Sjælesorg
Du læner dig
roligt,
alt for roligt,
tilbage mod væggen.
Bøjer det ene ben
ind under dig
og lytter, mens du ikke ser
på mig.
Det er jo også mig,
der skal tale ud,
og derfor kan min
krop ikke indtage
din stilling.
Og mit sind ikke
se roligt til.
Jeg krummer mig
sammen.
Jeg krummer mig
sammen
under din lampe,
du beredvilligt
har tændt
alene for mig.
Og så lytter du.
Lytter som
bare helvede.
Eller lader du bare
som om.
Det er jo det, du
er her for.
Det er det, vi er
her for.
Du, for at lytte
og jeg, for at
tale al min
opsparede fortvivlelse
ind over dit spisebords
hverdagsmærkede plade.
Og så kommer de.
Ordene.
Jeg brækker dem op
og tømmer dem
ud i svinske
kaskader,
og er du forbavset,
kan man i hvert fald
ikke mærke det.
Og har du hørt det før,
hører det vel med
til bestillingen.
Tænker du på dig selv
imens?
Hvad du skal sige om lidt,
når min krampe
omsider
tager af?
Du kan godt spare dig,
for jeg vil ikke
kunne høre det.
Jeg er alt for træt
og har fået
nok,
når det hele
er læsset af.
Hvad skulle du også sige,
jeg ikke har hørt før,
og gudved om du
sidder inde
med nye
kombinationer.
Det gør du vel ikke
- håber jeg.
