Vi går gennem
landskaber under
himle der strømmer
igennem os og
farver vores
bevidsthed som
tiden der ikke er
tid men livet selv
som det farer gennem
kroppen og
beliver processer
uden for vores
rækkevidde og
vi går gennem vore
aldre som var de
landskaber der
tager imod men hele
tiden fordrer at vi
går videre ad
sporet der bærer
vore skridt som en
tilgivelse vi ikke
vil vide af
Vi går under himle vi
aldrig når frem til
skønt de er som en
del af os selv
gennem aldre vi ikke
kan nå men som er der når
vi vender os og ser tilbage på det
netop forladte inden vi
går frem mod
himlen indhyllet i
os selv
Februar 2006
