Om denne udgivelse:
Værket er tilgængeligt i flere formater via dengamlepoet.dk:
• Web-udgave (HTML)
• E-bog (EPUB) – ISBN: 978-87-85590-08-4
• Print/PDF-udgave
Enhver plante vil
forsøge at indtage den
plads den har behov
for
Vi mennesker er
højere udviklet så
derfor ser man ikke på
vort niveau individer
der presses af
artsfæller
Aflysning
Intet fungerer i dag
beklager
Knæene aflyser
samarbejdet med
kroppen der kun
vil ligge på grund af
uoverkommelighed
Maven protesterer
tungt over vanskelige
forhold mens hjernen
er ramt af morgenchok
Der er i det hele
taget ikke noget at
komme efter
Dagen får intet at
gøre her
At drages med døden
Hun havde lagt sig
med pilleglasset
Nu skulle døden have
det sidste ord
Indkroget i sit eget
mørke mærkede hun
forvirret at hun -
skulle - og
efter bitter kamp med
kroppen måtte hun
stå op og
overgive sig til
dens krav
Og da hun så
var oppe kunne hun jo
ligeså godt tage
livet med
10. februar 2004
At gøre myg til elefanter
Nu skal man jo
ikke gøre myg til
elefanter
men hvis det nu
skete alligevel
at myg blot blev på
størrelse med
elefanter men ellers
blev ved med at være dem
de var så kunne det jo
godt være der var et
synspunkt eller to der
skulle revideres og en
lov eller måske flere der
skulle justeres for at
klare problemerne med
de store dyr der vel fik
behov for en stærkt forøget
mængde blod ligesom man
må antage at myggestik
ville udgøre en ny trussel for
de stakler der skulle lægge
krop til
Myggesværme i
sommernatten ville
blive et nyt eksotisk
indslag i naturen der nok
ville kunne få en til at spærre
øjnene op for ikke at
tale om ørerne der skulle
klare en støj der utvivlsomt
ville være overdøvende
Vi ville for første gang
opleve at kunne se en
myg i øjnene og få et
helt nyt indblik i de uhyre
skabningers sjæleliv
At klaske en myg og tvære den
flad ville nok være en
uddøende sport der kun
kunne udøves af
specialister
Det er i grunden ikke meget der
skal til for at ændre ens liv
ret voldsomt
For eksempel bare det at
gøre myg til
elefanter
Babymagt
Det er i de få
øjeblikke vi har
held til at
distancere den indre
baby vi formår at
spille voksne –
men i det lange løb er det
babyen der vinder og
når alt kommer til alt er
det vel derfor der
stadig findes rester af
livsrum i verden
Besynderligt
Ja hun har da
godt nok en stor
næsen -
men at den i
den grad skulle tage
udsynet fra hende
er ikke til at
forstå
Blufærdig
Sandheden er for
blufærdig til at
optræde nøgen
hvorfor man oftest
ser den iklædt et
passende kostume
Brolæggeren
Hun talte så
højt og så
længe at begge
mine ører
faldt af
Først bagefter
så jeg den
brolagte vej der
voksede i hendes
spor
Budgetforlig
Når den sidste
frikadelle er
ædt er det
for sent at
lange til
fadet
De siger
Vil du angribe direkte
undgår du ikke
at forholde dig til
sandhedens spejl
Et udspredt rygte
ser ingen i
øjnene og gør
sit arbejde uden
kamp
Den omvendte
Hvor er det
ærgerligt jeg har
brugt så meget
tid på at iagttage og
kritisere det, det er
så sjovt at gøre
Den søgende
Han søgte
originalitet
men fandt den
aldrig da
han ikke kendte
den præcise
definition
24. februar 2004
Den svævende mand
Ved at hæve sig op
over alt der krævede
holdning undgik han
svævende at vælge side og
vandt almindelig beundring
som en meget klog mand
Divaen
Hun var altid
på -
selv bag den
låste dør på
toilettet
10. februar 2004
Drømmefangeren
Hvor der er en vilje
er der en vej
og lige børn leger bedst
Man ved da
den korteste vej til målet
er at håbe lidt
og gøre meget
Husk du er stærkest alene
de små potter
har også ører
og som herre så svend
Sæt tæring efter næring
Tidligt op
og tidligt i seng
det er sundt for en lille dreng
for slet ikke at sige
en sød
lille pige
Som du sår
skal du høste
så den kommer også frem
som ager med stude
Sæt ølse for
og ølse bag
pølsen har dog
samme smag
Drivhus
En familie kan
være det
drivhus der
gør det muligt at
overleve en
kold vinter
-men uden en
kyndig gartner
er der nok flere
chancer udenfor
Efter festen
Den har indtaget
universet og
korsfæstet kroppen
