Omslag for Vækst

Vækst

Digte
Frede Østergaard

Kolofon

Vækst
© Frede Østergaard
Digtene er skrevet: 2003
Udgivet af Forlaget Den Gamle Poet, 2026

Om denne udgivelse:
Værket er tilgængeligt i flere formater via dengamlepoet.dk:
• Web-udgave (HTML)
• E-bog (EPUB) – ISBN: 978-87-85590-10-7
• Print/PDF-udgave

Digitale udgaver og kildefiler:
github.com/forlaget-den-gamle-poet/digte

Alle rettigheder forbeholdes



Arkitektur

Træer står kun på række af pligt. Fordømtes grønne kolonner lever betonblokkes drøm om natur. Placeret Behandlet Beskåret

Bevægelse

Vigtigt er at kende tiden. Vide hvornår du skal gå. Ikke som blade fanget af blæsten lade dig føre i viljeløst bånd. Gå før angsten for at miste gør dig til halvhjertethedens udslugte fange.

Forstår du?

Al verdens skønhed er samlet i et ord. Et eneste simpelt dagligdags ord du har sagt så mange gange men glemt igen. Den dag jeg finder det ord holder jeg op med at tale.

Fundamenter

Svaret på alle dine spørgsmål findes godt nok, men ikke der, hvor du søger dem. Hvad hjælper det at spørge mod vinden. Svaret på alle dine spørgsmål ligger lige for, under dig, men dækket af hele dit livs muldlag, som du kalder slagger men som er muld, der lever dig lige nu og nedenunder ligger dine fundamenter, der afstiver hele dit væsens omfang og viser dig vildnissets veje.

Inspiration

Der er hul ind i evigheden og et sært budskab finder vej til et sind der måske intet forstår men føler sig presset til at række videre i et udtryk andre må folde ud. Forpinte uklare øjeblikke der sætter din handling i stå.

Mig

Der er den lille fede, grinende budda i maven Utøjlelig Der er den gamle grå dødning bagved og et eller andet sted i sit eget rum den lille lyshårede dreng det er synd for Hvor er den voksne ansvarlige mand? Er det mig?

Puslespil

Angsten for at skulle leve den falske lykke krydser min vej. Jeg vil være uerstattelig og hel. Jeg samler glasskår af det jeg har smadret.

Smerte

Angsten for smerten er ofte større end smerten selv Dog gives der smerter selv angsten ikke fik sporet dybden af

Om forfatteren

Frede Østergaard (f. 1945) er lærer og teologisk uddannet.

Han begyndte at skrive digte tidligt i livet, og forfatterskabet har udviklet sig over mere end seks årtier.

De første tekster blev skrevet og delt i mindre, uformelle sammenhænge, før de senere blev samlet og udgivet gennem Den Gamle Poet.


Andre samlinger