Abepedersen
Da han solgte kroen,
solgte han
aben med.
Abepedersen
der sad i sit bur
bagest i haven
og var søndagsturens
attraktion.
Kromandens drikkende
abe,
der rystende på
sine gamle
hænder
bad de leende
turister
om en lille en
til halsen.
Bagefter kvitterede
den for skænken
med alle drankerens
genkendelige
reaktioner,
der her i aben
virkede ufarligt
morsomme.
Den nye ejer
havde ondt af aben
og tænkte egentlig på
at afvænne den,
men indså hurtigt
at Abepedersen
var mere end
attraktion.
Abepedersen
var skæbne
og mere end det.
Noget uafvænneligt
der gik sine egne
veje,
og derfor fortsatte
aben sit liv
i buret for enden af
haven.
Abepedersen fik en dag
besøg
af sin gamle ejer.
Gensynsglæden var stor
på begge sider.
Dens reaktion så
formidabel
at den gjorde indtryk
på de to besiddere af
Pedersens
kærlighed
og hurtigt dukkede
det uundgåelige
væddemål op,
der skulle betyde
katastrofe for
en indespærret
hengivenhed.
Prøven blev arrangeret
på den grusdækkede vej
udenfor.
Én ejer
på hver side
og Abepedersens oldingekrop
fastholdt
i midten
til signalet blev givet:
Slip Pedersen løs.
Lad ham vælge side.
De sagde bagefter
den skreg så højt,
at de kunne høre
det en kilometer borte,
men det var få der
så abens krop
forsøge at vælge side.
Han smed sig ned,
Abepedersen,
og gav sig til at skrige.
Var sanseløs væk
i nådig krampe, der
efter en tid
gjorde kroppen
stille.
Hvad fanden gik der af ham?
sagde de bagefter.
Hvad skulle det til for?
Men alle vidste,
uden at kunne give det udtryk
i ord,
at de havde oplevet noget,
de aldrig skulle glemme.
Kærlighedens sliden
et hjerte i stykker.
Abepedersen døde ikke alene,
men han døde
forgæves.
Han blev ofret
for en nysgerrighed, der
ikke stod mål med hans
drankersjæls tørsten
efter noget, der var
større end ham selv.
En uslukket tørst
efter noget, han
aldrig rigtig fik,
men bare anede
i sit bur
for enden af
haven
