Due
På kanten af
bevidstheden
svævende mod jorden
med dens besættende
længsel

I en afkrog af mit væsen ved jeg
hvordan det er at hæve sig over jorden og
give sig hen til luften,
udmatte musklerne under en stejl
stigning og svæve ned på højt løftede
vinger for at lette igen og atter forvandle
jorden til farvede felter og
klodser
Jeg kender til den hastige flugt  over 
havet, den salte duft blandet med årvågenhed,
flugten fra den forfølgende rovfugl,
kampen,
døden mellem knugende dolke og
lyset der eksploderer i liv
Jeg kender til det og fylder årerne med
kurren der genlyder fra mit eget bryst,
vogter horisonten i den forvandlede
hvælving, 
lyslevende i en trækkende flok
Den kollektive vi­ljes 
frihed fra længslen på jorden,
overgivelsen til nuet og
den fælles krop




Juni 2005