til madrassen
vender han
hovedet
farer den op
og vil ud
Eftermæle
De kaldte ham
et fæ så
det var han
jo nok
Hans største
talent var
hans kærlighed
til mennesker
Efterspil
Alligevel er der
nok tilbage til en
lille fest
En portion glæde
Lidt fremtidstro
Det går sgu nok
Der er en hel flaske
kærlighed
En udstrakt hånd
Så enkelt at
markere sin
uafhængighed
Så naturligt at
forsvare en
truet frihed
Så let at rejse
palisader
Så umuligt at
række hånden frem
til forsoning
Endelig
Jeg har sat filter i
min telefon
der spærrer for
opkald fra dem der vil
skrive min dagsorden
Min brevsprække er
programmeret til at
sønderrive
henvendelser fra
folk der vil
forbruge mit liv
Og allerede havelågen
nægter adgang for enhver
der forsøger at gå ind
uden vilje til at dele
min virkelighed et
øjeblik
Endelig er jeg
gammel nok til
at plukke livet
selv med egne
hænder
Erindring
Efter hans pludselige
død på stien langs
søen huskede hun at
han godt nok havde
sagt engang at han
ville gå med hende til
verdens ende
Et eventyr om udeengle og
hjemmedjævle
Efter års ensomhed mødte
han sit alter ego i
en skøn kvindes
krop
Når engle mødes, går det
stærkt
De flyttede sammen
i den første nat og
levede i Helvede til
deres dages ende
Et spørgsmål om pris
Det var jo det med
kærligheden
Han troede det var når
nogen viste ham
opmærksomhed
Ja i grunden var han til
salg for et første
vurderende blik
24. februar 2004
Fokus
Han fik øje på
døden og
glemte livet der dog
leveres pakket i
evighedsgavepapir
For højt oppe
Halvvejs til
månen vendte
jeg om og
skiftede til en
retvendt stråle der
næsten for
nænsomt fik mig
hjem til den
bofaste dag der
uden at tøve
åbnede favnen for
flaksende øjne og
glødende ører
For sent
Når den hårfine
revne har åbnet
munden til et
brølende gab er
det for sent at
glatte ud
Forførelse
Ønskerne svirrer lavt over
mulighederne og
lokker dem til
aktivitet
Forræder
Der er ikke
ringeste tvivl i
mit sind
den satan skal
få når jeg ser
ham
Da jeg står foran
ham er tungen
lam og munden-
min Judas -
den smiler
Fri
Den frie fugl fløj
højt over
servitutter og panthæftelser
med et skadefro skrig
Grundigt havde den fralagt sig
sine ansvar
og sikret sin frihed
med skyldæg i alles reder
Beboerne ville
med tiden udruge
små byrder, hæftelser og
forpligtelser
der på ingen tid ville
vokse til og for altid
stække deres kraft
Frisuren
Da hun omsider
mødte forklaringen på
mislydene i familien
afslog hun
resolut indsigten der
spolerede hendes
syn på nære
personer
Sammenbidt
reparerede hun
frisurens opsætning med
hårde strøg
Fyldt
Han var så
fuld af sig selv at
der ikke var
plads til andet
Fædrenes synder
Hendes baggrund
var så broget at
det var svært at
få øje på hende
Fællesskabet
Vi er fælles om det meste
Deler alt med hinanden
Lever under samme kår
De forskelle der er
er i grunde ikke forskelle
men nuancer
som farven på vores hår
Vi er i samme båd
det ved vi
og derfor kæmper vi hårdt om
pladsen først i
køen
for fordi vi er fælles om det meste
er det ikke alle
som står
bagest i køen
der får
Genbesætning
Vi er her jo
side om side en
stund indtil
andre overtager
vore pladser og
afspiller deres
version
Håb forude
Lider du under
vægten af en
alt for stor
familie -
Så vent til du
har været part i den
første arvesag
Hør her - Makker
Når man møder
en fremmed
kan man til tider
ane et billede af
sig selv
Jeg kan ikke fordrage
det jeg fornemmer
når du sidder og
kigger på mig
Himmelfart
At flyve til
himlen på
rosa vinger er
let nok -
Det er
landingen på
jorden der
er problemet
Hjemsøgt
Der var de sygdomme han
ikke havde hørt om og
dem der ikke havde
hørt om ham
- men ellers var han
hårdt ramt
Hundred og en
Livet kan beslutte at
sætte dig over for
valget mellem
hundred procent kærlighed
og
hundred procent kærlighed
Smerten kan lære dig at
der findes kærlighed med
en styrke på hundred og en
Husråd
En god hovedpude
er stoppet med
andres skyld
Hvaler
Det siges at
hvaler kommunikerer
over hundredevis af
kilometer
Hvorfor hører du
ikke min smerte
Jeg er enoghalvfjerds
centimeter væk
Hvor?
