Fortvivlelse
Lyset forsvinder
i en sugende malstrøm
hvis centrum
hastigt
rykker nærmere
Dagslysets lykke
bortjages
af nattens rædsel
Rædslen for mørket
og ens eget jeg
Sandhedens stemme
råber spottende
håner
med sårende ord
Sandheden
hvor er dens rod?
Sandhed for dig
er måske
løgn for mig
Vinden rejser sig tudende
Regnen strømmer ned
og bliver til is
Sindets landeveje
brolægges med faldne lig
i tusindtal
Et øjeblik
er der stille
men stormen kommer igen
Den vender altid tilbage
og mørket vinder frem
Skal vi da evigt flygte
Evigt være på vej
mens vore fødder tramper
over skeletagtige døde?
Skal lykke altid
forjages
af skyggerne
der halter
gennem stormen
At være til
men ikke leve
Være åndepust af liv
Så sig det bare
Råb det højt
så alle mørkets skygger
rejser de indfaldne hoveder
Sig det mens stormen hvisler
så ordene bliver et
med blæsten
Sig
Det er forgæves
for mørket er dig selv
og regnen har du i dig
Du var din egen lykkes smed
