Sofastykke
Bølgeslag mod kysten.
Tudende storm
i øret
der smerter.
Måger
der flyver skrigende
omkring
og varsler undergang.
Havet snerrer hadefuldt
og viser hvide tænder
mod landet
der forsagt skyder ryg
og lukker sig
i angst.
Himlen er fuld
af farver
der ikke kan males
med ord
men kendes af alle
der har følt
rædslen
for det uafvendelige.
Havet er i oprør
og landet skælver
som vi vil skælve
når mørket bryder løs
som barnet skælver
når far og mor er borte
og alt
er uforståeligt
og mørkt.
Et barn kan græde
men vi ved det ikke nytter.
Derfor tier vi
og fortsætter
leende ubekymret
til hinanden
som var vi glade.
