Sven Erik 

Pludselig stod han her 
i døren 
min barndoms kammerat 
som jeg næsten havde 
glemt 
Da han rakte mig hånden 
til hilsen så jeg med et 
at han var blevet 
plastic 
Kvalmen rørte rundt i maven 
da jeg så på ham igen 
Det var jo ikke Sven Erik 
Det var ikke engang 
et levende væsen 
men bare en tom skal 
med en glat uangribelig 
overflade 
Han talte længe med en stemme 
der heller ikke var hans 
Da han gik stod jeg længe 
og så efter plasticmanden 
der engang var Sven Erik