegård vrider vrængende væsener en stadig stærkere søvnløshed frem af min hverdagssyge særhed. Lytter jeg, lytter de. Taler jeg, overdøver de mig. Er vi hinandens fjender eller kalder de på en solidaritet i mig, hvis sande ansigt jeg ikke kender? Tør jeg? Tør jeg tie? Tør jeg være den første, der bryder den lyttende stilhed og bliver stille? Helt stille uden at lytte. Bryde lytternes lurende lytten. Hvad er det, jeg ikke må høre eller er der muligvis noget, jeg ikke vil høre med hele mit væsens jeg som indsats? En uundgåelig forryktheds sandhed? Sandhed. Hvad er sandhed? Er sandhed andet end bøn om nåde? Er forsvarsværkerne andet end kulturens døde arvegods? Forlængst afdøde ideers rådnende kroppe? Livet venter ikke. I livets skole er intet andet frikvarter end det, du lyver dig til. Hvad du flygter fra, flygter du til. Urfjeldets kalden. Stengrundens tørsten i dig. Stenen ligger på stranden under klinten med skoven som idyllisk kulisse bagved. Flad og så stor at tidevandet aldrig anfægter dens væren kolos. Jeg var her engang. Siden har den ventet på mig. Ventet på Robinson, der udmattet kravler i land, fordi landet trods alt er bedre end havet. Med hænderne skygger jeg for øjnene og fanger et par lystsejlere tæt under kysten på den anden side bæltet. Det er vel utænkeligt at du og jeg har mere og andet at gøre end det at være sten og mand lige nu? At du og jeg, at sten og mand ligefrem ligner hinanden og begge venter på en slags forløsning? At sprækken, der arrer din rustne kind, svarer til en lignende spaltning inde i mig? Gør det ondt på en sten, når saltvandet siver ind eller er den så hård, at den intet mærker? Eller bliver smerten uden på? Ligner vi overhovedet hinanden? Eller er vi bare hinandens verden lige nu? Du min og jeg din? Du er da i hvert fald min lige nu. Du er min. Hører du? Min. Du svarer ingenting og himlen over dig driver med luftige kloder. Stjernerne. Stjernerne. Jeg er svimmel under stjernerne. Kan ikke længere se dig, men føle dig. Føle dig. Jeg må mærke et andet jeg nu, hvis jeg ikke skal blive borte under stjernerne. Fortabes Du ligger der bare. Ligger der, kold, men vidunderlig stor og stærk. Urfjeldet emmer af dine porer og gør dig sten. Er jeg af en anden slags eller ånder samme gnistren gennem os begge? Skoven lytter. Hører du skovens lytten eller lytter du efter noget andet, noget større, noget urørligt, uhørligt? Du ligger så stille, men jeg sanser, at noget lever i dig. Noget, der har med min verden at gøre på en måde, jeg ikke forstår med min forstand. Har vi allerede vænnet os så meget til hinandens kroppe, at de taler sammen uden at skulle om ad os, der bare ligger. Jeg ligger på dig. Du bærer mig og sammen holder vi hele jorden nede. Letter vi på os, ryger det hele opad. Opad. Op mod de kaldende stjerner. Jeg elsker dig. elsker dig. Hører du? Jeg elsker dig, selvom jeg tæver din elendige krop til du bløder. Jeg elsker dig eller er det mig, der bløder? Du lyser så stille. Du gløder så lydløst, at jeg ikke ville have opdaget det, hvis ikke dagen havde vækket mig. Sover du? Sover du nu? Jeg kan mærke, du trækker vejret på en måde, jeg aldrig har hørt før. Du ånder. Jeg lader lyset lege i dig. Jeg lader lyset lege med dig. Jeg elsker dig. Morgen. Havet. Himlen og skoven. før i tiden kunne man tale om det. Nu findes det dårligt mere. Morgenstemning ved havet. Fuglene har sunget i skoven længe. De begyndte tidligt. Dengang du begyndte at gløde. Det er så vigtigt at fortælle det til dig. De sang med en styrke, der burde have kaldt dig tilbage fra dig selv, men du hørte ingenting, da du lå der og havde forbindelse til dem af din egen slags. Du hørte heller ikke mig. Hørte ikke min smerte. Havde du en tot hår et eller andet sted ville jeg stryge dig over den og føle mig nænsom. Alene. Det er tid at gå. Det er tid at gå nu. Du har lukket dig. Lukket mig ude. Din arrede flade. Sten. I aften skal du lytte til stjernerne uden mig. De evige kaldende stjerner. Evigheden slipper sit tag i os begge. Den grå dag skal ikke kende vore tanker og vi intet forstå.

Vi er sammen på det udvendige plan, fordi vi ikke kan nå hinanden indvendigt Vi sulter efter hinanden og spiser hinandens meninger som fattigt surrogat Vi deler hinanden mellem os med fælles aktivitet som udvendig formidler Vi lægger sjælene om hinanden med stadig tommere fraser Vi fryser uden hinanden med al den varme, vi kan give fra os Vi kæmper mod hinanden for at kunne bære vores smerte

Egetræerne Sommeren har du ladet glide strålende ned mellem egetræernes kroner. I blågrønne skygger ægges til yndefuld leg med landskabet bagved. Himlen. Sundet og en ildrød bøje. Uden en tanke svimlende lader man sig falde indad mod dit væsens dybder.

Slidte ord. Forbrændte vendinger. Menneskets tusinde ansigter. Ansigtsrytmik. Anstrengte livløse fraser. Vi gør som de andre. I grå æggeskaller klemt inde af begær. Åbner vi skallerne ser vi hvinende trolde parate til angreb.

Fødes. Dø. Leve mere eller mindre - kortere eller længere ind imellem. Tror vi noget er givet behøver vi blot revidere kendsgerningerne og uddybe tvivlen med et behersket hvorfor et kontrolleret hvordan for at stå tilbage med et tordnende Ved ikke!