Bøn
Lad mig se verden som
den er når den ikke er
forvansket af mine 
filtre
Lad mig se med 
fluens facetterede blik og
smage på livet med 
alle fluesanser 
Være stum i
mørke huler
Glide som
en skygge over 
marker 
Følge lyset til
havets bund og 
bide kulden
under en stjerne på 
kanten af et 
fjeld
Lad mig være en 
slange under
ørkenens dæmon 
Sluge byttet på grænsen til
døden og ånde min 
duft i takt med en 
viol halvvejs gemt
under et hegn i marts
Og lad mig sanse med 
kloden som den svinger sig om 
solen i sin bane mod
sig selv


13. marts 2004