Omslag for Vejen

Vejen

Digte
Frede Østergaard

Kolofon

Vejen
© Frede Østergaard
Digtene er skrevet: 2004
Udgivet af Forlaget Den Gamle Poet, 2026

Om denne udgivelse:
Værket er tilgængeligt i flere formater via dengamlepoet.dk:
• Web-udgave (HTML)
• E-bog (EPUB) – ISBN: 978-87-85590-15-2
• Print/PDF-udgave

Digitale udgaver og kildefiler:
github.com/forlaget-den-gamle-poet/digte

Alle rettigheder forbeholdes



Øgler

De forventning der brækker vingerne ved at flyve imod virkeligheden forvandler sig let til hvæsende øgler 8. marts 2004

Økonomi

Han fik alt og til den rigtige pris undtaget livet der gik mens han sad og regnede den ud 6. april 2004

Afmagt

Som det er kan jeg intet gøre min indsats må være en anden måske bare den at bære glæden over livet der stædigt vil at jeg er til 3. april 2004

Bla bla

Hun sender effektivt men modtager så dårligt at hun i realiteten er samtaledøv 4. februar 2004

Blokeret

Så længe man tror at tilgivelse er en ret har man for fulde hænder til at tage imod 9. april 2004

Broen

Det var ikke fordi jeg lærte dig at kende for jeg genkendte dig straks Det var ikke kærlighed ved første blik men en genforening af to der så hinanden for første gang 18. marts 2004

Bøn

Lad mig se verden som den er når den ikke er forvansket af mine filtre Lad mig se med fluens facetterede blik og smage på livet med alle fluesanser Være stum i mørke huler Glide som en skygge over marker Følge lyset til havets bund og bide kulden under en stjerne på kanten af et fjeld Lad mig være en slange under ørkenens dæmon Sluge byttet på grænsen til døden og ånde min duft i takt med en viol halvvejs gemt under et hegn i marts Og lad mig sanse med kloden som den svinger sig om solen i sin bane mod sig selv 13. marts 2004

Cirkelen

Den er lille i dag Lægger sig tæt til kroppen og holder fast Andre dage er der mere plads men du har aldrig meget albuerum og må altid tage forbehold når du planlægger din aktivitet 22. februar 2004

Dæmoner

De har fundet mig og vil have det sjovt så selvom jeg ikke vil lege kan jeg lige så godt stå op og forsøge at låse for det der gør ondt hvis det slipper min ro og følger dem ud på nattens formørkede veje 15. marts 2004

Døren

Ingen afstand større end tykkelsen af en dør der har smidt nøglen væk og rustet sine hængsler Ingen smerte så tæt som frosset længsel der ikke vil tøs op 17. marts 2004

De ved

De ved det og har redegjort for det i alle slags skrifter De ved det og mangler kun sjældent ord men dín sandhed er kun skrevet ét sted og kan kun læses af én der ved hvordan man staver til sandhed med uplettet levende kærlighed 20. april 2004

Decoupage

Med den lille spidse klippede hun ham ud og lagde ham væk i en skuffe Skar ham af og låste ham inde På hans plads limede hun en tvilling, kyssede de to søstre og smed nøglen væk 6. marts 2004

Delagtiggjort

Du har lagt ring om, beslaglagt og nu sætter du angrebet ind på én der bare kom forbi 21. april 2004

Den

Den lagde sig om ham og trængte igennem hans celler Den kuplede ham op i is og gjorde ham til et håndterbart objekt Den greb hans sjæl og plantede den ud på toppen af et bjerg som ingen kunne nå I natten sprang den ud og lyste som en stjerne der langsomt blev slukket af dagens grå 7. marts 2004

Dommen

Bag dine korsfæstende ord ser jeg dit ansigt og ved jeg er fri 28. februar 2004

Dryp

Lyset tindrer dråbens beslutsomhed og lader sig falde ind i mørket 10. marts 2004

Ensretning

Man kan godt få mange viljer til at rette ind efter en men først når alle viljer af natur strømmer i samme retning bliver der fred 19. april 2004

Erkendelse

Undervejs gik det op for ham at han ikke vidste hvor han skulle hen og i hvilket ærinde han var ude Ved nærmere eftertanke stod det ham klart at han ikke anede hvem han var eller hvor han kom fra Da den første fodgænger gik lige igennem var det et chok men selv den slags bliver hurtigt en vane 12. marts 2004

