Omslag for Til Dig

Til Dig

Digte
Frede Østergaard

Kolofon

Til Dig
© Frede Østergaard
Digtene er skrevet: 2004
Udgivet af Forlaget Den Gamle Poet, 2026

Om denne udgivelse:
Værket er tilgængeligt i flere formater via dengamlepoet.dk:
• Web-udgave (HTML)
• E-bog (EPUB) – ISBN: 978-87-85590-16-9
• Print/PDF-udgave

Digitale udgaver og kildefiler:
github.com/forlaget-den-gamle-poet/digte

Alle rettigheder forbeholdes

Alt og intet

Jeg rækker mine øjne frem på åbne håndflader River brystet op og blotter mit hjerte mens jeg råber dit navn Du vender dig ikke og ikke et øjeblik ser jeg flammen i dine øjne To støtter flankerer udkørslen til vejen der fører bort over bakken

Anonym

Jeg åbner mit hjertes klædeskab. Mit inderste hjertekammer. Pakker en svulmende ladning af mit overskud og sender det til dig uden afsender fordi den direkte given sig ligger uden for mine muligheder som jeg må vogte for dog at besidde noget hvis du skulle afslå min gave. Mit nøgne ansigt lyser over vore veje.

At elske

At elske er at lade sig æde op uden husmoderlig bekymring om der er nok til alle.

Bøn

Kun ét beder jeg dig om: Leg ikke med min kærlighed, for det vil dræbe - ikke den men mig.

Du

Fint formet din hånd mod min skulder. Blidt barnligt et ord i din mund. Vi smiler.

Foråret

Foråret er en brandgul krokus der ædes af en lysten spurv. Foråret er en spæd anemone der mases i en barnehånd på vejen hjem til mor. Foråret er også dig min skat når du er allermest yndig med gyldne stjerne i dit brune hår.

I natten

Den nat vi gik ud i kulden var der is på vejene. Din kåde latter jog i ilende kast op mod de tindrende stjerner dog lidt efter lidt blev du tavs mens den skære stilhed fik os til at vokse ud mod mørkets kanter.

Låst

Dæmpet bærer dine skridts lyde dig nærmere min grænse og jeg ved du er der. Udenfor. Altid udenfor. Hvorfor åbner jeg dig ikke ind hvor jeg tørster efter dig? Hvor jeg tørster efter din lyd din duft dine farver. Din krops tyngde. Varmen. Din hud mod mine hænder. Hvorfor åbner jeg ikke min verden mod dit væsens given sig hen? Ved jeg ikke hvordan man tager imod eller vil jeg ikke risikere den sårbarhed det koster at tage imod en skænket nærhed.

Molen

Bølgeslag mod molen Skumsprøjt Min tomme hånd Og din Regnbuens segl i dit øje

Nul kredit

Du får ikke mere nu. Jeg har sat pris på min kærlighed. Resten er din omgang. Jeg har været som den vinduesløse, der hovedløst bar solskin ind i mørket. Et ordentligt hus skal have vinduer.

Offeret

Alt hvad jeg ejer har jeg pakket sammen i ét blik som jeg planter for dine fødder Du ænser det ikke før mit offer har omslynget dig tæt i et ubrydeligt greb

Ophold

Trætop Fugl Klapren fra flygtende vinger og du min elskede. Det sner Tøsjap der rammer den dyngvåde jord og bliver borte.

Parløb

Du løber lidt foran mig, men vi følges ad på de sædvanlige 5 km gennem morgenduggen. Landskabet skønhed og vores småsnak blander sig til en rolig meditation. Din slanke skikkelse lidt foran men vi følges ad og først den sidste km følger du din krops lyst og strækker ud. Du er hjemme et minut før mig og da jeg åbner døren til badeværelset står du allerede under bruseren og lader vandet plaske ned over din dampende krop. Hurtigt får jeg tøjet af og trykker mig ind til dig. Lægger hovedet til dit hårede bryst og griner. Vi klarede den. Skal vi tage 20 år til?

Snore

Snore af sølv holder månen fast over vore ord der får mod til at svæve væk gennem mørket Stilheden væver med guldsnor i nat og spænder bro over kløfter

Steppebrand

Sorte stammer røde valmuer foran. Som ild mod øjet. En steppebrand mod dit bryst.

Til dig

Lad mig sige det sådan fordi det er den måde jeg kan beskrive min virkelighed på lige nu: Er verden et beklumret kælderrum med ét lufthul hvorigennem luften og lyset fra Guds morgenfriske verden strømmer levende ind, er det lufthul som du for mig.

To hjerter

Da du gav mig dit hjerte rakte du mig mit, du havde fundet et sted det ikke hørte til Da du gav mig dit hjerte gav du mig mig selv tilbage og gjorde mig hel September 2007

Tosomhed

Bag avisens barrikader drømmer jeg om et liv a-l-e-n-e! Under mig memorerer gulvtæppet dine seneste uforskammetheder. Dit lig hænger skændet fra lysekronen. Dit blod driver fra gardinerne og fra væggen smiler du posthumt ud over vort værk: Det fælles hjem.

Ved vinduet

Jeg lytter. Du kommer hen imod mig bagfra på nøgne fødder. Min ryg rækker armene ud mod dig og smiler da du blidt trykker dig ind mod mig. Under min arm kigger du ud på marken.

Vi

Min kind mod din. Min hånd bag din nakke Lidt senere dine læber mod mine. Dit sind i mit og verden ånder for os alene.

Vore hænders spor

Vore spor over den hvide flade altid tæt Nu ser vi dagen svinde Vore hænder sætter ingen spor

Om forfatteren

Frede Østergaard (f. 1945) er lærer og teologisk uddannet.

Han begyndte at skrive digte tidligt i livet, og forfatterskabet har udviklet sig over mere end seks årtier.

De første tekster blev skrevet og delt i mindre, uformelle sammenhænge, før de senere blev samlet og udgivet gennem Den Gamle Poet.

Andre samlinger