Som barn var
hun bange for at
blive væk fra
sin mor
Senere i livet lærte hun
at det er værre at
blive væk fra
sig selv og ikke
vide hvor man blev af
selvom man sidder
derhjemme
Hysterisk
Er der da ikke nogen der
kan lukke kæften på den
hysteriske køter der står og
skaber sig dagen lang
Den må jo være syg i
hovedet af at være
lukket inde bag
ligusterhække og palisader mens
det eneste den kan tænke på er
frække damer og fri adgang til at
lette ben men det er altså
forbandet at høre på når
man går her hele dagen og
har nok at gøre med
at holde det hele pænt
I al anstændighed
Jeg ved jeg
med tiden vil
begå et
overgreb mod
dig men
først vil jeg
arbejde på at
fremstille dig i
et lys der
får alle til at
indse at jeg ikke
havde andet
valg
I al beskedenhed
Så er det jeg har
tænkt over om
det er sådan at
der er nogen der
har noget imod at
jeg sidder foran når
vi kører derover men
hvis der er nogen der
gerne vil sidde der så
sidder jeg ligeså gerne
bagi det har jeg ikke
spor imod det
er bare sådan at
jeg let bliver
køresyg hvis jeg
ikke sidder foran men
I må endelig sige til hvis
I hellere vil sidde foran for
jeg klarer det sagtens bagi jeg
kigger bare langt ud ligesom
når jeg er ude og sejle så
mærker jeg ikke det
mindste og man sidder jo
godt beskyttet bagi
men nu siger I altså til jeg
vil ikke være til
besvær for nogen
Integration
Han var godt nok
sort men så
optaget af at
tilpasse sig de
hvide at nogle tog
fejl og
forvekslede ham med
en programmeret
albino
Ja hvem ved
Som ung blev han
spået at han ville
ende sit liv som
en stor vismand
Livet igennem blev
han behandlet for
en psykisk lidelse der
gav ham en fremtræden
som en skæv kopi af
paven parret med
Dalai Lama
Ja ja da
Hun efterstræbte ham
utrætteligt til
han gav op og
lod sig blive hendes
hustyran
11.januar 2004
Kaffemik
Verdensordenen
lægger sig tungt om
min hals og
forlanger lyd
Verdensfreden og
den globale opvarmning
står parat med
grundvandets forgiftning og
kræver svar mens det
evige liv
hvisler ondt fra
kulissen
Er der noget
nogen har glemt?
Jeg ser mig omkring
efter hjælp fra
familiens problemer
for slet ikke at tale om
økonomien der som altid
stikker hovedet i
busken og lader som
ingenting
Jeg smider min glæde over
livet på bordet men indser
det er ingenting mod
al landsens ulykker der
sidder til bords med
en rødmende skam over
et livs resultater der
tier og tæller på
en hånd mellem
tilværelsens onde tanter der
ikke giver op før
tallerkenen er
tom
Karakterbrist
Stilheden har det
med at stille
ubehagelige
spørgsmål
Kludetæppet
Hun lignede sin
farmor til
forveksling
havde sin haveinteresse fra
sin far
sine kulinariske evner fra sin
mor mens et lidt vel
fantasifuldt træk kom
fra hendes oldefar der
var kendt som en stor fortæller
En fjern tante have skænket hende
appetit på kønne mandfolk mens
hendes udprægede trang til
kommunikation mentes at
udspringe fra en oldemor på
moderens side
Således begavet slog hun sig ned i
sofaen med en kop te hyllet i
sit kludetæppe
Hendes trang til
magelighed stammede fra
en tante der heller ikke
hørte til de slanke
Kommentar
Om du så kvækker hele telefonbogen
af dig
eller udvalgte dele af
Nudansk Ordbog
parret med indholdet af
Fremmedordbogen
sovset rundt i Psykologisk Håndbog
kan du spare dig
Dit intellektuelt
manipulerede budskab er
galende ligegyldigt
og så kunstigt
arrangeret
at mine ører
byder sig skamløst til for
hvem som helst
der hvisker bare ét
purt barnligt ord
der er ægtefødt af hjertet
Kontrollant
At føle tanker eller
at tænke følelser er
farlige discipliner der
har skadet mange
Tanker skal tænkes og
følelser føles men det er
obligatorisk for
begge at være den
andens kontrollant
Kursændring?