Evighed

Der er altid en chance bag horisonten bag tapetet i et tilfældigt smil Der er altid en ny vej et sted på ruten der fører til stedet hvor kortene blandes og deles om igen indtil det evige øjeblik hvor alt løber sammen i fælles vilje der ikke kender til mulighed 2. april 2004

Faciliteter

Det er nyt velindrettet og funktionelt Der er det hele men latteren flyttede ikke med Den nære fortrolighed gennem et langt liv eller skridtene fra den anden stue Lyden af bøjlen når hun hængte sin frakke og kom hjem

Flamberet

Hun var utroligt intelligent Man hørte det på hendes gakken der blev til skræppen når hun var tændt 30. marts 2004

For sent

Det er for sent at tage din hånd Det øjeblik der stod parat med forventningsfulde øjne måtte følge tidens gang og blev afløst af et andet der ikke er med på den slags pjank 17. april 2004

Forår

Mens træet sprang ud gjorde hun orden i sine skuffer fjernede sine tåreting og lukkede sit hjerte af Nøglen deponerede hun hos en bekendt Der var ingen planter at vande 14. februar 2004

Forligelse

Du rækker mig hånden med det tilhørende smil Du siger de forkromede ord og spiller bolden over til mig Jeg dribler frem og tilbage uden mål fordi jeg ikke kan finde dit hjerte 11. februar 2004

Forlis

Som en duvende ballon drivende ind i mørket forsvinder dagens lyseste drøm og skimler et frostkys på tankens forlis Nøgne grene griber kulden og holder fast 5. marts 2004

Forsvar

Det eneste forsvar mod mørket er glæden over lyset og tilliden til den der gav det magt 13. april 2004

Forår

Lærker hængt op over engen Små bølger der sætter lyd på lyset og fuglestatister i lange streger mod himlen der rammer den forårsblå så tæt at vi et øjeblik glemmer fornuften sluger evighed i store lunser slipper jorden og lader os drive væk som små dovne skyer der kun har travlt med at være til 16. april 2004

Fremad

De vil frem - ikke sinkes af de svage Morgenlyset forgylder de beslutsommes færd og kaster skyggerne bagud til mørket 25. marts 2004

Frugt

Barnet på hans skulder plukker den frugt han ikke kan nå De ler mellem kloder og skønt han ved det bliver vinter har han mistet sin angst og sin trang til at ville forstå 10. april 2004

Gourmet

Han har ikke opfundet den dybe tallerken men bruger den virtuost 22.marts 2004

Grænse

Udenfor flyver flagene i vinden og slår smæld over deres indgang og udgang Styrede ansigters øjne filtrerer indtryk skaber afstand holder fast Gennem hylden med kager i cellofan flytter han sin grænse ud bag et passende offer 16. marts 2004

Gråd

Han græder- altså piller han løg Hans båd driver over den ugrædte sø i bjergets mørkeste hule 4. februar 2004

Gul

Uophørligt strømmer regnen ned over gaden der forsvarer sig med løsslupne lysglimt og svømmende spejle Grå silhuetter ser ingenting sammenfoldede som knive på jagt efter tørre lommer Løsrevet en gul kjole under en opspærret mund der sluger den himmelske saft 27. marts 2004

Gummi

Huset har mure af gummi og skillevægge af stål Det er svært når det blæser eller når nogen skrider over grænsen for hvor langt man kan gå 26. marts 2004

Hallooo

Mon skaberen har lommer i tøjet han går og gemmer ting og sager i? Jeg er bange for jeg er røget i en gammel frakke han har glemt han har puttet noget i 24.februar 2004

Haps

Afmægtig bed han sig fast i tiden og forsøgte at hænge på men slap med livsangst i munden gav op og fangede en sommerfugl i flugt mod det åbne hav 29. marts 2004

Helliget

I den potente morgen hører jeg mågerne skrige dagen ind over de dorske huse Jeg hører lågene flyve af æskerne i det gyldne lys og da gardinerne glider til side for livet tændes mit blik af de skarpe brande på fuglefjeldenes altaner Helliget afventer verden vores berøring 27. februar 2004

Henstand

Jeg ved godt det er løgn men alligevel giver jeg mig hen til den sarteste drøm og lader mig løfte over sidste betalingsdato der må finde mig hvis den kan 2. marts 2004

Hoppet

Vi hopper gennem dagen på sten der kan bære og fortsætter gennem livet til vi falder ned i evigheden og forener os med det vi troede vi var hoppet fra 24. februar 2004

