Ventetid

Den tavse luft sitrer.
Dovent glider tiden afsted
og æder skæbner.
O Gud, jeg dør af lede.
Jeg sidder og venter stille
mens mennesker omkring mig
haster afsted i flimrende dødsangst.


Jeg har levet i tusinde år
og forstår alligevel intet
af dette.
Mest uforståeligt er mit indre
der råber protesterende
skønt jeg ikke kan tale
og sidder stille og ser.

Længe har jeg ventet på
at min skal skulle sprænges
af en tordnende stemme
der med et slag
ville få alt til at standse.
Skal jeg vente 
hvor længe endnu?