Du
mit vidne
- hvis du er der
et sted
Du ved jeg
har stræbt efter
kærlighed
Se hvordan
det gik
Måske skulle jeg
prøve at
hade lidt
Livsløbet
Midt på ruten sprang
kæden af og han
måtte gå resten af
vejen hjem mens
de øvrige deltagere
en efter en kørte
forbi med glade
smil
21-12-2003
Lydløs
Så let som
ingenting fløj
sætningen af sted og
plantede en sten i
hjertet på én der
havde håbet på en
god dag
Den blev aldrig
udtalt
Lykken den er…
Han var godt
gift -
cyklede altid
bagest i
modvind
Lys
Vil du finde lys
må du afsøge
mørket
Måske
Sædvane holder
møde med
tradition om et
fælles fodslag
mens plejer smiler fra
væggen
Fremtid er på
prøve
Medmennesker
Først er vi sønner og
døtre så
bliver vi fædre og
mødre
Måske oplever vi
at blive børnenes
børn til sidst og
undgår helt at
være hinandens
medmennesker
4.september 2003
Ministerfruen
Han havde giftet sig
med den yndigste
lille spurv der nu
måtte tage timer i
tranedans
Misundelse
Dyr skider
Mennesker har
afføring
Alligevel blev jeg
misundelig da jeg
så den lort
naboens Pølle
plantede på
mit fortov
Moders hånd
Hun var stærk i
rollen som
mor
Bankede med
lethed både
mand og børn
24. februar 2004
Modvind
I kampen med vinden der
altid var imod
opdagede du ikke at
du for hvert skridt frem
lagde et skridt til
afstanden mellem os
Mor
De havde ingen
børn
Det ville aldrig gå
Han have selv brug for
al den omsorg der
var at få
10. februar 2004
Museum
På museet stod
servicet Marie Antoinette brugte
i sit fangenskab før hun fik hovedet hugget af
Hendes følelser i den anledning
var dog ikke at se og
ikke en tanke undslap
det brugte stel
Kopperne overlevede hele nok
deres hovedløse dronning
skønt hun med hovedet intakt
næppe skænkede dem en tanke
Hvor dronningen er
ved jeg ikke
men porcelænet findes altså
og kan beskues
så ofte nogen løser billet
Myrer
Da hun indså at der
fra hende selv var
lige langt i alle
retninger satte hun sig
fornøjet i centrum og
bed en luns af
livet som hun
nød mens hun dovent
betragtede mylderet af
myrer på
terrassens slidte
fliser
Næsten
Jeg var
fuld
i går
Jeg er
ikke fuld
i dag
Men jeg vil nok
være fuld
i morgen
igen
18. januar 2004
Nå sådan
De fleste ved at
livet sluttes af
døden
Alligevel lever
vi som om vi
har indtaget
det evige liv og
det er måske
netop det der er
livets mening
Nåde
Der findes
emner man har
lov til ikke at
have en
menig om
- f.eks. dem
man ikke har
indsigt i
Notat
Set ud fra en
kølig betragtning er der
ikke meget at
bemærke -
men hun har jo altid haft
et ildfuldt blik
December 2004
Om kærlighed og bytteleg
Hvis jeg var dig
og du var mig
kunne vi elske hinanden som nu
Jeg elsker dig
og du
mig
Elsker du mig, elsker jeg dig
Hvis jeg var dig
som mig i dig
og du var mig
som dig i mig
kunne vi elske os selv
i hinanden
Elsker du mig, elsker du dig
Elsker jeg dig, elsker jeg mig
Du skal elske din næste som dig selv
Det er vel bedst
hvis jeg er mig
og du er dig
og kærligheden
ingen bytteleg
Jeg elsker dig.
Elsker du mig?