Hvaler

Han gik langs havet på kanten af gule klinter og så de små hvaler der legede mellem skumtoppene nedenfor I årene efter fulgte de hans hjerte og da tiden kom dykkede han ind i sin erindring og fulgte dem ud mod det åbne hav 23. marts 2004

I kærlighed

Hun kender ikke resultatet men man taler til hende som til et barn der ikke skal med 18. februar 2004

Indsats

Der kan komme et øjeblik hvor man har lyst til at lukke øjnene og lade verden falde og somme tider er det netop det der skal til 14. april 2004

Kløver

Som forladt af Gud af mennesker bøjer han sig og plukker en kløver Sådan var det altså for mig tænker han og ser sig omkring 1. marts 2004

Klip

Nogen har klippet ham fri af hans baggrund og limet ham fast til en anden der ikke har tænkt sig at tage imod Et sted er der hul men her er han bare et lag uden på 16. februar 2004

Konversation

Hun blev angst for stilheden omkring sig og skruede op for sin talestrøm som var den en bro der kunne føre hende over selskabets resignation 31. marts 2004

Løsladt

Uvarslet opstod et hul i tiden og han blev fanget ved et fodgængerfelt og hængt på knage i intetheden der havde et andet perspektiv end han På ryggen af et sekund fløj han fri af sine sanser og da dagen flød ind i timen så han medmennesker ved det grønne lys og sammen gik de over gaden Han vidste de var uden lænker 9. marts 2004

Meteor

Vi mødes i tiden og brænder op i bratte flænger i mørket 3. marts 2004

Morgen

Mørket indeni har ingen respekt for fuglesang 12. april 2004

Morgenben

På kanten af dagen balancerer jeg natten på plads i dens rum På morgenben snubler jeg over månen der har sat sig fast mellem hemmelige drømme og en lille pose forbuden frugt 4. april 2004

Morgenfrugt

Som modne frugter hænger de parat til at lade sig plukke En bitter erkendelse over en svulmende tvivl En håndfuld glæde ved siden af en fuldvoksen vrede En stor skam og allerøverst en tynd sorg der fanger de første glimt af sol 13. februar 2004

Morgensølv

Morgenens sølvskære overtræk glider på plads Dybrød hæves solen bag byens tårne Natten fejes sammen i bunker og køres væk Om lidt slippes lydene løs på den bløde stilhed 19. marts 2004

Mosaik

Vi aflæser spor i virkeligheden afkoder information og gør den tilgængelig for betragteren der tilrettelægger sandheden og lægger den på plads i mosaikken 5. april 2004

Nødpost

Hjertet banker på og morser et budskab jeg ikke forstår Alligevel fatter jeg min skrøbelighed og svinder ind til en bøn der flakser rundt uden sans for adressen der er skrevet godt gemt med småt et sted hvor ingen plejer at kigge 4. marts 2004

Nar

Jeg vil ikke men har gjort det mellem to hjerteslag Jeg vil ikke eller er det mit hjerte jeg holder for nar 11. marts 2004

Og dog…

er øjnene anbragt så de ser væk fra en selv 8. februar 2004

Online

Han bærer stemmerne med sig som værn mod den ene han ikke vil høre Han taster nummeret på livet for ikke at gå fortabt 23. februar 2004

Ord

Som snefnug svæver mine ord gennem din stilhed og lægger tæppe over sommerens udtømte kraft 17. februar 2004

Over

Ikke kroppen eller sindet Ikke orkestret eller partituret Ikke lærredet eller farverne Livet er og et øjeblik griber det materien og løfter den ind i lyset 11. april 2004

Regnskab

Der er noget på færde med dagen i dag Jeg mærker den har en hensigt Stemningen er i eksamenstøj og venter foran en stålsat dør der pønser på sit spørgsmål 9. februar 2004

Selvportræt

Hun har et billede af sig selv som en kvinde man ikke siger imod Rammen er helt ude af proportion men det fortæller man ikke en stor kanon

Sidste afleveringsdato

Når man skal levere livet tilbage er det spændende om der stilles nogen spørgsmål Forhåbentlig er der ikke tale om erstatningsansvar for slid og mangler for der er vel ligesom ikke noget at betale med 23. april 2004

Skøjteløb

Vi skøjter over papirtynd tilfældighed på kanten af et sekund i troen på at vore kræfter skiller os fra dem der faldt Vi genkender ikke de fremstrakte håb der kanter vejen frem men holder kraften i den tætte balance vores sikkerhed har skabt 6. februar 2004

Skyggen

Med blinde øjne og døve ører varmer vi os hos hinanden til skyggen af løgnen bliver så indædt kold at den lammer vores længsel 8. april 2004

Stil

Jeg har taget min glæde på men kan godt se den ikke passer så jeg hænger den væk igen og finder min skuffelse frem som altid er pæn og står godt til hvad som helst dagen har på - og så kræver den ingen grimasser 24. marts 2004

Stilhed

Stilheden den indvendige og den udvendige der ikke nødvendigvis følges ad men brydes i et felt mellem bevidsthed og drøm Stilheden mellem støvdragerne på en udsprunget blomst der gløder rummet mellem virkelighed og fantasi Stilheden mellem to bebyrdede med følelser der er faldet til ro eller ikke vil tillade livet at strømme frit Stilheden der lægger sig tæt om en død som en kokon der er vævet af liv der er forbi Fravær af latente muligheder ventende på at fuldbyrde deres tid Stilhed emballeret i støj En tankes magtfulde evne til liv hvor det ikke var forudset 21. marts 2004

Stjernesæd

Tænk om man kunne plukke stjernerne og stø¸ dem ud som perler hvor man gik Gå en tur på mælkevejen i det bløde lys fra universets sære spørgsmålstegn mens man stadig havde jorden under sig som rugemor for himlens sæd 1. april 2004

Sult

Jeg sulter efter at være dit daglige brød men frygter jeg ikke er nok 25. februar 2004

Tabt

Det forbudt land ligger øde hen End ikke en tanke strejfer dets flader Og floden der bærer den tungeste last fremviser intet spor Grænsen bevogtes af flammende håb 20. marts 2004

Tabt

Han blev afstand og lod sine øjne være spejle før han hældte sig i solen Men skyggen af hans skygge er her endnu 7. februar 2004

Træet

De hænger parat på grenene og lader sig bruge falder de af kommer de vel igen så længe kraften kan skabe et forår af et piblende vinterhjerte 12. februar 2004

Trafikfilm

Daglige bekymringer lægger sig som trafikfilm på forruden og slører mit udsyn Det kommer der af at se verden bag glas på sikker afstand af frodig regn og foretagsomt levende pløre 14. marts 2004

Uafvænnelig

Hvad bryder kærlighed sig om paver 18. april 2004

Udvalgsmødet

Han var der med et halvt hjerte men havde rutineret garderet sig med en skjult dagsorden og et par knive i ærmerne Selerne og livremmen sikrede ham mod at blive taget med bukserne nede og kun for et syns skyld smagte han på de rævekager der blev budt om af mennesker med øjne i nakken 15. februar 2004

Under isen

Øjnene under isen ser og ser men lader intet trænge igennem til uudgrundeligheden Dybt under fladen vokser en rød tulipan af den dyndede bund i ly af smertens blade Et strejf af den fjerne sol tegner gyldne streger i det strenge mørke 29. februar 2004

Vagten

Han stivner alle udtryk Siger kun nødvendige ord på vagt ved den knyttede by Mellem hans bryn løber en fure som en sprække i såret træ 22. april 2004

Vejen

Landet udstrakt i havet Himlen og vejen der løber sammen et sted i vores længsel efter kontinuitet Lavthængende skyers balance ad nødvendige baner skriver dagsorden for dage vi kun kan tage imod 12. januar 2004

Vejen hjem

Med hav på begge sider går vi lige ind i himlen Mellem drivende skyer finder vi vejen hjem og på randen af et terneskrig forstår vi at vi nær var gået fejl af livet og hinanden 20. februar 2004

Velsignelse

Ingen græder over kronbladenes fald mens frugten vokser sig nøgen for skjul 15. april 2004

Verden

Nogle blev jorden jeg står på Andre udgør min baggrund mens en flok fløj over mit hoved og synger fra det højeste træ i haven 26. februar 2004

Vi

Hun sætter sig ved siden af ham og klistrer hans billede over det ansigt hun ikke vil se Hun imiterer hans stemme og overspiller smertens lyd mens hun tager hans hånd og lader den stryge sin 7. april 2004

Om forfatteren

Frede Østergaard (f. 1945) er lærer og teologisk uddannet.

Han begyndte at skrive digte tidligt i livet, og forfatterskabet har udviklet sig over mere end seks årtier.

De første tekster blev skrevet og delt i mindre, uformelle sammenhænge, før de senere blev samlet og udgivet gennem Den Gamle Poet.


Andre samlinger