Omsider
Efter et langt livs
ambition
går man sin
afmægtighed i
møde og byder
den velkommen
Op og ned
Tæppet gik op for
virkeligheden og
ned for illusionen
Opskrifter
Du gør som
anvist og
kommer frem til
et resultat der
til forveksling ligner
hvad du blev
lovet men
indser at du intet
har at gøre her
hvor du ikke
genkender dit eget
landskab der
solsvedent venter din
forløsende regn
Oserinden
Der var ikke
tale om at hun
på nogen måde
forsøgte at skabe
et forkert indtryk
Nærmest ved et
uheld gled hun
over i en fornem
frues attitude der
næsten på egen
hånd gik i
realitetsforhandlinger
om en millionlejlighed
der dog heldigvis
viste sig at have et
køkken der vendte
mod nord
Man vender jo
ikke lige en
boligblok
Overfaldet
Den flyvende fedtklump
slog til igen da
den ramte mig
klistret midt på panden
drev ned over fyldige æblekinder
og formede yppige hængebryster
for efter en tid at falde til ro
i vuggende hofter
over fremfalden mave
alt båret frem
på latterligt tynde
ben.
Overflod
Der er stjerner nok
til os alle
så længe vi ikke kan
nå dem
Personlighed ?
Det du ser er
et lærred og
en projiceret
film
Kigger du efter
kan du gennem
overfladen ane en
lille person der
helt alene holder
showet i gang
Prædikanten
Han forkyndte
Guds vilje som
han forstod
bedre end
menneskets
virkelighed
Prinsen
Han var altid
prins
- også om
natten
Rådgiveren
Jeg er aldrig i tvivl om
hvad der bør gøres -
med mindre jeg selv
er involveret
10. februar 2004
Rationalisering
Ofte tager det
længere tid at
finde en undskyldning for
ikke at hjælpe end
det ville have gjort at
give en hånd med
Realisten
Bær hinandens
byrder -
men let på
jeres egen
først
Redskab
Måske er fortiden det
redskab du skal
bruge når du fra
nutiden forsøger at
påvirke fremtiden
Reformatoren
Resolut skar han
igennem til
sandheden og indså at
han havde misforstået
alt
27-12-2003
Rekord
Øjne løber
hurtigere end
ben —
også baglæns
Reportage - med indlagt stilbrud
Majestæten skred frem
ad det røde tæppe mod
det forventningsspændte
bånd
Det gyldne klip frosset i
blitzlys under
en konges hånd
Herefter vendte regenten
snuden direkte
hjem
(Denne tekst blev - med et vedlagt smil - sendt til en journalist ved Fyens Stiftstidende efter en reportage om royalt besøg i Odense)
Risikovurdering
Det, du selv yder,
er du sikker på.
Det, du forventer dig af
andre, er en
risikabel affære.
Risikovurdering
Giver du dig i
kast med en
gordisk knude
kan det ende med at
det er dig der
bliver hugget over
Rygrad
Da hun fandt en
hun kunne se op til
klatrede hun
behændigt op og
sprang ud i
røde roser
Så længe…
Så længe musikken spiller, kan der danses.
Sølvbrylluppet
Jo vist vandt du din
magtkamp men du
forstod aldrig at
dermed tabte vi alt
Saltvand
Det er vel med
kærligheden
som med
grundvandet
Hver gang du
overøser jorden
med salt stiger
det bitre lag
Samarbejde
At den Almægtiges
kærlighed er
adresseret til alle
er et tegn på
hans uansvarlighed
Det ved vi der
har rettet op og
defineret vores
forskellighed
Samarbejde
Saglige begrundelser
opmarcheret på
to rækker
gør holdt foran
den folkelige opinion der
længe har forsøgt at
finde et ståsted
På tværs af flugtvejen har
man anbragt en
folketingsmand der uden
at blinke kan åbne for
helvedes porte og
anvise vej til
Slaraffenland
Sammenhold
Skumfødt hilser du
lyset mens du krydser
sumpen stående på
ryggen af den du
har trådt ned i
sølet
Sammensat
Han var ikke så
høj og ligesom sat
sammen af to dele der
ikke passede til
hinanden
Det var udelukkende
den store der
førte ordet og man
kunne ikke lade
være med at
spekulere på hvad der
var blevet af resten af
den lille der måtte
nøjes med at
være ben
November 2004
Samspil
Vil kroppens organer
være singler
kollapser
universet
Sardin
Som en sardin i
sin dåse trækker hun i
egen saft mens hun
smager bitterheden til
sidste dråbe
Selvhjulpne
Selvhjulpne begyndelser til et
forehavende jeg ikke kan
godkende er allerede så
godt i gang at jeg for
et syns skyld må give
en hånd med
Alt tegner jo i øvrigt til
et heldigt resultat
Slikmund
Så længe man
kan forklare
alt ubehag som
andres skyld kan
man selv blive
siddende ved
konfektskålen
Snøren
Han havde levet sit
liv i et langt
fremadrettet kast
Da det blev tid at
trække linen ind
kom han i tvivl om
der var bid
Snusfornuft
Herregud
Er der noget at
være bange for?
Hvor var du et
år før du blev
født?
Spekulation
Hun ville
utvivlsomt have været
til inspiration for
Mother Theresa -
dersom denne havde
kendt til hendes
eksistens
Til gengæld ville nonnen vel
have taget vare på
den gæve kvindes børn og
hendes overtrætte mand
Stregen
Der er dem
på den ene
side og dem på
den anden
Dem med den
rigtige farve og dem
med den forkerte
Den rigtige mening ved altid
hvilken side den er på
som ret og uret der
mirakuløst af sig selv
finder hjem
Hvordan man kan
være på den forkerte
side er mig en gåde
der undgås når
man kaster et
blik over
stregen
Svigerinden 1
Hvad sagde jeg
Sagde jeg det ikke nok
og nu har vi skandalen
enhver kunne have
forudset at de ikke
havde råd
Og den bil ja
sådan noget koster
men de ligger som de
reder det er nu min
mening og har du så
hørt at de to hankaniner
har fået unger et rod over
det hele du behøver bare
kigge på køkkengulvet men
ikke mine ord igen
Svigerinden 2
Menuen
Og vi skal have
mørbrad fyldt
mørbrad med
persille den
skønneste persille jeg
selv har fyldt i en
lækker mørbrad og
pillekartofler små
pillede aspargeskartofler med
drys og ved du
hvad asier rigtig
hjemmesyltede asier som jeg
har købt på torvet og
syltet en hel lørdag det
bliver lækkert og så skal
vi have trifli vi
skal have trifli til
dessert kanontrifli med
sherry en dejlig
kanontrifli med
sherry fyldt mørbrad
fyldt mørbrad og kanontrifli
en rigtig skøn trifli
og kartofler med drys
Så menneskeligt
Rolig frue
rolig
Vi er ikke skabt som
engle - husk:
de har ingen
maver
Tømmermænd
Efter en lang aftens snak
sludren og tæt druk
er de tømmermænd der
kommer træskohamrende
på grund af spritten
de elskværdigste
Tarzan
Jeg må kaste mig ud af
stilheden og forsøge at
sætte foden på
et par nakker
Tortere luften med
hunkønshvin
Brøle mig larmende gennem
junglen og vælte et par
småbørn inden jeg igen kan
lade mig betjene af
alt det jeg må lade
ligge her
Thi kendes for ret
Hvis man absolut vil være
sine omgivelsers dommer
må man vel anstændigvis
opgive også at være
anklager og forsvarer
Tilgivelse
Alle
tilgiver jeg
Alt
Kun ikke dig
jeg forbrød mig
imod
Tja…
Lige så umuligt at
gendanne sin
fortid som
håbløst at
konservere sin
nutid
Fortid skal vel
forstås
Nutid leves og
fremtid tages
imod
Transport
De tungeste
byrder bæres i
hjertet
Trin
Vi går op ad
trapper andre
har opført
for at lægge
vore trin der
en dag bringer
nogen til en
ny etage
Tung
Det var en af de dage
der var gået i stå så
man selv måtte slide
ved hejseværket
Ulykke
Drømmen glemte at
tage sig i agt for
mulighederne og
blev slået til
skuffelse
Ved begravelsen
Familien bliver
lille, sagde hun
hændervridende
men overså at de
endnu levende
behandlede hinanden så
ufølsomt at flere i
følget skævede
langt efter
gravens privatliv
Verdensbilledet
Han stillede
sig i kreds om
sin kone indtil
hun troede
verden var
ham
Vurdering
Det er ufarligt at
kritisere detaljen
så længe man ikke
anfægter systemet
Januar 2005
tête-à-tête
Selvom der ikke
er langt over
bordet er der
isfjelde mellem
vore fikserede
kuverter så
intet budskab
når over de
kolde toppe bag
hvilke solen netop
gik ned
Om forfatteren
Frede Østergaard (f. 1945) er lærer og teologisk uddannet.
Han begyndte at skrive digte tidligt i livet, og forfatterskabet har udviklet sig over mere end seks årtier.
De første tekster blev skrevet og delt i mindre, uformelle sammenhænge, før de senere blev samlet og udgivet gennem Den Gamle Poet.